Category Archives: Teori og praksis

Stimuluskontrol

5 cases:

  1. Engang faldt jeg over en tråd et eller andet sted, der omhandlede en piges desperate råb om hjælp med hensyn til en hest, der stejlede. Hun havde lært den at stejle fra jorden, men nu gjorde den det altså også under ridning.
  2. Laaaang tid efter var jeg ude at undervise en i træning fra jorden og da jeg spurgte, hvad hun havde lyst til at lave med hesten, sagde hun bl.a. at hun IKKE ville lære den at lægge sig ned, for så var hun bange for, at den ville gøre det i tide og utide. Fornuftig tanke, synes jeg.
  3. I begyndelsen, når jeg skulle rense hove på Sovs tog jeg fat i venstre forben, sådan som man jo gør, når man renser hove. Hans reaktion var at forsøge at komme ned og ligge på benet, for han har nemlig lært at “neje” eller bukke. Lidt upraktisk, at han forsøger at gøre det, hver gang jeg løfter venstre forben.
  4. Jeg så en video engang med en pige, der havde lært sin hest at stå og vippe op og ned med hovedet til musik. Hun og hendes veninder synes selvfølgelig, at det var vildt sjovt. Gad vide om den hest senere får problemer, når den står og væver i boksen, fordi det har den lært at gøre?
  5. Da jeg lærte Surfer at bakke via. ren oprant betingning, begyndte han også at bakke i alle mulige andre situationer i tide og utide. Det kan være, at det er nuttet, når han moon walker rundt på træningsbanen helt uopfordret, men det kan blive et problem, når han gør det på staldgangen.

Find selv eksempler på en hest der gør noget, der er hensigtsmæssigt i en sitation, men helt uhensigmæssigt i en anden. Det er nok ikke svært.

Hestene i alle disse cases gør præcis, hvad vi har lært dem. I virkeligheden er de rigtig gode elever, der viser, at de har forstået, hvad det er, vi gerne vil have og nu vil de gerne vise det så meget som muligt – måske for at opnå forstærkning. De er endda ekstra seje, fordi de har lært at udføre den indlærte adfærd i en helt anden kontekst – dvs. de viser, at de kan gøre noget i stalden, som de ellers havde lært ude i ridehuset.. det kan heste ellers i andre tilfælde have lidt svært ved. Nogle gange har vi brug for, at de skal overføre det, de har lært et sted til et andet og vi er nogle gange nødt til at træne det forskellige steder og andre gange ikke så meget.

Men hvordan undgår vi, at hesten begynder at udføre en adfærd, der er indlært i en situation til den anden eller at den gør det på de forkerte tidspunkter? Det kan vi gøre ved at sætte adfærden under stimuluskontrol.

Hvad er stimuluskontrol?

En stimulus er noget hesten udsættes for af os eller dens omgivelser. Alle stimuli bliver efterfulgt af en respons, som er den reaktion eller adfærd, hesten udviser, når den påvirkes af en stimulus. En sulten hest, der finder noget græs (stimulus), vil begynde at æde (respons). Når jeg trykker hesten på bagparten (stimulus), flytter hesten rumpen (respons). Når jeg tager let i tøjlen (stimulus), stopper hesten (respons). Når hesten ser en farlig dims (stimulus), løber den væk (respons). I en træningssituation forventer vi en bestemt respons på en bestemt stimulus.

Når vi træner med hesten, lærer vi den at knytte bestemte typer adfærd med bestemte stimuli. Dvs. jeg lærer hesten, at når jeg vifter med pegefingrene i luften (stimulus), skal den bakke (respons). Stimulus er i dette tilfælde et indlært signal.

Det vi nogle gange glemmer er at sikre, at adfærden er under stimuluskontrol. Dvs. sikre at den pågældende adfærd kun opstår, når vi viser et bestemt signal og ikke i nogen andre tilfælde. Hvis vi sætter adfærden under stimuluskontrol, undgår vi, at hesten begynder at udføre adfærden i utide. Det skal dog lige nævnes, at det selvfølgelig kun gælder under træning. Hvis hesten skulle få lyst til at bakke, når den er ude på folden, så er den selvfølgelig velkommen til det. Men i træningssituationer er det vigtigt, at den her lært at skelne mellem forskellige signaler og at den udfører de typer adfærd, der passer til.

Det der sker i stimuluskontrol er, at hesten lærer at genkende (diskriminere) bestemte stimuli/signaler. Det kan spare den for en masse frustrationer. Paul Chance skriver i Learning and Behavior, at stimuluskontrol kan give individet en form for kontrol, over det der sker. Hans eksempel er en rotte, der har lært at tykke på en knap, når en lampe lyser (fordi den får mad) og at undlade at trykke på den, når lampen ikke lyser (fordi den ikke får mad). Her kan man tale om, at adfærden er under stimuluskontrol. Det sparer rotten for at trykke på knappen i alle de tilfælde, hvor lampen er slukket. Den skal altså ikke bruge energi på noget, der ikke har nogen gavnlig konsekvens for den.

Fra menneskeverdenen er et hyppigt brugt eksempel trafiklys. Den røde lampe ved vi alle, hvad betyder og vi stopper ved rødt lys (forhåbentligt). Når den gule lampe lyser, løfter vi måske foden over til speederen og når den grønne lyser, træder vi på speederen. Det er et godt eksempel på adfærd, som er under stimuluskontrol og som øger sikkerheden på vejene, fordi vi ikke behøver at spekulere over, hvad lamperne betyder eller hvad vi skal gøre, når de lyser.

Med Chances ord:

When a discrimination has been well established, the behavior is said to be under stimulus control. Generally that means that the behavior is orderly and efficient, that it enables us to obtain desirable consequences and avoid undesirable ones. Stimulus control can work agains us, but we can also use it to our advantage” (Chance 2014, side 329)

Men det at en adfærd er konsekvent, effektiv og under stimuluskontrol, som Chance siger i citatet, kommer ikke af sig selv!

Reglerne for stimuluskontrol

  1. Adfærden opstår aldrig på et andet indlært signal – dvs. at hesten ikke bakker, hvis du giver et “stå” signal.
  2. Hesten skal ikke udføre nogen andre former for adfærd på signalet – dvs. hesten skal ikke lægge sig ned, når du giver bakkesignalet.
  3. Hesten skal udføre adfærden umiddelbart efter signalet er givet – dvs. den skal gøre det med det samme, når den bliver bedt om det og ikke 5 minutter efter.
  4. Hesten skal aldrig udføre adfærden uden at signalet er givet først – den skal altså ikke bakke rundt efter forgodtbefindende, men kun gøre det, når signalet er givet. 

(frit efter Karen Pryor: Don’t Shoot the Dog, side 73)

Først når de 4 punkter gør sig gældende, kan man tale om, at en adfærd er under stimuluskontrol.

Hvordan gør man?

hvis vi holder fast i eksemplet med bakke adfærden. Med Ciara viftede jeg med pegefingrene i luften, når hun skulle bakke. Hvis jeg skulle sikre mig, at det var under stimuluskontrol, kunne jeg gøre følgende:

  • Vise et andet signal af og til og tilbageholde forstærkningen, hvis hun bakker
  • Ikke forstærke, hvis hun bakker uden at signalet er givet først
  • Ikke forstærke andre former for adfærd på signalet
  • Kun forstærke, når hun udfører adfærden umiddelbart efter signalet
  • Tilbageholde signalet i et stykke tid og kun forstærke, hvis hun afventer signalet

På en af mine yndlingsblogs horse tricks 101 viser hun, hvordan hun gør det. Hendes hest har lært at bukke. Hesten bukker derfor hele tiden, men hun vil naturligvis gerne have, at den kun bukker, når den får besked på det. På videoen forstærker hun, når hesten ikke gør noget. En gang i mellem giver hun signalet og hesten får en godbid, hvis den bukker lige efter signalet. Hesten får intet, hvis den bukker, uden at hun har givet signalet først. Hun træner på den måde meget bevidst, at den ikke skal bukke på eget initiativ. Hun har gang i flere ting på en gang. For det første positivt forstærker hun, at hesten står roligt med hovedet væk (den vinder en godbid på det), for det andet negativt straffer hun, når hesten bukker, uden at signalet er givet først (her tilbageholder hun godbidden = negativ straf). Og for det tredie positivt forstærker hun adfærden, når den forekommer på signalet. Jeg synes, at det er en blid måde at gøre det på! Jeg vil helt sikkert integrere hendes måde at gøre det på mere i min træning.

 

Vær opmærksom på: 

Jeg har været inde på det i afsnittet ovenfor: at tilbageholdelse af godbidden er det samme som negativ straf og det kan hesten blive irriteret over. Den bryder sig ikke om, at noget der før resulterede i en godbid, nu pludselig ikke gør det længere. Den bliver straffet for noget, den før blev forstærket for og indtil den har fundet ud af, at det har noget med signalet at gøre, er det naturligvis meget frustrerende. Det hjælper dog, når hesten har erfaring med denne måde at træne på. Ciara blev f.eks. utrolig mobset til at begynde med, når jeg tilbageholdt godbidderne. Nu har hun lært, hvordan træningen foregår og hun bliver derfor ikke sur på samme måde mere, når jeg ændrer på tingene. Læg også mærke til, at hesten i videoen ikke virker synderligt irriteret over, at den ikke får en godbid, når den bukker på eget initiativ. Det kan måske have noget at gøre med, at den også er vant til at træne på den måde og måske, at der ikke går for lang tid mellem godbidderne, fordi hun også forstærker det, at hesten står stille.

Jeg synes, at det er vigtigt at sørge for, at hesten hele tiden har mulighed for succes. Hvis jeg tøver lidt med at give signalet, så tøver jeg til at begynde med ikke for længe men udvider gradvist tiden lidt efter lidt. Når jeg begynder at vise andre signaler, skal jeg tænke over, hvor meget de ligner det oprindelige. Det er ikke fair overfor hesten, hvis de ligner for meget til at begynde med. Det skal være nemt for den at se, at det ikke er det samme signal. Så kan man altid øge sværhedsgraden med tiden. Hvis jeg kan mærke, at jeg i et stykke tid har presset for meget på, uden at hesten har haft succes, kan jeg godt finde på at kaste en øvelse ind midt i det hele, som jeg ved hesten har styr på, så den lynhurtigt kan få et par succesoplevelser, inden vi fortsætter.

heste er meget lærenemme dyr og de forstår ret hurtigt, hvad vi er ude efter. Nogle gange glemmer vi bare at føre lærdommen til dørs og det ender jo desværre ofte med at hesten får skæld ud, bliver kaldt fræk eller uartig. Det er ikke fair, vel?

Kilder

Chance, Paul (2014): Learning and Behavior. International Edition, 7th edition, Wadsworth Cengage Learning.

Pryor, Karen (2009): Don’t Shoot the Dog! The New Art of Teaching and Training. Revised Edition, Ringpress Books Ltd.

Reklamer

“Tro på det” – usikkerhed og tvivl i hestetræning

Vi følger nok alle folk, der på forskellig vis repræsenterer hestetræning på Facebook, WordPress eller andre sociale medier. Disse folk viser, hvordan man kan gøre det ene eller det andet og kommer med gode råd og vejledning. Ofte følger der en video med eller billeder, som viser resultatet af en læringsprocess. Det kan også være opskrifter på, hvordan man kan opnå et mål. Det er skønt med gode ideer og vejledning og det lyder tit legende let. Du skal bare sætte et mål og lave en shapingplan for at opnå det, ik!?

Jeg har også selv vist videoer på Facebook og her på siden med resultater fra mine træningsprocesser og prøvet at beskrive, hvordan jeg er nået derhen. Det jeg sjældent viser, er de gange, hvor det ikke er gået efter hensigten eller der hvor jeg har været nervøs eller usikker – de situationer hvor jeg er gået fra træningen med en fornemmelse af, at det hestetræningspjat dur jeg bare ikke til eller “jeg er ikke god nok”.

Det kan være rigtig godt at komme med opskrifter på de perfekte forløb, men virkeligheden er bare ikke en perfekt sekvens af handlinger, der leder direkte til målet. Det er en betingelse for det meste i livet, at der opstår situationer, hvor planen simpelthen ikke er god nok, eller hvor udførelsen halter eller lignende. Og det er stensikkert, at når vi arbejder med mennesker og dyr, er der virkelig mange ting, vi ikke har kontrol over, der kan spille ind. Vi kan ikke fjerne usikkerhederne helt, uanset hvor godt vi forbereder os og vi skal være parate til at ændre på planen, hvis den ikke ser ud til at virke.

planvsvirkelighed

Da jeg startede med at træne med Ciara til eksamen som Hestetræningskonsulent, var jeg ret grøn. Jeg havde fuldstændig styr på teorien, men når jeg stod på træningsbanen, blev jeg ofte i tvivl om, hvorvidt jeg gjorde det rigtigt.

Rent teoretisk havde jeg jo styr på det, men det er altså noget andet at læse, at man skal være tydelig i sine signaler f.eks. og så rent faktisk at være tydelig. For hvad betyder det egentlig? Og hvornår er jeg tydelig nok eller for tydelig, så jeg kommer til at virke intimiderende? Eller at vide at signaler skal se ens ud hver gang og så rent faktisk udføre signalerne på nøjagtig samme måde hver gang. Et rideeksempel kunne være, at vi godt ved, at vi skal slippe presset med schenklerne eller i tøjlerne, når hesten udfører den korrekte adfærd, men det er måske ikke så nemt at udføre i praksis, som det lyder.

Nogle af mine usikkerheder drejede sig om:

  • er mine signaler tydelige nok eller måske for voldsomme?
  • kommer min forstærkning på de helt rigtige tidspunkter?
  • er det enkelte trin i shapingproceduren i det hele taget rigtigt defineret?
  • går jeg videre på shapingtrappen på det rigtige tidspunkt?
  • hvor meget “stress” vil jeg tollerere i læringsprocessen?
  • med en sur hest, hvornår og hvordan er det så i orden at sige fra?
  • hvordan undgår jeg at tage det personligt, når hesten siger fra overfor mig?
  • hvordan håndterer jeg mit eget humør?
  • aflæser jeg hestens reaktioner rigtigt?
  • hvor mange forskellige øvelser kan man have gang i på en gang?
  • hvor mange forskellige øvelser giver det mening at have gang i på samme træningsdag?
  • osv

Mange af de problematikker, var jeg ikke engang klar over, at jeg ville rende ind i, da jeg startede og derfor kunne jeg ikke planlægge mig ud af dem. Nu er jeg mere sikker i min sag på flere af områderne, men jeg vil ikke sige, at jeg har fundet det endegyldige svar. Jeg står stadig af og til i situationer, som jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal håndtere. Forskellen er nu, at jeg er hurtigere til at tage en beslutning og jeg er mere tryg i det jeg gør, for jeg har både læst og oplevet af det virker. Men helt skråsikker, bliver jeg heldigvis aldrig 😉

Sagen er, at man kan læse sig til meget og det mener jeg er meget vigtigt, at man gør. Men at blive god, kræver en kombination af teori og praksis. Jo mere man øver sig, jo mere erfaring får man. Teorien er fundamentet og efterhånden som erfaringen kommer, gør teorien det muligt at være kreativ og tænke sig ud af svære problemer og håndtere det uventede.

Når vi ikke kan undgå usikkerhederne, bliver spørgsmålet, hvordan vi håndterer dem, når de opstår?

planogrealitetDet er en proces, men jeg tror på, at med tilstrækkelig viden og modet på at prøve tingene af og lave en masse fejl, kan de fleste mennesker bliver dygtige hestetrænere. Jeg havde viden, men manglede erfaring. For mange af de hestemennesker jeg møder, forholder det sig omvendt. Jeg har kastet mig ud, hvor jeg ikke følte at jeg kunne bunde og det er for det meste gået godt. Jeg har selvfølgelig begået fejl. Men jeg har lært meget af det. Mine fejl har peget mine svagheder tydeligt ud. Jeg ved præcis, hvor mine svagheder er og det gør det muligt at arbejde aktivt med dem og blive bedre – når jeg altså først lige er kommet over “jeg er ikke godt nok” tanken. Det er nogle gange min første reaktion, når noget går skidt.

Når det ikke går, som det skal, giver det anledning til at spørge: “hvad er problemet i virkeligheden?”. Er det mine signaler, der er forvirrende? Er jeg ikke god nok i timingen? Var træningsessionen for lang? Var der andre udefrakommende ting, der påvirkede træningen? Er der nogen, jeg skal opsøge mere viden om? Det er jo trods alt kun, når man identificerer det egentlig problem, at man kan begynde at tænke i løsninger. Der er ingen løsninger til “jeg er ikke god nok” attituden.

Men vigtigst af alt er at “Tro på det”.. det lyder måske banalt. Ikke destomindre er det den sætning, der har hold mig i gang, når jeg har været mest i tvivl. Nu hvor jeg har fået mere erfaring, er der opstået nye spørgsmål og usikkerheder. Jeg er blevet forvirret på et højere niveau. Og det håber jeg, at jeg bliver ved med. Den dag kommer forhåbentligt aldrig, hvor jeg føler, at jeg ved alt, hvad der er værd at vide. Større viden og erfaring skulle gerne føre til flere og endnu klogere spørgsmål at søge mere viden om.

Første kursus planlagt og udført :-)

Den 30. december var en milepæl. En positiv begivenhed.

Det var første gang, jeg skulle undervise i noget af det, jeg har arbejdet med på min uddannelse.

En veninde fra min gymnasietid spurgte, om jeg ville hjælpe hendes datter med, at komme i gang med at lave noget fra jorden med sin pony. Hun var juniorrytter og kunne godt tænke sig at lave noget andet med sin pony end at ride. Bla. for at øge kontakten.

Det var en lidt anderledes vinkel, end de cases der blev præsenteret i løbet af uddannelsen. De handlede mere om, at en hesteejer havde et problem, som vi skulle hjælpe med at finde gode løsninger til.

Kurset skulle handle om, hvad og hvordan man kan lave noget med sin hest til glæde for både hest og rytter. En slags “jordtræning for begyndere”.

Planlægning

Jeg brugte lang tid på at planlægge – bla. at sammensætte nogle slides og tænke over nogle konkrete eksempler og øvelser, vi kunne tage udgangspunkt i. Først ville jeg give en indføring i det indlæringsteoretiske. Bagefter kunne vi gå i ridehuset og lave øvelser. Det teoretiske er nødvendigt, for at forstå hesten bedre og dermed øge opmærksomheden på den og tilpasse det man laver til den, efterhånden som det skrider frem.

Mine succeskriterier var, at pigen skulle få nogle brugbare redskaber og komme godt i gang med noget, som hun ville kunne fortsætte med, når jeg var gået. Desuden håbede jeg, at hun ville opfatte det som noget positivt og lærerigt. Indholdet i kurset var følgende:

  • Plan
  • Adfærd – hvad er en hest og hvorfor er det overhovedet relevant at tale om?
  • Indlæring – herunder klassisk & operant betingning og særlig vægt på hvad forstærkning er og hvordan man bruger det. F.eks. hvad er en forstærker? Hvorfor er den forstærkende? Timing af forstærkere osv.
  • Shaping – hvad er shaping? hvordan planlægger man et shapingforløb? shapingens 10 bud.
  • Planlægning af øvelser sammen med pigen.
  • Praksis i ridehuset.

Undervejs ville jeg lave klikkerlegen. Ikke fordi vi nødvendigvis skulle bruge en klikker, men for at demonstrere vigtigheden af timing og fordelen ved sekundære forstærkere.

Det eneste jeg forlangte til gengæld var, at jeg kunne få noget feedback omkring selve undervisningsforløbet, så jeg kunne forbedre det.

Erfaringer & feedback

Hun var en fornuftig og rigtig sød pige, som havde tænkt over nogle øvelser, hun godt kunne tænke sig at lave. Hun ville gerne øve noget af det helt grundlæggende: bakke og parkering f.eks. Det er de øvelser, jeg kalder hestens børnehaveøvelser, fordi jeg synes, at det er øvelser, som alle heste burde lære, som en naturlig del af deres opvækst. Det er forresten også øvelser, som mange voksne heste ikke har fået lært ordentligt og som kan skabe vanskeligheder i mange sammenhænge.

Hun havde også tænkt over, hvad hun IKKE ville. F.eks. ville hun ikke lære hesten at lægge sig ned, for så kunne det være, at den ville begynde at lægge sig ned på tidspunkter, hvor det ikke lige var hensigtsmæssigt. Det er rigtig godt tænkt og det gav anledning til at tage hul på et emne, som jeg ikke havde på planen: stimuluskontrol.

Jeg lærte en del, som jo var hensigten fra min side. F.eks. skal jeg enten skære ned på teorien eller sørge for at inddrage mange flere lege og øvelser henad vejen. Ellers bliver det for kedeligt, tror jeg. Det kan også være, at en del af det teoretiske kan flyttes over til den praktiske del, men det må komme an på en prøve en anden god gang.

Der er også noget, jeg kan tage ud. Stresskurven f.eks. er åbenbart en del af det man lærer, når man tager ryttermærker. Det blev jeg glad for at høre, men jeg vidste det ikke. Det kan jeg overveje at tage ud, afhængig af hvem der skal have undervisning.

Klikkerlegen synes jeg fungerede godt. Pigen og moren skiftedes til at være den, der holdt klikkeren og den der var hest.

Da vi kom i ridehuset var hesten meget fokuseret på godbidderne. Faktisk blev den urolig og begyndte at tygge i alt. Mit tøj, rebet, pigens fingre IMG_4974osv. Det er ikke unormalt, men er frustrerende og hæmmende for at opnå den følelse af kontakt og sammenhold med hesten, som vi var ude efter. Derfor brugte vi tid på at lære den, at den skulle vende hovedet lidt væk og lukke munden, før den fik en godbid. Vi måtte også øve at få afstand, så den ikke stod helt oppe i hovedet på os hele tiden. Vi kom i gang med nogle andre øvelser, men det vigtigste var at få styr på det med godbidderne.

Pigen bad om lektier og jeg foreslog at træne ro omkring godbidder. Dvs. kun give hesten noget, når den har gjort noget for det. Den skal ikke have noget, bare fordi den er nuttet – selvom den var virkelig sød 🙂 . Den skal holde hovedet i ro og lukke munden, for at opnå en godbid. Der er ingen tvivl om, at det vil tage noget tid for hesten, før den finder ro omkring godbidder.

Jeg er spændt på, hvordan det går. pigen deltager i hestefornuft’s januar challenge på facebook og det ser ud som om, at det skrider fremad. Hun kaster sig i hvert fald ud i det og det synes jeg er mega sejt 🙂 . Hun har endda vist, at hun har lavet en shaping-trappe! Jeg er imponeret over engagementet og motivationen.

Forhåbentlig bliver der mulighed for at lave en opfølgning. For mig vil det være interessant at se, hvordan det går med godbid-udfordringen. Der er en del i den omtalte januar challenge, som har problemet med anmasende heste, når de indfører godbidder. Nogle ender med helt at droppe godbidder. Det er noget jeg vil holde øje med fremover og eksperimenterer med. Min tese er, at alle heste kan lære at håndtere træning med godbidder uden at blive helt bimse i knolden. Nu vil jeg undersøge, om jeg har ret i den antagelse eller om jeg tager fejl. Spændende sager for en indlæringsnørd. 😉