Stimuluskontrol

5 cases:

  1. Engang faldt jeg over en tråd et eller andet sted, der omhandlede en piges desperate råb om hjælp med hensyn til en hest, der stejlede. Hun havde lært den at stejle fra jorden, men nu gjorde den det altså også under ridning.
  2. Laaaang tid efter var jeg ude at undervise en i træning fra jorden og da jeg spurgte, hvad hun havde lyst til at lave med hesten, sagde hun bl.a. at hun IKKE ville lære den at lægge sig ned, for så var hun bange for, at den ville gøre det i tide og utide. Fornuftig tanke, synes jeg.
  3. I begyndelsen, når jeg skulle rense hove på Sovs tog jeg fat i venstre forben, sådan som man jo gør, når man renser hove. Hans reaktion var at forsøge at komme ned og ligge på benet, for han har nemlig lært at “neje” eller bukke. Lidt upraktisk, at han forsøger at gøre det, hver gang jeg løfter venstre forben.
  4. Jeg så en video engang med en pige, der havde lært sin hest at stå og vippe op og ned med hovedet til musik. Hun og hendes veninder synes selvfølgelig, at det var vildt sjovt. Gad vide om den hest senere får problemer, når den står og væver i boksen, fordi det har den lært at gøre?
  5. Da jeg lærte Surfer at bakke via. ren oprant betingning, begyndte han også at bakke i alle mulige andre situationer i tide og utide. Det kan være, at det er nuttet, når han moon walker rundt på træningsbanen helt uopfordret, men det kan blive et problem, når han gør det på staldgangen.

Find selv eksempler på en hest der gør noget, der er hensigtsmæssigt i en sitation, men helt uhensigmæssigt i en anden. Det er nok ikke svært.

Hestene i alle disse cases gør præcis, hvad vi har lært dem. I virkeligheden er de rigtig gode elever, der viser, at de har forstået, hvad det er, vi gerne vil have og nu vil de gerne vise det så meget som muligt – måske for at opnå forstærkning. De er endda ekstra seje, fordi de har lært at udføre den indlærte adfærd i en helt anden kontekst – dvs. de viser, at de kan gøre noget i stalden, som de ellers havde lært ude i ridehuset.. det kan heste ellers i andre tilfælde have lidt svært ved. Nogle gange har vi brug for, at de skal overføre det, de har lært et sted til et andet og vi er nogle gange nødt til at træne det forskellige steder og andre gange ikke så meget.

Men hvordan undgår vi, at hesten begynder at udføre en adfærd, der er indlært i en situation til den anden eller at den gør det på de forkerte tidspunkter? Det kan vi gøre ved at sætte adfærden under stimuluskontrol.

Hvad er stimuluskontrol?

En stimulus er noget hesten udsættes for af os eller dens omgivelser. Alle stimuli bliver efterfulgt af en respons, som er den reaktion eller adfærd, hesten udviser, når den påvirkes af en stimulus. En sulten hest, der finder noget græs (stimulus), vil begynde at æde (respons). Når jeg trykker hesten på bagparten (stimulus), flytter hesten rumpen (respons). Når jeg tager let i tøjlen (stimulus), stopper hesten (respons). Når hesten ser en farlig dims (stimulus), løber den væk (respons). I en træningssituation forventer vi en bestemt respons på en bestemt stimulus.

Når vi træner med hesten, lærer vi den at knytte bestemte typer adfærd med bestemte stimuli. Dvs. jeg lærer hesten, at når jeg vifter med pegefingrene i luften (stimulus), skal den bakke (respons). Stimulus er i dette tilfælde et indlært signal.

Det vi nogle gange glemmer er at sikre, at adfærden er under stimuluskontrol. Dvs. sikre at den pågældende adfærd kun opstår, når vi viser et bestemt signal og ikke i nogen andre tilfælde. Hvis vi sætter adfærden under stimuluskontrol, undgår vi, at hesten begynder at udføre adfærden i utide. Det skal dog lige nævnes, at det selvfølgelig kun gælder under træning. Hvis hesten skulle få lyst til at bakke, når den er ude på folden, så er den selvfølgelig velkommen til det. Men i træningssituationer er det vigtigt, at den her lært at skelne mellem forskellige signaler og at den udfører de typer adfærd, der passer til.

Det der sker i stimuluskontrol er, at hesten lærer at genkende (diskriminere) bestemte stimuli/signaler. Det kan spare den for en masse frustrationer. Paul Chance skriver i Learning and Behavior, at stimuluskontrol kan give individet en form for kontrol, over det der sker. Hans eksempel er en rotte, der har lært at tykke på en knap, når en lampe lyser (fordi den får mad) og at undlade at trykke på den, når lampen ikke lyser (fordi den ikke får mad). Her kan man tale om, at adfærden er under stimuluskontrol. Det sparer rotten for at trykke på knappen i alle de tilfælde, hvor lampen er slukket. Den skal altså ikke bruge energi på noget, der ikke har nogen gavnlig konsekvens for den.

Fra menneskeverdenen er et hyppigt brugt eksempel trafiklys. Den røde lampe ved vi alle, hvad betyder og vi stopper ved rødt lys (forhåbentligt). Når den gule lampe lyser, løfter vi måske foden over til speederen og når den grønne lyser, træder vi på speederen. Det er et godt eksempel på adfærd, som er under stimuluskontrol og som øger sikkerheden på vejene, fordi vi ikke behøver at spekulere over, hvad lamperne betyder eller hvad vi skal gøre, når de lyser.

Med Chances ord:

When a discrimination has been well established, the behavior is said to be under stimulus control. Generally that means that the behavior is orderly and efficient, that it enables us to obtain desirable consequences and avoid undesirable ones. Stimulus control can work agains us, but we can also use it to our advantage” (Chance 2014, side 329)

Men det at en adfærd er konsekvent, effektiv og under stimuluskontrol, som Chance siger i citatet, kommer ikke af sig selv!

Reglerne for stimuluskontrol

  1. Adfærden opstår aldrig på et andet indlært signal – dvs. at hesten ikke bakker, hvis du giver et “stå” signal.
  2. Hesten skal ikke udføre nogen andre former for adfærd på signalet – dvs. hesten skal ikke lægge sig ned, når du giver bakkesignalet.
  3. Hesten skal udføre adfærden umiddelbart efter signalet er givet – dvs. den skal gøre det med det samme, når den bliver bedt om det og ikke 5 minutter efter.
  4. Hesten skal aldrig udføre adfærden uden at signalet er givet først – den skal altså ikke bakke rundt efter forgodtbefindende, men kun gøre det, når signalet er givet. 

(frit efter Karen Pryor: Don’t Shoot the Dog, side 73)

Først når de 4 punkter gør sig gældende, kan man tale om, at en adfærd er under stimuluskontrol.

Hvordan gør man?

hvis vi holder fast i eksemplet med bakke adfærden. Med Ciara viftede jeg med pegefingrene i luften, når hun skulle bakke. Hvis jeg skulle sikre mig, at det var under stimuluskontrol, kunne jeg gøre følgende:

  • Vise et andet signal af og til og tilbageholde forstærkningen, hvis hun bakker
  • Ikke forstærke, hvis hun bakker uden at signalet er givet først
  • Ikke forstærke andre former for adfærd på signalet
  • Kun forstærke, når hun udfører adfærden umiddelbart efter signalet
  • Tilbageholde signalet i et stykke tid og kun forstærke, hvis hun afventer signalet

På en af mine yndlingsblogs horse tricks 101 viser hun, hvordan hun gør det. Hendes hest har lært at bukke. Hesten bukker derfor hele tiden, men hun vil naturligvis gerne have, at den kun bukker, når den får besked på det. På videoen forstærker hun, når hesten ikke gør noget. En gang i mellem giver hun signalet og hesten får en godbid, hvis den bukker lige efter signalet. Hesten får intet, hvis den bukker, uden at hun har givet signalet først. Hun træner på den måde meget bevidst, at den ikke skal bukke på eget initiativ. Hun har gang i flere ting på en gang. For det første positivt forstærker hun, at hesten står roligt med hovedet væk (den vinder en godbid på det), for det andet negativt straffer hun, når hesten bukker, uden at signalet er givet først (her tilbageholder hun godbidden = negativ straf). Og for det tredie positivt forstærker hun adfærden, når den forekommer på signalet. Jeg synes, at det er en blid måde at gøre det på! Jeg vil helt sikkert integrere hendes måde at gøre det på mere i min træning.

 

Vær opmærksom på: 

Jeg har været inde på det i afsnittet ovenfor: at tilbageholdelse af godbidden er det samme som negativ straf og det kan hesten blive irriteret over. Den bryder sig ikke om, at noget der før resulterede i en godbid, nu pludselig ikke gør det længere. Den bliver straffet for noget, den før blev forstærket for og indtil den har fundet ud af, at det har noget med signalet at gøre, er det naturligvis meget frustrerende. Det hjælper dog, når hesten har erfaring med denne måde at træne på. Ciara blev f.eks. utrolig mobset til at begynde med, når jeg tilbageholdt godbidderne. Nu har hun lært, hvordan træningen foregår og hun bliver derfor ikke sur på samme måde mere, når jeg ændrer på tingene. Læg også mærke til, at hesten i videoen ikke virker synderligt irriteret over, at den ikke får en godbid, når den bukker på eget initiativ. Det kan måske have noget at gøre med, at den også er vant til at træne på den måde og måske, at der ikke går for lang tid mellem godbidderne, fordi hun også forstærker det, at hesten står stille.

Jeg synes, at det er vigtigt at sørge for, at hesten hele tiden har mulighed for succes. Hvis jeg tøver lidt med at give signalet, så tøver jeg til at begynde med ikke for længe men udvider gradvist tiden lidt efter lidt. Når jeg begynder at vise andre signaler, skal jeg tænke over, hvor meget de ligner det oprindelige. Det er ikke fair overfor hesten, hvis de ligner for meget til at begynde med. Det skal være nemt for den at se, at det ikke er det samme signal. Så kan man altid øge sværhedsgraden med tiden. Hvis jeg kan mærke, at jeg i et stykke tid har presset for meget på, uden at hesten har haft succes, kan jeg godt finde på at kaste en øvelse ind midt i det hele, som jeg ved hesten har styr på, så den lynhurtigt kan få et par succesoplevelser, inden vi fortsætter.

heste er meget lærenemme dyr og de forstår ret hurtigt, hvad vi er ude efter. Nogle gange glemmer vi bare at føre lærdommen til dørs og det ender jo desværre ofte med at hesten får skæld ud, bliver kaldt fræk eller uartig. Det er ikke fair, vel?

Kilder

Chance, Paul (2014): Learning and Behavior. International Edition, 7th edition, Wadsworth Cengage Learning.

Pryor, Karen (2009): Don’t Shoot the Dog! The New Art of Teaching and Training. Revised Edition, Ringpress Books Ltd.

Nørdehjørnet: Hvad virker bedst ved trailerlæsning – pisk eller gulerod?

Nørdehjørnet handler om videnskab og forskning. Ikke at jeg selv bedriver nogen form for forskning i forbindelse med heste, men har tidligere gjort det i forbindelse med andre fagområder. Derfor er jeg særligt interesseret i forskningsartikler og jeg har fået fingrene i en del af slagsen, der handler om hestetræning.

Her i huset er kattene meget kloge :-)
Katten gør mig her opmærksom på, de interessante konklusioner i artiklen 😉

Det interessante ved at læse forskningsartikler er ikke kun resultaterne. Det er mindst lige så interessant, hvordan forskerne er nået frem til resultaterne – deres metode. Man kan få en masse inspiration til hestetræning ved at læse, hvordan de har bygget deres forsøg op. Derudover beskriver forskerne som regel anden relevant forskning samt perspektiverer og diskuterer deres resultater til sidst. Det er sådan en typisk forskningsartikel er bygget op.

En af artiklerne sammenligner anvendelsen af positiv forstærkning (guleroden) og negativ forstærkning (pisken – altså bare til at tappe med!) i forbindelse med trailerlæsning af heste. Mere om den længere nede og referencen til artiklen findes i bunden af indlægget.

Trailerlæsning er et stort problem for mange, hvilket egentligt er lidt sært, eftersom heste jo beviseligt sagtens kan gå ind i en trailer, når bare de har lært det først. Desværre er læsningsmetoderne ofte besværlige og deciderede farlige for både hesten og mennesket. Jeg har selv været med til en, der var alt andet end rolig og hensigtsmæssig. Det var et mirakel, at hverken hesten eller nogle personer kom til skade og jeg kan helt ærligt sige, at havde det været min hest, så havde jeg aflyst det, den skulle (noget undervisning) og brugt et par dage på at træne trailerlæsning stille og roligt, inden jeg tog nogle steder igen.

Det var ikke alene synd for hesten, det var også uansvarligt overfor såvel menneskene som dyret. Jeg tror egentlig ikke, at de personer, der besluttede, at det skulle foregå på den måde var onde. Det beroede primært på en misforståelse og manglende viden om hestens natur. Den blev opfattet som fræk og stædig og derfor blev det et spørgsmål om, at den skulle lære, at den ikke kunne løbe om hjørner med nogen. Fra mit perspektiv var hesten hverken fræk eller stædig. Den havde brug for vejledning og hjælp til at komme op i traileren, da den var usikker. Den havde brug for, at det foregik i et tempo, hvor den kunne følge med og hvor den følte sig tryg. I stedet blev det en kamp, hvor hestens usikkerhed blev større efterhånden som presset på den blev større. Den endte med at komme op i traileren, men det var nok fordi, den blev træt og til sidst gav op. På det tidspunkt var den også viklet ind i alle mulige reb og 4 mennesker, der trak og masede fra alle sider. Jeg tror, at forløbet kunne have været meget anderledes, hvis man havde tænkt, at hesten skulle hjælpes fremfor at tvinges.

Jeg beskrev positiv og negativ forstærkning her og vil derfor ikke komme så meget i deltaljer med det. Blot ganske kort nævne, at i negativ forstærkning anvendes ikke godbidder, men forskellige former for pres – f.eks. at trække i grimen. Tricket er at stoppe presset, når hesten gør noget rigtigt. Dermed lærer den, at når den gør det, så forsvinder presset og den vil være mere opsat på at gøre det igen. Ved positiv forstærkning giver man hesten noget, den godt kan lide – f.eks. en godbid – når den gør noget rigtigt. Godbidden bruges altså ikke til at lokke med, men til at vise hesten, at det den gjorde lige nu var helt rigtigt. Den lærer på den måde, at hvis den gør noget bestemt, så får den en gave :-). Begge metoder øger sandsynligheden for, at den vil udføre den pågældende adfærd igen – altså forstærkning af adfærden. Positiv og negativ forstærkning er indlæringspsykologiske begreber indenfor den teori, der hedder operant betingning.

Og hold nu fast. Nu bliver det lidt nørdet men forhåbentligt også lærerigt.

Undersøgelsen sammenlignede positiv og negativ forstærkning ved trailerlæsning. 12 heste var med i undersøgelsen. Hestene var forskellige i både race, alder og køn og de var alle heste, der ikke ville læsses af deres ejere. Hestene udviste alle et højt angstniveau ved trailerlæsning – det var betingelsen for, at de kunne være med i forsøget. 6 af hestene blev trænet med positiv forstærkning og 6 med negativ forstærkning.

Inden selve trailerlæsningen, lærte hestene at gå over et stykke plastik vha. den metode, de skulle udsættes for i trailerlæsningen. De lærte alså metoden at kende først.

Metoden i den positive forstærkning var target træning. Target var en stav med en bold i enden, som hesten blev trænet i at røre og følge. De anvendte en klikker, som sekundær forstærker og den primære forstærker var æble- og gulerodsbidder. Når hesten rørte ved target, fik den et klik og en godbid. I den negative forstærkning var redskaberne en pisk. I plastikøvelsen lærte hestene at reagere på pres fra rebet og hvis de ikke reagerede blev presset intensiveret ved at tappe hesten på skulderen med pisken. Når hesten reagerede, fjernede man øjeblikkeligt presset. I begge træningsmetoder var hestene iført en grime + et 150 cm reb.

Det var den samme træner hele vejen igennem og der blev anvendt følgende shapingprocedure i 7 faser:

  1. en forhov på rampen
  2. to forhove på rampen
  3. et skridt med en forhov på rampen
  4. en baghov på rampen
  5. to baghove på rampen
  6. et skridt med en baghov på rampen
  7. hele hesten inde i traileren

Når en hest var i stand til at udføre en fase 5 gange på signal fra træneren, gik træneren videre til næste fase. Målet var nået, når hesten kunne gå helt ind i traileren 5 gange på signal fra træneren og blive derinde i 10 sekunder.

Hestene blev trænet 3 gange om ugen med mindst en fridag imellem hver træningssession. En træningssession varede maksimalt 18 minutter. Træningen fandt altid sted umiddelbart inden fodringstid. En træningsession stoppede, når hesten blev uopmærksom men altid efter, at hesten havde reageret korrekt på et signal. Der var sat 15 sessioner af til hver hest – inklusive de indledende gå-over-plastik øvelser, som tog 2-4 sessioner.

En hest blev taget ud af forsøget pga. sygdom. Der indgik således 6 heste i negativ forstærkning og 5 i positiv forstærkning. En hest kom ikke helt op i traileren i løbet af de 15 træningssessioner.

Mål

Det overordnede målepunkter var hjertefrekvens, ubehag/stress, undvigelse, tid og antal sessioner.

  • Hjertefrekvens: hestens hjertefrekvens blev målt med faste intervaller
  • Ubehag blev vurderet ud fra følgende tydelige fysiske udtryk:
    • Udvidelse af øjenene: det hvide i øjnene bliver synligt
    • Udvidelse af næsebor: vejrtræning bliver tydelig både visuelt og auditivt
    • Halepisken: halen svinges kraftig nogle gange
  • Undvigelse: hver gang hesten ikke udviste korrekt adfærd på signalet
  • Tid (pr session)
  • Antal træningssessioner (dog maksimalt 15)

Konklusioner

Hestene trænet med positiv forstærkning, lærte hurtigere (gennemsnitligt pr session) at gå op i en trailer og gjorde det med færre tegn på ubehag og færre undvigeforsøg end dem, der lærte det vha. negativ forstærkning. Forskellene var signifikante.

Med hensyn til hjertefrekvens og antallet af træningsessioner fandt de ingen forskel på de to træningsmetoder.

Iflg. denne undersøgelse er positiv forstærkning ikke alene mere effektiv, men også mindre stressende/ubehagelig end negativ forstærkning. Med andre ord virker guleroden bedre end pisken i dette tilfælde. Der er altså noget, der kunne tyde på, at træning med positiv forstærkning er hensigtsmæssig i tilfælde, hvor angst spiller en rolle.

Diskussion

Det jeg tager med fra denne artikel er:

  • At man ikke behøver at slås med hesten for at få den op i en trailer.
  • At brugen af godbidder og positiv forstærkning er mere effektiv og skånsom for hesten, hvis de anvendes korrekt (dvs. ikke til at lokke med men til at forstærke korrekt adfærd).
  • At hesten kan lære at gå op i en trailer gradvist over flere dage, hvor man hver gang når lidt længere i processen.
  • At man skal tage sig god tid til at lære en hest noget – især hvis det er noget, den er usikker på eller bange for.
  • At man kan splitte hele processen op i meget små skridt, der i sidste ende fører op i traileren. Faktisk var jeg lidt overrasket over, at shapingproceduren ikke havde flere skridt i undersøgelsen. Jeg ville nok have delt den op i endnu mindre skridt.
  • At viden om hestens natur og indlæringspsykologi kan give mange redskaber og muligheder i hestetræning.

Reference

Hendriksen, Payana; Elmgreen, Katrine & Ladewig, Jan (2011): Trailer-loading of horses: Is there a difference between positive and negative reinforcement concerning effectiveness ans stress-related signs? Journal of Veterinary Behavior – Clinical Applications and Research, Vol. 6, No. 5, September/October, pp. 261-266.

Ciara uge ?? 4 ?? – fokus og træning i sæt

Ja, der burde stå uge 4 eller noget i den stil, men der gik ged i træningen op til min ferie, hvor jeg ikke fik trænet alt det, jeg burde. Så der har været en pause og så har der været lidt frustration fra min side. Det har jeg prøvet før. At nå til et punkt, hvor jeg bare ikke rigtig tror på, at det jeg arbejder på kommer til at ske. Jeg har ikke nok erfaring til at vide, at det gør det. At træne dyr er en glidende og gradvis udvikling. Nogle gange helt umærkelig. Jeg mister fornemmelsen af, at der er en udvikling overhovedet. Det lyder måske underligt, men sådan føles det. Jeg mister på en eller anden måde troen på, at jeg kan.

Det samme skete, da jeg trænede bakke på ren operant betingning med Surfer. I et stykke tid tog vi kun et ekstra bakke skridt om dagen og jeg kunne slet ikke se, at det førte til noget. Men så pludselig var vi der. Han bakkede løs og jeg kunne dårligt følge med.

Der er dels det, at det sker med meget små skridt hen imod målet og dels det, at læringen nogle gange sker i spring. Sidste gang jeg var hos Ciara, var der sket et eller andet. Det var som om, hun pludselig havde forstået, sådan for alvor, hvad det var vi øvede og hun foretog et kæmpe spring i sin respons i forhold til gangen før. Så fik jeg troen tilbage igen og nu kan vi begynde at arbejde med detaljer i nogle af øvelserne.

Bakkeøvelsen

I bakke øvelsen er vi nået til at få adfærden under stimuluskontrol. Dvs. hun bakker som hun skal, men hun bakker også nogle gange, når jeg ikke giver signalet. Sålænge hun gør det er adfærden ikke under stimuluskontrol.

  • Hun skal kun bakke, når hun får signalet. Aldrig når hun ikke får signalet.
  • Bakke er den eneste adfærd der skal være knyttet til dét signal – hun skal f.eks. ikke begynde at lave andre ting, når hun ser signalet.
  • Sidst skal hun skelne signalet fra andre lignende signaler og vide, at hun kun skal bakke på det rigtige signal.

Først når det er på plads, er adfærden under stimuluskontrol.

I praksis betyder det, at jeg ikke forstærker (altså giver godbid), hvis hun bakker uden at have fået signal først. Hun får altså ingenting for at bakke løs på må og få. Hun får heller ikke forstærkning, hvis hun bakker, når jeg laver et andet signal. Det øver vi ved, at jeg også laver andre signaler og hvis hun bakker, får hun ikke noget. Men til at begynde med skal de ikke ligne det rigtige signal alt for meget – det ville være unfair, synes jeg.

Fokus, koncentration og parkering

Ciara kan godt lide græs. Det kommer måske ikke som den store overraskelse, at en hest godt kan lide at æde, men jeg har været lidt i tvivl om, hvad jeg skulle gøre ved det.

F.eks. skrev jeg tidligere, at jeg var lidt i tvivl om, hvad jeg skulle gøre i parkeringsøvelsen, når hun begyndte at stå og spise de totter græs, der stikker op på træningsbanen. På den ene side stod hun jo stille, som hun skulle. På den anden side havde det nok mere med græsset end med øvelsen at gøre. Jeg spekulerede lidt over, hvad jeg skulle gøre og tog en beslutning om, at jeg ville forlange hendes opmærksomhed, når vi trænede. Dvs. at jeg ville insistere på, at hun havde opmærksomheden på mig, uanset hvad vi lavede. Det giver simpelthen ikke mening, at lære en uopmærksom hest noget som helst. Så når hun forsøger at spise, tager jeg straks hendes hoved op. Det har virket! Når vi laver parkeringsøvelsen nu, står hun ikke og spiser. Hun kigger på mig, mens jeg går væk fra hende og stiller mig. Jeg prøver at ramme det punkt, hvor jeg har stået væk fra hende lidt længere tid end sidste gang og samtidig ikke så længe, at hun når at miste opmærksomheden. Det kan godt være lidt svært med timingen, men det går faktisk helt forrygende. Jeg er nået til at punkt, hvor jeg går et godt stykke væk og kan bevæge mig ud til begge sider og hun har fokus på mig og bliver stående.

Så den nye regel i min træning er fokus! Til gengæld holder jeg pauser, hvor hun er fri til at gå og hygge sig lidt og spise.

Træningssessioner og -sæt

Men hvor meget skal man egentlig træne? Jeg træner pt. nok en halv times tid pr gang. En træningssession på en halv time består af flere forskellige sæt af øvelser. Det første jeg gjorde i dag var f.eks. at gå nogle runder med hende. Jeg øger og sænker hele tiden mit tempo for at mærke, om hun følger med mit tempo. Når jeg sætter farten op, skal hun også gøre det og det samme når jeg sætter tempoet ned. Hun skal ikke begynde at trække eller sakke bagud. Derpå tog jeg et sæt med  bakkeøvelsen. Dvs. jeg trænede bakke på signal 4 gange (1 sæt = 3-5 gange). I dag var der ikke behov for en pause, hun var helt klar til mere. Så vi tog et sæt (i dette tilfælde 4 gange) med parkering. Så var der pause, hvor hun fik lov til at gå og spise lidt. Vi lavede 1 sæt med “vende på signal” på den ene volte og 1 sæt med “vende på signal” den anden. Pause. Vi lavede lidt “røre over det hele” øvelse og et sæt mere med bakke.

Jeg har som regel i tankerne, hvad det er for nogle øvelser, jeg vil lave, inden jeg tager derud, men jeg er meget opmærksom på hende, så planen er ikke mere fast end, at den sagtens kan blive redigeret, når jeg er i gang. Antallet af sæt og tiden vi træner afhænger af den enkelte træningssession. Jeg holder øje med hende hele tiden, for at lægge pauser ind, når jeg tror, at der er behov for det. Ideen om træningssæt har jeg fra bogen McGreevy & McLean: Equitation Science.

Jeg prøver mig frem med det hele. Jeg har indført tanken om træningssæt, fordi jeg har en tendens til at overtræne. Dvs. at jeg træner en øvelse for meget og ender med, at den bliver overindlært. Så jeg skal finde en måde at stoppe mig selv på. Det kan være svært at stoppe og ikke lige presse citronen en ekstra gang, når noget går godt eller presse på for at få noget, der ikke fungerer til at fungere – men begge dele kan være hæmmende for indlæringen.

Jeg har hørt nogen sige, at man skal stoppe mens legen er god. Dvs. tanken er, at man skal stoppe efter en øvelse, hvor det har gået godt. Jeg har dog også hørt, at der er forskning, der peger i retning af, at det mest er for menneskets end for hestens skyld. Der er noget, der tyder på, at det at stoppe på en “happy note” ikke har den store betydning for hesten (jeg har ikke selv læst undersøgelsen, derfor har jeg visse forbehold, men jeg har det dog fra en meget pålidelig kilde, så jeg er ikke så bange for at tro på det 🙂 ).

status over 2014 #2 – taknemmelighed og nørderi

Surfer, Elle, King og alle de andre heste

Først og fremmest er jeg taknemmelig over Surfer. Jeg er taknemmelig over, at der findes et dyr, som jeg kan være sammen med helt ukompliceret og som ikke stiller krav om alt muligt. Jeg er taknemmelig over, at han gider at lege med mig, selvom han faktisk ikke behøvede. Han kunne sagtens klare sig uden mig. Han behøver mig ikke. I virkeligheden ville han sikkert have det helt fint med at løbe ud over sletterne med sin flok – fri og uhindret. Alligevel tolerer han mig og alle mine påhit, som at lære ham alle mulige ting og sætte mig op på ryggen af ham osv. Han har ikke noget valg. Det er min beslutning som menneske, at han skal være sammen med mig. Derfor synes jeg, at jeg skylder at gøre livet så behageligt og rart for ham som muligt. Han giver mig så mange gode oplevelser. Det leder mig frem til mit ønske om at lære så meget som muligt om heste. For hvordan kan jeg behandle ham på bedst mulig måde og på hans betingelser så vidt muligt, uden at forstå hvad han er for en størrelse?

Kursus

HorsesInSchoolJeg fik en fødselsdagsgave i forskud af mine forældre: 1/3 del af Hestevelfærdsrådgiveruddannelsen og endnu 1/3 del af min søde bror. Det er jeg også uendelig taknemmelig over. Det betyder, at jeg mindst en gang om måneden er afsted til Hirtshals for at blive klogere på heste og det skal jeg love for, at jeg er blevet! Der er et par gange tilbage på hesteadfærd og indlæringspsykologi-delen. Næste del handler om anatomi, biomekanik og gymnastisering fra jorden samt sygdomslære og vist nok lidt om sadler. Jeg er begyndt at spekulere over, hvordan jeg kan få råd til den sidste 1/3 del og til overbygningen som Dyreadfærdskonsulent.

Da jeg de første gange kørte alle de mange timer, det tager at komme fra Sydsjælland til Nordjylland tænkte jeg, at det var nødt til at være et kursus ud over det normale, for at jeg skulle have lyst til at køre fra den ene ende af Danmark til den anden ca. 1 gang om måneden og betale pengene til transport og opholdet oven i kursusafgiften. Tidmæssigt og økonomisk er det ikke ligefrem småting, der er tale om.

Men jeg har ikke fortrudt et sekund. Kurset er hver en krone og time værd! De første 3 gange var teoretiske og jeg var mentalt helt og aldeles brugt og fyldt op med viden, inspiration, begejstring og den gode form for forvirring. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg fik så meget, at jeg slet ikke kunne rumme det og for mig er det en meget positiv ting! Samtidig mødte jeg en masse spændende mennesker fra alle mulige områder af Danmark, som har meget forskellige erfaringer med heste. Det lærer jeg også en masse af. Vi begejstres sammen og bliver frustrerede sammen, når vi har fået fyldt så meget i  hovedet, at vi begynder at tvivle på, at vi nogensinde får styr på alle de teoretiske detaljer. Vi støtter hinanden og hjælper og stiller 1000 spørgsmål hele tiden og så nørder vi igennem på det indlæringsteoretiske.

Der er kun 2 gange tilbage af første del og jeg har slet ikke fået nok indlæringspsykologi og adfærd. Jeg dyrker det i et omfang andre måske vil synes er lidt usundt 🙂 Det er nok sådan jeg indrettet efter mange år på universitetet. Jeg kan ikke få nok, når først jeg er kommet i gang. Bettina, som underviser på de teoretiske dele, har min store respekt – for sin viden, sine kompetencer, som underviser og for sin holdning til heste i alHorsesInSchool3 almindelighed. Jeg er meget glad for, at jeg valgte denne uddannelse fremfor så mange andre, jeg kunne have valgt. Jeg tvivler stærkt på, at der er mange andre steder i Danmark, hvor man kan finde et så videnskabeligt velfunderet, professionelt og godt sammensat uddannelsesforløb.

Kurset har været en øjenåbner. Jeg har en helt anden forståelse og tilgang til heste nu og det spiller ind på alt, hvad jeg gør og tænker. Jeg har fået bygget et fundament på viden og det har ændret hele min grundholdning. Det er lidt spøjst, at jeg er på kursus i hesteadfærd og -psykologi, men det er primært min adfærd, der har ændret sig 😉 F.eks. roser jeg og bekræfter hesten meget mere nu, end jeg gjorde før. Jeg havde en tendens til næsten kun at sige, når han gjorde noget forkert. Det er jo helt ude i skoven. At sige når han gør noget forkert, giver ham selvfølgelig en fornemmelse af, hvad jeg ikke vil have, men det siger jo intet om, hvad det rigtige så er. Det er jeg blevet 1000 gange bedre til. Et andet eksempel er, at jeg var en anelse nervøs over at ride Surfer, da han kom til gården. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg ikke havde styr nok på ham og var bange for, at han pludselig kunne finde på alle mulige løjer. Det gjorde mig nok ikke ligefrem til den mest afslappede rytter nogensinde, hvilket selvfølgelig påvirkede ham og igen tilbage til mig og øgede min nervøsitet.

Nu er jeg ret sikker på, at han ikke ‘finder på løjer’, for det kan han ikke. Heste kan ikke planlægge fis og ballade. Hestens hjerne er simpelthen optimeret til andre ting – f.eks. at være opmærksom og sanse. Han vil gøre meget for at efterkomme mine krav og ønsker. Hvis han gør noget, jeg ikke havde forventet, så er den mest sandsynlige forklaring, at det er mig, der gør noget tåbeligt. Alternativt kan han være blevet forskrækket over noget, kede sig, have ondt eller jeg kræver noget af ham, som han fysisk ikke kan efterkomme. Men han laver helt sikkert ikke ballade! Så jeg bruger meget mindre energi på, at forsøge at kontrollere et dyr, som jeg nok ikke rigtig kan have kontrol over alligvel – hvis han ville løbe med mig, så havde han nok gjort det og eftersom han vejer ca. 700 kg og jeg vejer 72, så var det nok ret begrænset med den ‘kontrol’ jeg kunne udøve.

Det har flyttet mit fokus over på at kommunikere med ham i stedet og at arbejde mere med øvelser fra jorden. Jeg bestræber mig på at vejlede ham på en tydelig og bestemt, men samtidig kærlig og respektfuld måde og at ‘lytte’ til ham og forholde mig til det, han signalerer tilbage til mig. Jeg er sikker på, at han nok skal signalere til mig, hvad han har brug for eller hvornår jeg gør noget, der ikke er hensigtsmæssigt for ham. Udfordringen for mig er at have viden og erfaring nok til at forstå, hvad han siger.

Derfor er fokus også flyttet over på mig selv. Hvis jeg vil have det optimale samarbejde med Surfer må jeg arbejde med mig selv – fysisk og psykisk. Indrømmet, det kniber måske en del med det fysiske. Jeg kunne godt arbejde meget mere med at få en god balance, da det ofte er manglende balance, der gør mig ude af stand til at sende de rigtige signaler i ridning. Kunne også godt bruge noget mere styrke og kondition! Fra jorden drejer det sig om, at være tydelig i mit kropssprog og have styr på min teori om hesteadfærd og indlæringspsykologi. Psykisk handler det om at lægge alt til side og få ro i hovedet, mens jeg er i stalden. Hvis jeg kan mærke, at jeg går og spekulerer over nogle ting med arbejdet eller med familien, så er jeg ikke til stede sammen med ham og så går det bare aldrig helt godt. Jeg har indført en regel, der går ud på, at hvis jeg kan mærke jeg bliver irriteret og sur under ridningen, så hopper jeg af, for det fører sjældent til nogen særlig god oplevelse for hverken mig eller Surfer.

Det her afsnit er overhovedet ikke en fyldestgørende beskrivelse af, hvad jeg har fået fra kurset og arbejdet med hesten i løbet af kurset. Jeg kunne skrive uafbrudt de næste par dage og stadig ikke få sagt alt, hvad jeg mener, der er værd at sige.HappyNewYear

Jeg har lært så meget. For hver ny viden og erkendelse jeg opnår, opdager jeg nye områder, som jeg ikke har styr på endnu. Det er jeg taknemmelige og ydmyg overfor.

Godt nytår