Den 30. december var en milepæl. En positiv begivenhed.
Det var første gang, jeg skulle undervise i noget af det, jeg har arbejdet med på min uddannelse.
En veninde fra min gymnasietid spurgte, om jeg ville hjælpe hendes datter med, at komme i gang med at lave noget fra jorden med sin pony. Hun var juniorrytter og kunne godt tænke sig at lave noget andet med sin pony end at ride. Bla. for at øge kontakten.
Det var en lidt anderledes vinkel, end de cases der blev præsenteret i løbet af uddannelsen. De handlede mere om, at en hesteejer havde et problem, som vi skulle hjælpe med at finde gode løsninger til.
Kurset skulle handle om, hvad og hvordan man kan lave noget med sin hest til glæde for både hest og rytter. En slags “jordtræning for begyndere”.
Planlægning
Jeg brugte lang tid på at planlægge – bla. at sammensætte nogle slides og tænke over nogle konkrete eksempler og øvelser, vi kunne tage udgangspunkt i. Først ville jeg give en indføring i det indlæringsteoretiske. Bagefter kunne vi gå i ridehuset og lave øvelser. Det teoretiske er nødvendigt, for at forstå hesten bedre og dermed øge opmærksomheden på den og tilpasse det man laver til den, efterhånden som det skrider frem.
Mine succeskriterier var, at pigen skulle få nogle brugbare redskaber og komme godt i gang med noget, som hun ville kunne fortsætte med, når jeg var gået. Desuden håbede jeg, at hun ville opfatte det som noget positivt og lærerigt. Indholdet i kurset var følgende:
- Plan
- Adfærd – hvad er en hest og hvorfor er det overhovedet relevant at tale om?
- Indlæring – herunder klassisk & operant betingning og særlig vægt på hvad forstærkning er og hvordan man bruger det. F.eks. hvad er en forstærker? Hvorfor er den forstærkende? Timing af forstærkere osv.
- Shaping – hvad er shaping? hvordan planlægger man et shapingforløb? shapingens 10 bud.
- Planlægning af øvelser sammen med pigen.
- Praksis i ridehuset.
Undervejs ville jeg lave klikkerlegen. Ikke fordi vi nødvendigvis skulle bruge en klikker, men for at demonstrere vigtigheden af timing og fordelen ved sekundære forstærkere.
Det eneste jeg forlangte til gengæld var, at jeg kunne få noget feedback omkring selve undervisningsforløbet, så jeg kunne forbedre det.
Erfaringer & feedback
Hun var en fornuftig og rigtig sød pige, som havde tænkt over nogle øvelser, hun godt kunne tænke sig at lave. Hun ville gerne øve noget af det helt grundlæggende: bakke og parkering f.eks. Det er de øvelser, jeg kalder hestens børnehaveøvelser, fordi jeg synes, at det er øvelser, som alle heste burde lære, som en naturlig del af deres opvækst. Det er forresten også øvelser, som mange voksne heste ikke har fået lært ordentligt og som kan skabe vanskeligheder i mange sammenhænge.
Hun havde også tænkt over, hvad hun IKKE ville. F.eks. ville hun ikke lære hesten at lægge sig ned, for så kunne det være, at den ville begynde at lægge sig ned på tidspunkter, hvor det ikke lige var hensigtsmæssigt. Det er rigtig godt tænkt og det gav anledning til at tage hul på et emne, som jeg ikke havde på planen: stimuluskontrol.
Jeg lærte en del, som jo var hensigten fra min side. F.eks. skal jeg enten skære ned på teorien eller sørge for at inddrage mange flere lege og øvelser henad vejen. Ellers bliver det for kedeligt, tror jeg. Det kan også være, at en del af det teoretiske kan flyttes over til den praktiske del, men det må komme an på en prøve en anden god gang.
Der er også noget, jeg kan tage ud. Stresskurven f.eks. er åbenbart en del af det man lærer, når man tager ryttermærker. Det blev jeg glad for at høre, men jeg vidste det ikke. Det kan jeg overveje at tage ud, afhængig af hvem der skal have undervisning.
Klikkerlegen synes jeg fungerede godt. Pigen og moren skiftedes til at være den, der holdt klikkeren og den der var hest.
Da vi kom i ridehuset var hesten meget fokuseret på godbidderne. Faktisk blev den urolig og begyndte at tygge i alt. Mit tøj, rebet, pigens fingre 
osv. Det er ikke unormalt, men er frustrerende og hæmmende for at opnå den følelse af kontakt og sammenhold med hesten, som vi var ude efter. Derfor brugte vi tid på at lære den, at den skulle vende hovedet lidt væk og lukke munden, før den fik en godbid. Vi måtte også øve at få afstand, så den ikke stod helt oppe i hovedet på os hele tiden. Vi kom i gang med nogle andre øvelser, men det vigtigste var at få styr på det med godbidderne.
Pigen bad om lektier og jeg foreslog at træne ro omkring godbidder. Dvs. kun give hesten noget, når den har gjort noget for det. Den skal ikke have noget, bare fordi den er nuttet – selvom den var virkelig sød 🙂 . Den skal holde hovedet i ro og lukke munden, for at opnå en godbid. Der er ingen tvivl om, at det vil tage noget tid for hesten, før den finder ro omkring godbidder.
Jeg er spændt på, hvordan det går. pigen deltager i hestefornuft’s januar challenge på facebook og det ser ud som om, at det skrider fremad. Hun kaster sig i hvert fald ud i det og det synes jeg er mega sejt 🙂 . Hun har endda vist, at hun har lavet en shaping-trappe! Jeg er imponeret over engagementet og motivationen.
Forhåbentlig bliver der mulighed for at lave en opfølgning. For mig vil det være interessant at se, hvordan det går med godbid-udfordringen. Der er en del i den omtalte januar challenge, som har problemet med anmasende heste, når de indfører godbidder. Nogle ender med helt at droppe godbidder. Det er noget jeg vil holde øje med fremover og eksperimenterer med. Min tese er, at alle heste kan lære at håndtere træning med godbidder uden at blive helt bimse i knolden. Nu vil jeg undersøge, om jeg har ret i den antagelse eller om jeg tager fejl. Spændende sager for en indlæringsnørd. 😉
Horse Science and Sensibility 