Stimuluskontrol

5 cases:

  1. Engang faldt jeg over en tråd et eller andet sted, der omhandlede en piges desperate råb om hjælp med hensyn til en hest, der stejlede. Hun havde lært den at stejle fra jorden, men nu gjorde den det altså også under ridning.
  2. Laaaang tid efter var jeg ude at undervise en i træning fra jorden og da jeg spurgte, hvad hun havde lyst til at lave med hesten, sagde hun bl.a. at hun IKKE ville lære den at lægge sig ned, for så var hun bange for, at den ville gøre det i tide og utide. Fornuftig tanke, synes jeg.
  3. I begyndelsen, når jeg skulle rense hove på Sovs tog jeg fat i venstre forben, sådan som man jo gør, når man renser hove. Hans reaktion var at forsøge at komme ned og ligge på benet, for han har nemlig lært at “neje” eller bukke. Lidt upraktisk, at han forsøger at gøre det, hver gang jeg løfter venstre forben.
  4. Jeg så en video engang med en pige, der havde lært sin hest at stå og vippe op og ned med hovedet til musik. Hun og hendes veninder synes selvfølgelig, at det var vildt sjovt. Gad vide om den hest senere får problemer, når den står og væver i boksen, fordi det har den lært at gøre?
  5. Da jeg lærte Surfer at bakke via. ren oprant betingning, begyndte han også at bakke i alle mulige andre situationer i tide og utide. Det kan være, at det er nuttet, når han moon walker rundt på træningsbanen helt uopfordret, men det kan blive et problem, når han gør det på staldgangen.

Find selv eksempler på en hest der gør noget, der er hensigtsmæssigt i en sitation, men helt uhensigmæssigt i en anden. Det er nok ikke svært.

Hestene i alle disse cases gør præcis, hvad vi har lært dem. I virkeligheden er de rigtig gode elever, der viser, at de har forstået, hvad det er, vi gerne vil have og nu vil de gerne vise det så meget som muligt – måske for at opnå forstærkning. De er endda ekstra seje, fordi de har lært at udføre den indlærte adfærd i en helt anden kontekst – dvs. de viser, at de kan gøre noget i stalden, som de ellers havde lært ude i ridehuset.. det kan heste ellers i andre tilfælde have lidt svært ved. Nogle gange har vi brug for, at de skal overføre det, de har lært et sted til et andet og vi er nogle gange nødt til at træne det forskellige steder og andre gange ikke så meget.

Men hvordan undgår vi, at hesten begynder at udføre en adfærd, der er indlært i en situation til den anden eller at den gør det på de forkerte tidspunkter? Det kan vi gøre ved at sætte adfærden under stimuluskontrol.

Hvad er stimuluskontrol?

En stimulus er noget hesten udsættes for af os eller dens omgivelser. Alle stimuli bliver efterfulgt af en respons, som er den reaktion eller adfærd, hesten udviser, når den påvirkes af en stimulus. En sulten hest, der finder noget græs (stimulus), vil begynde at æde (respons). Når jeg trykker hesten på bagparten (stimulus), flytter hesten rumpen (respons). Når jeg tager let i tøjlen (stimulus), stopper hesten (respons). Når hesten ser en farlig dims (stimulus), løber den væk (respons). I en træningssituation forventer vi en bestemt respons på en bestemt stimulus.

Når vi træner med hesten, lærer vi den at knytte bestemte typer adfærd med bestemte stimuli. Dvs. jeg lærer hesten, at når jeg vifter med pegefingrene i luften (stimulus), skal den bakke (respons). Stimulus er i dette tilfælde et indlært signal.

Det vi nogle gange glemmer er at sikre, at adfærden er under stimuluskontrol. Dvs. sikre at den pågældende adfærd kun opstår, når vi viser et bestemt signal og ikke i nogen andre tilfælde. Hvis vi sætter adfærden under stimuluskontrol, undgår vi, at hesten begynder at udføre adfærden i utide. Det skal dog lige nævnes, at det selvfølgelig kun gælder under træning. Hvis hesten skulle få lyst til at bakke, når den er ude på folden, så er den selvfølgelig velkommen til det. Men i træningssituationer er det vigtigt, at den her lært at skelne mellem forskellige signaler og at den udfører de typer adfærd, der passer til.

Det der sker i stimuluskontrol er, at hesten lærer at genkende (diskriminere) bestemte stimuli/signaler. Det kan spare den for en masse frustrationer. Paul Chance skriver i Learning and Behavior, at stimuluskontrol kan give individet en form for kontrol, over det der sker. Hans eksempel er en rotte, der har lært at tykke på en knap, når en lampe lyser (fordi den får mad) og at undlade at trykke på den, når lampen ikke lyser (fordi den ikke får mad). Her kan man tale om, at adfærden er under stimuluskontrol. Det sparer rotten for at trykke på knappen i alle de tilfælde, hvor lampen er slukket. Den skal altså ikke bruge energi på noget, der ikke har nogen gavnlig konsekvens for den.

Fra menneskeverdenen er et hyppigt brugt eksempel trafiklys. Den røde lampe ved vi alle, hvad betyder og vi stopper ved rødt lys (forhåbentligt). Når den gule lampe lyser, løfter vi måske foden over til speederen og når den grønne lyser, træder vi på speederen. Det er et godt eksempel på adfærd, som er under stimuluskontrol og som øger sikkerheden på vejene, fordi vi ikke behøver at spekulere over, hvad lamperne betyder eller hvad vi skal gøre, når de lyser.

Med Chances ord:

When a discrimination has been well established, the behavior is said to be under stimulus control. Generally that means that the behavior is orderly and efficient, that it enables us to obtain desirable consequences and avoid undesirable ones. Stimulus control can work agains us, but we can also use it to our advantage” (Chance 2014, side 329)

Men det at en adfærd er konsekvent, effektiv og under stimuluskontrol, som Chance siger i citatet, kommer ikke af sig selv!

Reglerne for stimuluskontrol

  1. Adfærden opstår aldrig på et andet indlært signal – dvs. at hesten ikke bakker, hvis du giver et “stå” signal.
  2. Hesten skal ikke udføre nogen andre former for adfærd på signalet – dvs. hesten skal ikke lægge sig ned, når du giver bakkesignalet.
  3. Hesten skal udføre adfærden umiddelbart efter signalet er givet – dvs. den skal gøre det med det samme, når den bliver bedt om det og ikke 5 minutter efter.
  4. Hesten skal aldrig udføre adfærden uden at signalet er givet først – den skal altså ikke bakke rundt efter forgodtbefindende, men kun gøre det, når signalet er givet. 

(frit efter Karen Pryor: Don’t Shoot the Dog, side 73)

Først når de 4 punkter gør sig gældende, kan man tale om, at en adfærd er under stimuluskontrol.

Hvordan gør man?

hvis vi holder fast i eksemplet med bakke adfærden. Med Ciara viftede jeg med pegefingrene i luften, når hun skulle bakke. Hvis jeg skulle sikre mig, at det var under stimuluskontrol, kunne jeg gøre følgende:

  • Vise et andet signal af og til og tilbageholde forstærkningen, hvis hun bakker
  • Ikke forstærke, hvis hun bakker uden at signalet er givet først
  • Ikke forstærke andre former for adfærd på signalet
  • Kun forstærke, når hun udfører adfærden umiddelbart efter signalet
  • Tilbageholde signalet i et stykke tid og kun forstærke, hvis hun afventer signalet

På en af mine yndlingsblogs horse tricks 101 viser hun, hvordan hun gør det. Hendes hest har lært at bukke. Hesten bukker derfor hele tiden, men hun vil naturligvis gerne have, at den kun bukker, når den får besked på det. På videoen forstærker hun, når hesten ikke gør noget. En gang i mellem giver hun signalet og hesten får en godbid, hvis den bukker lige efter signalet. Hesten får intet, hvis den bukker, uden at hun har givet signalet først. Hun træner på den måde meget bevidst, at den ikke skal bukke på eget initiativ. Hun har gang i flere ting på en gang. For det første positivt forstærker hun, at hesten står roligt med hovedet væk (den vinder en godbid på det), for det andet negativt straffer hun, når hesten bukker, uden at signalet er givet først (her tilbageholder hun godbidden = negativ straf). Og for det tredie positivt forstærker hun adfærden, når den forekommer på signalet. Jeg synes, at det er en blid måde at gøre det på! Jeg vil helt sikkert integrere hendes måde at gøre det på mere i min træning.

 

Vær opmærksom på: 

Jeg har været inde på det i afsnittet ovenfor: at tilbageholdelse af godbidden er det samme som negativ straf og det kan hesten blive irriteret over. Den bryder sig ikke om, at noget der før resulterede i en godbid, nu pludselig ikke gør det længere. Den bliver straffet for noget, den før blev forstærket for og indtil den har fundet ud af, at det har noget med signalet at gøre, er det naturligvis meget frustrerende. Det hjælper dog, når hesten har erfaring med denne måde at træne på. Ciara blev f.eks. utrolig mobset til at begynde med, når jeg tilbageholdt godbidderne. Nu har hun lært, hvordan træningen foregår og hun bliver derfor ikke sur på samme måde mere, når jeg ændrer på tingene. Læg også mærke til, at hesten i videoen ikke virker synderligt irriteret over, at den ikke får en godbid, når den bukker på eget initiativ. Det kan måske have noget at gøre med, at den også er vant til at træne på den måde og måske, at der ikke går for lang tid mellem godbidderne, fordi hun også forstærker det, at hesten står stille.

Jeg synes, at det er vigtigt at sørge for, at hesten hele tiden har mulighed for succes. Hvis jeg tøver lidt med at give signalet, så tøver jeg til at begynde med ikke for længe men udvider gradvist tiden lidt efter lidt. Når jeg begynder at vise andre signaler, skal jeg tænke over, hvor meget de ligner det oprindelige. Det er ikke fair overfor hesten, hvis de ligner for meget til at begynde med. Det skal være nemt for den at se, at det ikke er det samme signal. Så kan man altid øge sværhedsgraden med tiden. Hvis jeg kan mærke, at jeg i et stykke tid har presset for meget på, uden at hesten har haft succes, kan jeg godt finde på at kaste en øvelse ind midt i det hele, som jeg ved hesten har styr på, så den lynhurtigt kan få et par succesoplevelser, inden vi fortsætter.

heste er meget lærenemme dyr og de forstår ret hurtigt, hvad vi er ude efter. Nogle gange glemmer vi bare at føre lærdommen til dørs og det ender jo desværre ofte med at hesten får skæld ud, bliver kaldt fræk eller uartig. Det er ikke fair, vel?

Kilder

Chance, Paul (2014): Learning and Behavior. International Edition, 7th edition, Wadsworth Cengage Learning.

Pryor, Karen (2009): Don’t Shoot the Dog! The New Art of Teaching and Training. Revised Edition, Ringpress Books Ltd.

Reklamer

“Tro på det” – usikkerhed og tvivl i hestetræning

Vi følger nok alle folk, der på forskellig vis repræsenterer hestetræning på Facebook, WordPress eller andre sociale medier. Disse folk viser, hvordan man kan gøre det ene eller det andet og kommer med gode råd og vejledning. Ofte følger der en video med eller billeder, som viser resultatet af en læringsprocess. Det kan også være opskrifter på, hvordan man kan opnå et mål. Det er skønt med gode ideer og vejledning og det lyder tit legende let. Du skal bare sætte et mål og lave en shapingplan for at opnå det, ik!?

Jeg har også selv vist videoer på Facebook og her på siden med resultater fra mine træningsprocesser og prøvet at beskrive, hvordan jeg er nået derhen. Det jeg sjældent viser, er de gange, hvor det ikke er gået efter hensigten eller der hvor jeg har været nervøs eller usikker – de situationer hvor jeg er gået fra træningen med en fornemmelse af, at det hestetræningspjat dur jeg bare ikke til eller “jeg er ikke god nok”.

Det kan være rigtig godt at komme med opskrifter på de perfekte forløb, men virkeligheden er bare ikke en perfekt sekvens af handlinger, der leder direkte til målet. Det er en betingelse for det meste i livet, at der opstår situationer, hvor planen simpelthen ikke er god nok, eller hvor udførelsen halter eller lignende. Og det er stensikkert, at når vi arbejder med mennesker og dyr, er der virkelig mange ting, vi ikke har kontrol over, der kan spille ind. Vi kan ikke fjerne usikkerhederne helt, uanset hvor godt vi forbereder os og vi skal være parate til at ændre på planen, hvis den ikke ser ud til at virke.

planvsvirkelighed

Da jeg startede med at træne med Ciara til eksamen som Hestetræningskonsulent, var jeg ret grøn. Jeg havde fuldstændig styr på teorien, men når jeg stod på træningsbanen, blev jeg ofte i tvivl om, hvorvidt jeg gjorde det rigtigt.

Rent teoretisk havde jeg jo styr på det, men det er altså noget andet at læse, at man skal være tydelig i sine signaler f.eks. og så rent faktisk at være tydelig. For hvad betyder det egentlig? Og hvornår er jeg tydelig nok eller for tydelig, så jeg kommer til at virke intimiderende? Eller at vide at signaler skal se ens ud hver gang og så rent faktisk udføre signalerne på nøjagtig samme måde hver gang. Et rideeksempel kunne være, at vi godt ved, at vi skal slippe presset med schenklerne eller i tøjlerne, når hesten udfører den korrekte adfærd, men det er måske ikke så nemt at udføre i praksis, som det lyder.

Nogle af mine usikkerheder drejede sig om:

  • er mine signaler tydelige nok eller måske for voldsomme?
  • kommer min forstærkning på de helt rigtige tidspunkter?
  • er det enkelte trin i shapingproceduren i det hele taget rigtigt defineret?
  • går jeg videre på shapingtrappen på det rigtige tidspunkt?
  • hvor meget “stress” vil jeg tollerere i læringsprocessen?
  • med en sur hest, hvornår og hvordan er det så i orden at sige fra?
  • hvordan undgår jeg at tage det personligt, når hesten siger fra overfor mig?
  • hvordan håndterer jeg mit eget humør?
  • aflæser jeg hestens reaktioner rigtigt?
  • hvor mange forskellige øvelser kan man have gang i på en gang?
  • hvor mange forskellige øvelser giver det mening at have gang i på samme træningsdag?
  • osv

Mange af de problematikker, var jeg ikke engang klar over, at jeg ville rende ind i, da jeg startede og derfor kunne jeg ikke planlægge mig ud af dem. Nu er jeg mere sikker i min sag på flere af områderne, men jeg vil ikke sige, at jeg har fundet det endegyldige svar. Jeg står stadig af og til i situationer, som jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal håndtere. Forskellen er nu, at jeg er hurtigere til at tage en beslutning og jeg er mere tryg i det jeg gør, for jeg har både læst og oplevet af det virker. Men helt skråsikker, bliver jeg heldigvis aldrig 😉

Sagen er, at man kan læse sig til meget og det mener jeg er meget vigtigt, at man gør. Men at blive god, kræver en kombination af teori og praksis. Jo mere man øver sig, jo mere erfaring får man. Teorien er fundamentet og efterhånden som erfaringen kommer, gør teorien det muligt at være kreativ og tænke sig ud af svære problemer og håndtere det uventede.

Når vi ikke kan undgå usikkerhederne, bliver spørgsmålet, hvordan vi håndterer dem, når de opstår?

planogrealitetDet er en proces, men jeg tror på, at med tilstrækkelig viden og modet på at prøve tingene af og lave en masse fejl, kan de fleste mennesker bliver dygtige hestetrænere. Jeg havde viden, men manglede erfaring. For mange af de hestemennesker jeg møder, forholder det sig omvendt. Jeg har kastet mig ud, hvor jeg ikke følte at jeg kunne bunde og det er for det meste gået godt. Jeg har selvfølgelig begået fejl. Men jeg har lært meget af det. Mine fejl har peget mine svagheder tydeligt ud. Jeg ved præcis, hvor mine svagheder er og det gør det muligt at arbejde aktivt med dem og blive bedre – når jeg altså først lige er kommet over “jeg er ikke godt nok” tanken. Det er nogle gange min første reaktion, når noget går skidt.

Når det ikke går, som det skal, giver det anledning til at spørge: “hvad er problemet i virkeligheden?”. Er det mine signaler, der er forvirrende? Er jeg ikke god nok i timingen? Var træningsessionen for lang? Var der andre udefrakommende ting, der påvirkede træningen? Er der nogen, jeg skal opsøge mere viden om? Det er jo trods alt kun, når man identificerer det egentlig problem, at man kan begynde at tænke i løsninger. Der er ingen løsninger til “jeg er ikke god nok” attituden.

Men vigtigst af alt er at “Tro på det”.. det lyder måske banalt. Ikke destomindre er det den sætning, der har hold mig i gang, når jeg har været mest i tvivl. Nu hvor jeg har fået mere erfaring, er der opstået nye spørgsmål og usikkerheder. Jeg er blevet forvirret på et højere niveau. Og det håber jeg, at jeg bliver ved med. Den dag kommer forhåbentligt aldrig, hvor jeg føler, at jeg ved alt, hvad der er værd at vide. Større viden og erfaring skulle gerne føre til flere og endnu klogere spørgsmål at søge mere viden om.

Første kursus planlagt og udført :-)

Den 30. december var en milepæl. En positiv begivenhed.

Det var første gang, jeg skulle undervise i noget af det, jeg har arbejdet med på min uddannelse.

En veninde fra min gymnasietid spurgte, om jeg ville hjælpe hendes datter med, at komme i gang med at lave noget fra jorden med sin pony. Hun var juniorrytter og kunne godt tænke sig at lave noget andet med sin pony end at ride. Bla. for at øge kontakten.

Det var en lidt anderledes vinkel, end de cases der blev præsenteret i løbet af uddannelsen. De handlede mere om, at en hesteejer havde et problem, som vi skulle hjælpe med at finde gode løsninger til.

Kurset skulle handle om, hvad og hvordan man kan lave noget med sin hest til glæde for både hest og rytter. En slags “jordtræning for begyndere”.

Planlægning

Jeg brugte lang tid på at planlægge – bla. at sammensætte nogle slides og tænke over nogle konkrete eksempler og øvelser, vi kunne tage udgangspunkt i. Først ville jeg give en indføring i det indlæringsteoretiske. Bagefter kunne vi gå i ridehuset og lave øvelser. Det teoretiske er nødvendigt, for at forstå hesten bedre og dermed øge opmærksomheden på den og tilpasse det man laver til den, efterhånden som det skrider frem.

Mine succeskriterier var, at pigen skulle få nogle brugbare redskaber og komme godt i gang med noget, som hun ville kunne fortsætte med, når jeg var gået. Desuden håbede jeg, at hun ville opfatte det som noget positivt og lærerigt. Indholdet i kurset var følgende:

  • Plan
  • Adfærd – hvad er en hest og hvorfor er det overhovedet relevant at tale om?
  • Indlæring – herunder klassisk & operant betingning og særlig vægt på hvad forstærkning er og hvordan man bruger det. F.eks. hvad er en forstærker? Hvorfor er den forstærkende? Timing af forstærkere osv.
  • Shaping – hvad er shaping? hvordan planlægger man et shapingforløb? shapingens 10 bud.
  • Planlægning af øvelser sammen med pigen.
  • Praksis i ridehuset.

Undervejs ville jeg lave klikkerlegen. Ikke fordi vi nødvendigvis skulle bruge en klikker, men for at demonstrere vigtigheden af timing og fordelen ved sekundære forstærkere.

Det eneste jeg forlangte til gengæld var, at jeg kunne få noget feedback omkring selve undervisningsforløbet, så jeg kunne forbedre det.

Erfaringer & feedback

Hun var en fornuftig og rigtig sød pige, som havde tænkt over nogle øvelser, hun godt kunne tænke sig at lave. Hun ville gerne øve noget af det helt grundlæggende: bakke og parkering f.eks. Det er de øvelser, jeg kalder hestens børnehaveøvelser, fordi jeg synes, at det er øvelser, som alle heste burde lære, som en naturlig del af deres opvækst. Det er forresten også øvelser, som mange voksne heste ikke har fået lært ordentligt og som kan skabe vanskeligheder i mange sammenhænge.

Hun havde også tænkt over, hvad hun IKKE ville. F.eks. ville hun ikke lære hesten at lægge sig ned, for så kunne det være, at den ville begynde at lægge sig ned på tidspunkter, hvor det ikke lige var hensigtsmæssigt. Det er rigtig godt tænkt og det gav anledning til at tage hul på et emne, som jeg ikke havde på planen: stimuluskontrol.

Jeg lærte en del, som jo var hensigten fra min side. F.eks. skal jeg enten skære ned på teorien eller sørge for at inddrage mange flere lege og øvelser henad vejen. Ellers bliver det for kedeligt, tror jeg. Det kan også være, at en del af det teoretiske kan flyttes over til den praktiske del, men det må komme an på en prøve en anden god gang.

Der er også noget, jeg kan tage ud. Stresskurven f.eks. er åbenbart en del af det man lærer, når man tager ryttermærker. Det blev jeg glad for at høre, men jeg vidste det ikke. Det kan jeg overveje at tage ud, afhængig af hvem der skal have undervisning.

Klikkerlegen synes jeg fungerede godt. Pigen og moren skiftedes til at være den, der holdt klikkeren og den der var hest.

Da vi kom i ridehuset var hesten meget fokuseret på godbidderne. Faktisk blev den urolig og begyndte at tygge i alt. Mit tøj, rebet, pigens fingre IMG_4974osv. Det er ikke unormalt, men er frustrerende og hæmmende for at opnå den følelse af kontakt og sammenhold med hesten, som vi var ude efter. Derfor brugte vi tid på at lære den, at den skulle vende hovedet lidt væk og lukke munden, før den fik en godbid. Vi måtte også øve at få afstand, så den ikke stod helt oppe i hovedet på os hele tiden. Vi kom i gang med nogle andre øvelser, men det vigtigste var at få styr på det med godbidderne.

Pigen bad om lektier og jeg foreslog at træne ro omkring godbidder. Dvs. kun give hesten noget, når den har gjort noget for det. Den skal ikke have noget, bare fordi den er nuttet – selvom den var virkelig sød 🙂 . Den skal holde hovedet i ro og lukke munden, for at opnå en godbid. Der er ingen tvivl om, at det vil tage noget tid for hesten, før den finder ro omkring godbidder.

Jeg er spændt på, hvordan det går. pigen deltager i hestefornuft’s januar challenge på facebook og det ser ud som om, at det skrider fremad. Hun kaster sig i hvert fald ud i det og det synes jeg er mega sejt 🙂 . Hun har endda vist, at hun har lavet en shaping-trappe! Jeg er imponeret over engagementet og motivationen.

Forhåbentlig bliver der mulighed for at lave en opfølgning. For mig vil det være interessant at se, hvordan det går med godbid-udfordringen. Der er en del i den omtalte januar challenge, som har problemet med anmasende heste, når de indfører godbidder. Nogle ender med helt at droppe godbidder. Det er noget jeg vil holde øje med fremover og eksperimenterer med. Min tese er, at alle heste kan lære at håndtere træning med godbidder uden at blive helt bimse i knolden. Nu vil jeg undersøge, om jeg har ret i den antagelse eller om jeg tager fejl. Spændende sager for en indlæringsnørd. 😉

 

 

 

Hestetræningskonsulent bestået!

Den skriftlige prøve…

Lørdag kl. 9 sad vi klar med spidsede blyanter, klamme håndflader og adrenalin i kroppen, da eksamensopgaverne blev uddelt. Klokken 10.30 var det overstået. Eller faktisk lidt før, for jeg afleverede 20 minutter før. Den skriftlige del af eksamen var ren teoretisk om adfærd og indlæring og uden hjælpemidler.

Det første spørgsmål havde nær slået mig helt ud og gjorde de første minutter lidt hektiske. Jeg skulle skrive, hvad den første periode i en føls liv hedder og det kunne jeg da overhovedet ikke huske. Jeg havde ikke fået læst op på adfærdsdelen, kun på indlæringspsykologien.. Jeg var også i tvivl om, hvorvidt jeg havde forstået de næste par spørgsmål rigtigt, så det startede ud med lettere stress og små-panik. Efter et stykke tid faldt der dog ro over det og til sidst vendte jeg tilbage til det første spørgsmål. Kunne stadig ikke komme i tanker om det, så jeg begyndte at beskrive, hvad der sker i den første periode af en hests liv. Jeg tænkte, at jeg på den måde kunne få bare et halvt point i den opgave. Men jeg kom i tanker om det til sidst. 🙂

Jeg fik ikke karakteren for den skriftlige prøve før efter den praktiske del af eksamen, som foregik på en rideskole. Vi kørte derud lige efter den skriftlige eksamen. Vi vidste kun, at vi ville få en case i form af en hesteejer, der gerne ville have vejledning i noget. Vi vidste ikke, hvad det drejede sig om.

Den praktiske prøve….

Jeg fik en trailerlæsningscase. Ejeren var en ca 14 årig pige og hendes mor. Det var dog mest pigen, jeg koncentrede mig om. Hun ville gerne have vejledning i at få sin forholdsvis nye islænder op i traileren. Den kunne godt gå i trailer med hendes mor, men når hun prøvede, gik den ved siden af rampen. Hvordan moren fik den op i traileren, havde jeg ikke sindsro til at spørge om. Jeg var nervøs og usikker i situationen og glemte at spørge ind til ting, jeg ellers normalt ville spørge om.

Mens vi stod og talte om hesten og hvad hun oplevede af problemer, stod hesten ikke stille og da hun trak den hen til traileren, var det helt tydeligt, at hesten bare tromlede derud af og ikke stoppede med det samme, når pigen gjorde. Hun måtte trække forholdsvis kraftigt i rebet for at få den til at stoppe. Den virkede ikke synderligt bange for traileren og jeg vurderede, at det ikke var stresshåndtering, der var hovedproblemet i casen, men derimod signalforvirring og usikkerhed (både fra pigens og hestens side). Derfor afgjorde jeg hurtigt, at vi ikke skulle begynde med trailerlæsning, men noget helt basis , stop og stå.

Hesten var tidligere rideskolepony og jeg tror, at det kan være årsagen til, at den var forvirret og usikker på det den skulle. Måske har den været håndteret af flere forskellige personer på rideskolen og eftersom det var en pony, har det nok været børn, som måske ikke har været helt tydelige i deres signaler, da de jo også selv har været ved at lære det hele. Pony’er får ofte skyld for at være frække. Nærmest som om, at de er født sådan. Det tror jeg ikke så meget på. De pony’er jeg har trænet med, har ikke været mere frække end heste. Formentlig fordi de har været håndteret primært af voksne erfarne hestefolk.

Uanset hvad årsagerne kunne være, så havde denne hest helt sikkert ikke lært det grundlæggende. Den forstod ikke pigens signaler eller kropssprog og derfor vadede den bare rundt. Pigen var heller ikke særlig ‘tydelig’ i sin fremtoning. Ved at lære pigen at være mere tydelig og konsekvent samt at forstærke på de rigtige tidspunkter, ville hesten hurtigt få styr på, hvad det var hun ønskede af den og jeg er sikker på, at det ikke alene ville blive nemmere, at få den op i traileren, men også at det ville blive en mere rolig og tryg pony i det hele taget.

Jeg trænede med pigen og hesten et stykke tid og gav nogle anbefalinger til, hvad hun skulle arbejde videre med. Jeg gav også nogle råd til, hvordan hun skulle gribe traileren an, når hun kom dertil.

Denne del af eksamen var helt sikkert min svageste side, men det gik ok og jeg er tilfreds med resultatet, selvom karakteren ikke var helt i toppen. Det ville jeg ellers normalt være rigtig ked af, men jeg har stadig meget at lære på den her konsulent-side.

Videoen med de 10 øvelser…

..havde jeg indsendt om torsdagen. Videoen var resultatet af det 3. og sidste forsøg på, at få en god video på plads. Det er denne video, jeg har trænet op til sammen med Ciara. De 10 øvelser skulle optages i et stræk. Vi måtte ikke klippe eller redigere i videoerne. Følgende blev vurderet af lærer og censor i videoen:

  • Omgængelighed
  • Trykøvelser
  • Fjernkontrol
  • Lineføring, skridt og trav
  • Stop og overgange
  • Stå-bak-kom
  • Longe
  • Snæver passage
  • Sidepass
  • Stå (groundtying)
  • Habituering
  • Helhed

Hver enkelt øvelse i videoen blev vurderet på:

  • mine signaler,
  • hvor god jeg er til at levere forstærkning på de rigtige tidspunkter,
  • hvor godt jeg forstår hesten
  • selve udførelsen.

De ovenstående punkter blev vurderet på en skala fra 0 – 4, hvor 0 er “meget utilfredsstillende” og 4 er “meget godt”. Dvs. at jeg har fået 4 tal i f.eks. Omgængelighed og en samlet score for den øvelse. Til sidst er der blevet lavet en samlet score for alle øvelser.

Jeg har fået lærer og censors vurderinger af videoen og jeg scorer helt i top i signaler, forstærkninger og forståelse for hesten men svinger en del i selve udførelsen (hvilket jeg jo godt vidste). Der var dog ikke noget, der lå under 2 = “ok”.

Det samlede resultat…

Alt i alt har jeg været igennem

Kurser:

  • Hesteadfærd
  • Indlæringpsykologi – teori
  • Indlæringspsykologi – praksis
  • Fysiologi & sygdomslære
  • Anatomi og biomekanik
  • Gymnastisering af hesten fra jorden
  • Sadler
  • Ernæring og hovlære
  • Pædagogik og undervisningsteknik

Det var ikke muligt for mig at deltage i ridedelen af uddannelsen. Den kunne man vælge fra, som det eneste element, der kunne fra- og tilvælges. Det indhenter jeg senere 🙂

Jeg har i løbet af uddannelsen afleveret 2 skriftlige opgaver i:

  • Indlæringspykologi
  • Adfærd

Jpeg

Og til sidst har jeg bestået de tre dele af eksamen, som er beskrevet ovenfor med en gennemsnitskarakter på 10. Kan jeg være andet end utrolig godt tilfreds og meget stolt :-)?

1,5 år med fokus på heste er nu ovre. 1,5 år med udfordringer, lange rejser til Hirtshals, glæde, engagement, iver og rigtig godt selskab i form af spændende undervisere og hestenørdede medstuderende. Det gør mig både utrolig glad over resultatet og trist over, at det ikke bliver ved. Nu skal jeg vurdere, hvad jeg så skal. En ting er helt sikkert: jeg skal ud og have mig noget erfaring og jeg vil rigtig gerne finde nogle måder, hvorpå jeg kan dele min viden og erfaringer med andre… og så skal jeg have flere uddannelser, men lige nu er der pause på den front 🙂

Nørdehjørnet: Hvad virker bedst ved trailerlæsning – pisk eller gulerod?

Nørdehjørnet handler om videnskab og forskning. Ikke at jeg selv bedriver nogen form for forskning i forbindelse med heste, men har tidligere gjort det i forbindelse med andre fagområder. Derfor er jeg særligt interesseret i forskningsartikler og jeg har fået fingrene i en del af slagsen, der handler om hestetræning.

Her i huset er kattene meget kloge :-)
Katten gør mig her opmærksom på, de interessante konklusioner i artiklen 😉

Det interessante ved at læse forskningsartikler er ikke kun resultaterne. Det er mindst lige så interessant, hvordan forskerne er nået frem til resultaterne – deres metode. Man kan få en masse inspiration til hestetræning ved at læse, hvordan de har bygget deres forsøg op. Derudover beskriver forskerne som regel anden relevant forskning samt perspektiverer og diskuterer deres resultater til sidst. Det er sådan en typisk forskningsartikel er bygget op.

En af artiklerne sammenligner anvendelsen af positiv forstærkning (guleroden) og negativ forstærkning (pisken – altså bare til at tappe med!) i forbindelse med trailerlæsning af heste. Mere om den længere nede og referencen til artiklen findes i bunden af indlægget.

Trailerlæsning er et stort problem for mange, hvilket egentligt er lidt sært, eftersom heste jo beviseligt sagtens kan gå ind i en trailer, når bare de har lært det først. Desværre er læsningsmetoderne ofte besværlige og deciderede farlige for både hesten og mennesket. Jeg har selv været med til en, der var alt andet end rolig og hensigtsmæssig. Det var et mirakel, at hverken hesten eller nogle personer kom til skade og jeg kan helt ærligt sige, at havde det været min hest, så havde jeg aflyst det, den skulle (noget undervisning) og brugt et par dage på at træne trailerlæsning stille og roligt, inden jeg tog nogle steder igen.

Det var ikke alene synd for hesten, det var også uansvarligt overfor såvel menneskene som dyret. Jeg tror egentlig ikke, at de personer, der besluttede, at det skulle foregå på den måde var onde. Det beroede primært på en misforståelse og manglende viden om hestens natur. Den blev opfattet som fræk og stædig og derfor blev det et spørgsmål om, at den skulle lære, at den ikke kunne løbe om hjørner med nogen. Fra mit perspektiv var hesten hverken fræk eller stædig. Den havde brug for vejledning og hjælp til at komme op i traileren, da den var usikker. Den havde brug for, at det foregik i et tempo, hvor den kunne følge med og hvor den følte sig tryg. I stedet blev det en kamp, hvor hestens usikkerhed blev større efterhånden som presset på den blev større. Den endte med at komme op i traileren, men det var nok fordi, den blev træt og til sidst gav op. På det tidspunkt var den også viklet ind i alle mulige reb og 4 mennesker, der trak og masede fra alle sider. Jeg tror, at forløbet kunne have været meget anderledes, hvis man havde tænkt, at hesten skulle hjælpes fremfor at tvinges.

Jeg beskrev positiv og negativ forstærkning her og vil derfor ikke komme så meget i deltaljer med det. Blot ganske kort nævne, at i negativ forstærkning anvendes ikke godbidder, men forskellige former for pres – f.eks. at trække i grimen. Tricket er at stoppe presset, når hesten gør noget rigtigt. Dermed lærer den, at når den gør det, så forsvinder presset og den vil være mere opsat på at gøre det igen. Ved positiv forstærkning giver man hesten noget, den godt kan lide – f.eks. en godbid – når den gør noget rigtigt. Godbidden bruges altså ikke til at lokke med, men til at vise hesten, at det den gjorde lige nu var helt rigtigt. Den lærer på den måde, at hvis den gør noget bestemt, så får den en gave :-). Begge metoder øger sandsynligheden for, at den vil udføre den pågældende adfærd igen – altså forstærkning af adfærden. Positiv og negativ forstærkning er indlæringspsykologiske begreber indenfor den teori, der hedder operant betingning.

Og hold nu fast. Nu bliver det lidt nørdet men forhåbentligt også lærerigt.

Undersøgelsen sammenlignede positiv og negativ forstærkning ved trailerlæsning. 12 heste var med i undersøgelsen. Hestene var forskellige i både race, alder og køn og de var alle heste, der ikke ville læsses af deres ejere. Hestene udviste alle et højt angstniveau ved trailerlæsning – det var betingelsen for, at de kunne være med i forsøget. 6 af hestene blev trænet med positiv forstærkning og 6 med negativ forstærkning.

Inden selve trailerlæsningen, lærte hestene at gå over et stykke plastik vha. den metode, de skulle udsættes for i trailerlæsningen. De lærte alså metoden at kende først.

Metoden i den positive forstærkning var target træning. Target var en stav med en bold i enden, som hesten blev trænet i at røre og følge. De anvendte en klikker, som sekundær forstærker og den primære forstærker var æble- og gulerodsbidder. Når hesten rørte ved target, fik den et klik og en godbid. I den negative forstærkning var redskaberne en pisk. I plastikøvelsen lærte hestene at reagere på pres fra rebet og hvis de ikke reagerede blev presset intensiveret ved at tappe hesten på skulderen med pisken. Når hesten reagerede, fjernede man øjeblikkeligt presset. I begge træningsmetoder var hestene iført en grime + et 150 cm reb.

Det var den samme træner hele vejen igennem og der blev anvendt følgende shapingprocedure i 7 faser:

  1. en forhov på rampen
  2. to forhove på rampen
  3. et skridt med en forhov på rampen
  4. en baghov på rampen
  5. to baghove på rampen
  6. et skridt med en baghov på rampen
  7. hele hesten inde i traileren

Når en hest var i stand til at udføre en fase 5 gange på signal fra træneren, gik træneren videre til næste fase. Målet var nået, når hesten kunne gå helt ind i traileren 5 gange på signal fra træneren og blive derinde i 10 sekunder.

Hestene blev trænet 3 gange om ugen med mindst en fridag imellem hver træningssession. En træningssession varede maksimalt 18 minutter. Træningen fandt altid sted umiddelbart inden fodringstid. En træningsession stoppede, når hesten blev uopmærksom men altid efter, at hesten havde reageret korrekt på et signal. Der var sat 15 sessioner af til hver hest – inklusive de indledende gå-over-plastik øvelser, som tog 2-4 sessioner.

En hest blev taget ud af forsøget pga. sygdom. Der indgik således 6 heste i negativ forstærkning og 5 i positiv forstærkning. En hest kom ikke helt op i traileren i løbet af de 15 træningssessioner.

Mål

Det overordnede målepunkter var hjertefrekvens, ubehag/stress, undvigelse, tid og antal sessioner.

  • Hjertefrekvens: hestens hjertefrekvens blev målt med faste intervaller
  • Ubehag blev vurderet ud fra følgende tydelige fysiske udtryk:
    • Udvidelse af øjenene: det hvide i øjnene bliver synligt
    • Udvidelse af næsebor: vejrtræning bliver tydelig både visuelt og auditivt
    • Halepisken: halen svinges kraftig nogle gange
  • Undvigelse: hver gang hesten ikke udviste korrekt adfærd på signalet
  • Tid (pr session)
  • Antal træningssessioner (dog maksimalt 15)

Konklusioner

Hestene trænet med positiv forstærkning, lærte hurtigere (gennemsnitligt pr session) at gå op i en trailer og gjorde det med færre tegn på ubehag og færre undvigeforsøg end dem, der lærte det vha. negativ forstærkning. Forskellene var signifikante.

Med hensyn til hjertefrekvens og antallet af træningsessioner fandt de ingen forskel på de to træningsmetoder.

Iflg. denne undersøgelse er positiv forstærkning ikke alene mere effektiv, men også mindre stressende/ubehagelig end negativ forstærkning. Med andre ord virker guleroden bedre end pisken i dette tilfælde. Der er altså noget, der kunne tyde på, at træning med positiv forstærkning er hensigtsmæssig i tilfælde, hvor angst spiller en rolle.

Diskussion

Det jeg tager med fra denne artikel er:

  • At man ikke behøver at slås med hesten for at få den op i en trailer.
  • At brugen af godbidder og positiv forstærkning er mere effektiv og skånsom for hesten, hvis de anvendes korrekt (dvs. ikke til at lokke med men til at forstærke korrekt adfærd).
  • At hesten kan lære at gå op i en trailer gradvist over flere dage, hvor man hver gang når lidt længere i processen.
  • At man skal tage sig god tid til at lære en hest noget – især hvis det er noget, den er usikker på eller bange for.
  • At man kan splitte hele processen op i meget små skridt, der i sidste ende fører op i traileren. Faktisk var jeg lidt overrasket over, at shapingproceduren ikke havde flere skridt i undersøgelsen. Jeg ville nok have delt den op i endnu mindre skridt.
  • At viden om hestens natur og indlæringspsykologi kan give mange redskaber og muligheder i hestetræning.

Reference

Hendriksen, Payana; Elmgreen, Katrine & Ladewig, Jan (2011): Trailer-loading of horses: Is there a difference between positive and negative reinforcement concerning effectiveness ans stress-related signs? Journal of Veterinary Behavior – Clinical Applications and Research, Vol. 6, No. 5, September/October, pp. 261-266.