Stimuluskontrol

5 cases:

  1. Engang faldt jeg over en tråd et eller andet sted, der omhandlede en piges desperate råb om hjælp med hensyn til en hest, der stejlede. Hun havde lært den at stejle fra jorden, men nu gjorde den det altså også under ridning.
  2. Laaaang tid efter var jeg ude at undervise en i træning fra jorden og da jeg spurgte, hvad hun havde lyst til at lave med hesten, sagde hun bl.a. at hun IKKE ville lære den at lægge sig ned, for så var hun bange for, at den ville gøre det i tide og utide. Fornuftig tanke, synes jeg.
  3. I begyndelsen, når jeg skulle rense hove på Sovs tog jeg fat i venstre forben, sådan som man jo gør, når man renser hove. Hans reaktion var at forsøge at komme ned og ligge på benet, for han har nemlig lært at “neje” eller bukke. Lidt upraktisk, at han forsøger at gøre det, hver gang jeg løfter venstre forben.
  4. Jeg så en video engang med en pige, der havde lært sin hest at stå og vippe op og ned med hovedet til musik. Hun og hendes veninder synes selvfølgelig, at det var vildt sjovt. Gad vide om den hest senere får problemer, når den står og væver i boksen, fordi det har den lært at gøre?
  5. Da jeg lærte Surfer at bakke via. ren oprant betingning, begyndte han også at bakke i alle mulige andre situationer i tide og utide. Det kan være, at det er nuttet, når han moon walker rundt på træningsbanen helt uopfordret, men det kan blive et problem, når han gør det på staldgangen.

Find selv eksempler på en hest der gør noget, der er hensigtsmæssigt i en sitation, men helt uhensigmæssigt i en anden. Det er nok ikke svært.

Hestene i alle disse cases gør præcis, hvad vi har lært dem. I virkeligheden er de rigtig gode elever, der viser, at de har forstået, hvad det er, vi gerne vil have og nu vil de gerne vise det så meget som muligt – måske for at opnå forstærkning. De er endda ekstra seje, fordi de har lært at udføre den indlærte adfærd i en helt anden kontekst – dvs. de viser, at de kan gøre noget i stalden, som de ellers havde lært ude i ridehuset.. det kan heste ellers i andre tilfælde have lidt svært ved. Nogle gange har vi brug for, at de skal overføre det, de har lært et sted til et andet og vi er nogle gange nødt til at træne det forskellige steder og andre gange ikke så meget.

Men hvordan undgår vi, at hesten begynder at udføre en adfærd, der er indlært i en situation til den anden eller at den gør det på de forkerte tidspunkter? Det kan vi gøre ved at sætte adfærden under stimuluskontrol.

Hvad er stimuluskontrol?

En stimulus er noget hesten udsættes for af os eller dens omgivelser. Alle stimuli bliver efterfulgt af en respons, som er den reaktion eller adfærd, hesten udviser, når den påvirkes af en stimulus. En sulten hest, der finder noget græs (stimulus), vil begynde at æde (respons). Når jeg trykker hesten på bagparten (stimulus), flytter hesten rumpen (respons). Når jeg tager let i tøjlen (stimulus), stopper hesten (respons). Når hesten ser en farlig dims (stimulus), løber den væk (respons). I en træningssituation forventer vi en bestemt respons på en bestemt stimulus.

Når vi træner med hesten, lærer vi den at knytte bestemte typer adfærd med bestemte stimuli. Dvs. jeg lærer hesten, at når jeg vifter med pegefingrene i luften (stimulus), skal den bakke (respons). Stimulus er i dette tilfælde et indlært signal.

Det vi nogle gange glemmer er at sikre, at adfærden er under stimuluskontrol. Dvs. sikre at den pågældende adfærd kun opstår, når vi viser et bestemt signal og ikke i nogen andre tilfælde. Hvis vi sætter adfærden under stimuluskontrol, undgår vi, at hesten begynder at udføre adfærden i utide. Det skal dog lige nævnes, at det selvfølgelig kun gælder under træning. Hvis hesten skulle få lyst til at bakke, når den er ude på folden, så er den selvfølgelig velkommen til det. Men i træningssituationer er det vigtigt, at den her lært at skelne mellem forskellige signaler og at den udfører de typer adfærd, der passer til.

Det der sker i stimuluskontrol er, at hesten lærer at genkende (diskriminere) bestemte stimuli/signaler. Det kan spare den for en masse frustrationer. Paul Chance skriver i Learning and Behavior, at stimuluskontrol kan give individet en form for kontrol, over det der sker. Hans eksempel er en rotte, der har lært at tykke på en knap, når en lampe lyser (fordi den får mad) og at undlade at trykke på den, når lampen ikke lyser (fordi den ikke får mad). Her kan man tale om, at adfærden er under stimuluskontrol. Det sparer rotten for at trykke på knappen i alle de tilfælde, hvor lampen er slukket. Den skal altså ikke bruge energi på noget, der ikke har nogen gavnlig konsekvens for den.

Fra menneskeverdenen er et hyppigt brugt eksempel trafiklys. Den røde lampe ved vi alle, hvad betyder og vi stopper ved rødt lys (forhåbentligt). Når den gule lampe lyser, løfter vi måske foden over til speederen og når den grønne lyser, træder vi på speederen. Det er et godt eksempel på adfærd, som er under stimuluskontrol og som øger sikkerheden på vejene, fordi vi ikke behøver at spekulere over, hvad lamperne betyder eller hvad vi skal gøre, når de lyser.

Med Chances ord:

When a discrimination has been well established, the behavior is said to be under stimulus control. Generally that means that the behavior is orderly and efficient, that it enables us to obtain desirable consequences and avoid undesirable ones. Stimulus control can work agains us, but we can also use it to our advantage” (Chance 2014, side 329)

Men det at en adfærd er konsekvent, effektiv og under stimuluskontrol, som Chance siger i citatet, kommer ikke af sig selv!

Reglerne for stimuluskontrol

  1. Adfærden opstår aldrig på et andet indlært signal – dvs. at hesten ikke bakker, hvis du giver et “stå” signal.
  2. Hesten skal ikke udføre nogen andre former for adfærd på signalet – dvs. hesten skal ikke lægge sig ned, når du giver bakkesignalet.
  3. Hesten skal udføre adfærden umiddelbart efter signalet er givet – dvs. den skal gøre det med det samme, når den bliver bedt om det og ikke 5 minutter efter.
  4. Hesten skal aldrig udføre adfærden uden at signalet er givet først – den skal altså ikke bakke rundt efter forgodtbefindende, men kun gøre det, når signalet er givet. 

(frit efter Karen Pryor: Don’t Shoot the Dog, side 73)

Først når de 4 punkter gør sig gældende, kan man tale om, at en adfærd er under stimuluskontrol.

Hvordan gør man?

hvis vi holder fast i eksemplet med bakke adfærden. Med Ciara viftede jeg med pegefingrene i luften, når hun skulle bakke. Hvis jeg skulle sikre mig, at det var under stimuluskontrol, kunne jeg gøre følgende:

  • Vise et andet signal af og til og tilbageholde forstærkningen, hvis hun bakker
  • Ikke forstærke, hvis hun bakker uden at signalet er givet først
  • Ikke forstærke andre former for adfærd på signalet
  • Kun forstærke, når hun udfører adfærden umiddelbart efter signalet
  • Tilbageholde signalet i et stykke tid og kun forstærke, hvis hun afventer signalet

På en af mine yndlingsblogs horse tricks 101 viser hun, hvordan hun gør det. Hendes hest har lært at bukke. Hesten bukker derfor hele tiden, men hun vil naturligvis gerne have, at den kun bukker, når den får besked på det. På videoen forstærker hun, når hesten ikke gør noget. En gang i mellem giver hun signalet og hesten får en godbid, hvis den bukker lige efter signalet. Hesten får intet, hvis den bukker, uden at hun har givet signalet først. Hun træner på den måde meget bevidst, at den ikke skal bukke på eget initiativ. Hun har gang i flere ting på en gang. For det første positivt forstærker hun, at hesten står roligt med hovedet væk (den vinder en godbid på det), for det andet negativt straffer hun, når hesten bukker, uden at signalet er givet først (her tilbageholder hun godbidden = negativ straf). Og for det tredie positivt forstærker hun adfærden, når den forekommer på signalet. Jeg synes, at det er en blid måde at gøre det på! Jeg vil helt sikkert integrere hendes måde at gøre det på mere i min træning.

 

Vær opmærksom på: 

Jeg har været inde på det i afsnittet ovenfor: at tilbageholdelse af godbidden er det samme som negativ straf og det kan hesten blive irriteret over. Den bryder sig ikke om, at noget der før resulterede i en godbid, nu pludselig ikke gør det længere. Den bliver straffet for noget, den før blev forstærket for og indtil den har fundet ud af, at det har noget med signalet at gøre, er det naturligvis meget frustrerende. Det hjælper dog, når hesten har erfaring med denne måde at træne på. Ciara blev f.eks. utrolig mobset til at begynde med, når jeg tilbageholdt godbidderne. Nu har hun lært, hvordan træningen foregår og hun bliver derfor ikke sur på samme måde mere, når jeg ændrer på tingene. Læg også mærke til, at hesten i videoen ikke virker synderligt irriteret over, at den ikke får en godbid, når den bukker på eget initiativ. Det kan måske have noget at gøre med, at den også er vant til at træne på den måde og måske, at der ikke går for lang tid mellem godbidderne, fordi hun også forstærker det, at hesten står stille.

Jeg synes, at det er vigtigt at sørge for, at hesten hele tiden har mulighed for succes. Hvis jeg tøver lidt med at give signalet, så tøver jeg til at begynde med ikke for længe men udvider gradvist tiden lidt efter lidt. Når jeg begynder at vise andre signaler, skal jeg tænke over, hvor meget de ligner det oprindelige. Det er ikke fair overfor hesten, hvis de ligner for meget til at begynde med. Det skal være nemt for den at se, at det ikke er det samme signal. Så kan man altid øge sværhedsgraden med tiden. Hvis jeg kan mærke, at jeg i et stykke tid har presset for meget på, uden at hesten har haft succes, kan jeg godt finde på at kaste en øvelse ind midt i det hele, som jeg ved hesten har styr på, så den lynhurtigt kan få et par succesoplevelser, inden vi fortsætter.

heste er meget lærenemme dyr og de forstår ret hurtigt, hvad vi er ude efter. Nogle gange glemmer vi bare at føre lærdommen til dørs og det ender jo desværre ofte med at hesten får skæld ud, bliver kaldt fræk eller uartig. Det er ikke fair, vel?

Kilder

Chance, Paul (2014): Learning and Behavior. International Edition, 7th edition, Wadsworth Cengage Learning.

Pryor, Karen (2009): Don’t Shoot the Dog! The New Art of Teaching and Training. Revised Edition, Ringpress Books Ltd.

Reklamer

Bakke på signal med Surfer #2 – nu også med stå-øvelse og ændret program

Jeg har trænet to gange, siden jeg påbegyndte denne del af træningen og det har fået mig til at ændre på nogle ting.

Min oprindelige plan var nok en anelse for besværlig. Jeg havde gjort det mere kompliceret end det behøvede at være. Årsagen var, at jeg gerne ville øve nogle specifikke indlæringsmæssige ting. Nu har jeg besluttet mig for at forsimple det og så kan jeg tage de mere komplekse ting op senere. Der er da ingen grund til at gøre det sværere end det behøver at være, vel?

Da jeg trænede med Surfer i går var han distraheret og nervøs. Ikke typisk adfærd for ham. Måske er der for meget fyrværkeri for tiden? Han var i hvert fald ikke helt mentalt til stede og det krævede lidt at få hans opmærksomhed. Han var også sur, men det er der en forklaring på længere nede. Det er et godt eksempel på, at heste ikke er robotter, hvor man kan forvente den samme energi og opmærksomhed hver gang og at man er nødt til at forholde sig til det under træningen.

Fri operant betingning vs. operant betingning på ledende signal

Når vi træner indlæring,  har vi to metoder at vælge imellem. Fri/Ren operant betingning eller operant betingning på ledende signal (Hvidemose, 2010, side 79). Det er de fine teoretiske termer for det, der sker, når vi forsøger at lære heste hvad som helst og vi bruger dem, uanset om vi kender de teoretiske termer eller ej.

Jeg lærte Surfer at bakke vha. fri operant betingning. Dvs. jeg ventede til adfærden opstod af sig selv og forstærkede den, når den gjorde – forstærkning = klik + godbid. Det betød, at han gradvis opdagede, at det at gå baglæns resulterede i en godbid og det fik ham til at udføre den handling mere og mere. Jeg positivt forstærkede bakkeadfærden.

Jeg kunne også have lært at ham bakke vha. operant betingning på ledende signal. I det tilfælde ville jeg have styret ham i retning af den adfærd jeg var interesseret i. I bakke øvelsen kunne det f.eks. være gjort ved, at jeg havde lagt en hånd på bringen af Surfer og når han skiftede vægten bagover eller tog et lille skridt bagud, så havde jeg klikket og leveret godbid. En anden måde at gøre det på kunne være, at jeg stod overfor ham og lænede mig fremad mod ham. Det kan nogle gange få en hest til at træde tilbage. Der er således forskel på at lade adfærden opstå af sig selv og hjælpe adfærden til at opstå. Den sidste variant kræver nok knap så meget tålmodighed og kan give tid og overskud til at fokusere på andre ting i træningen, fordi træneren selv kan styre, hvornår adfærden skal opstå og dermed nemmere kan time sit signal f.eks.

Så jeg har skiftet over til operant betingning på ledende signal, mens jeg indlærer bakkesignalet.

Om at være en insisterende, tydelig og selvsikker træner

Det er han ikke så tilfreds med! Hvor han før bare skulle bakke, når han havde lyst for at godbidsmaskinen (mig) spyttede en godbid ud, får han nu ingenting, hvis han bakker uden signal først. Oven i det har jeg den frækhed at ‘presse’ ham til at bakke ved at læne mig frem. Det er altså ikke længere ham, der styrer slagets gang og det skal både han og jeg vist lige vænne os til 🙂 .

Jeg har lige læst om det her skift i træningen i Clicker Training for Your Horse af Alexandra Kurland. Hun skriver om det tidspunkt i træningen, hvor man stopper med at bede om en adfærd og tålmodigt venter på, at hesten regner det ud og starter med at kræve en adfærd (stadig på en pæn måde, men mere bestemt):

“Theres comes a point in horse training when you need to be able to tell a horse to move, and not simply ask for it. It’s a line many people find hard to cross and it creates some real problems with the horses. (side 151)

I Kurlands eksempel bliver den pågældende hest også lidt tvær og ejeren skal arbejde på, at være konsekvent og insisterende nok i sin træning. Hvis hun ikke er insisterende nok, kan hun ende med en hest, der bliver døv overfor hendes signaler og det er iflg. Kurland en måde at gøre livet svært for hesten på. Hun giver et eksempel, som jeg ikke vil komme nærmere ind på og skriver så:

I tell this story [det omtalte eksempel] whenever I see someone tap-tapping on a horse and getting no response. They aren’t being fair to that horse. They are simply desensitizing their horse and teaching it to ignore them. They may be trying to be nice, but many times they are just setting it up for a beating.

The horse learns to tune them out. The result is an out-of-control, often dangerous horse. That’s when a trainer gets called in. What he encounters is a horse that will run right over the top of him, and so naturally he gets out a whip. The horse is numb to a light tap. The trainer has to really lay into it to get any response.

Most trainers do not enjoy beating up horses, but if an owner has tuned a horse out and desensitized it to normal aids, sometimes they see no other choice. The only way they can get through to these horses is by shouting. In the horse’s world, shouting means hitting. We can talk to the horse via the clicker.

Fig [hesten] had learned what we wanted without our ever creating a confrontation. Now that we were shifting into another phase of her training, I didn’t want Fig to learn she could just ignore Megan (ejeren).

There’s a stage in training where you wait patiently for the horse to figure things out, and there’s a stage where you start demanding responses. We were beginning to treat Fig more like a normal horse. She’d reached the point where we could say to her, “This is what I want, and I want it now.” ”  (side 152)

Hesten i dette eksempel er ikke vores normale søde ridehest, men en meget aggressiv hest, som Kurland og hestens ejere arbejdede med intensivt over en længere periode. Lad mig lige hurtigt sige, at Kurland ikke er den type træner, der tæver heste med piske. I eksemplet med Fig får hun transformeret en hest, der bider og sparker, til en rolig ridehest, helt uden at slå. Hun bruger andre mere fredsommelige metoder. Fortællingen findes i kapitlet: Crossing the Line Into Aggression. Jeg slugte det kapitel. Kunne ikke lægge bogen fra mig. Det er utroligt, hvad de har opnået med den hest. Læs den – den er god.

Signal (stimuluskontrol)

Det ledende signal man giver under operant betingning, skal ikke forveksles med det signal, jeg prøver at indlære til bakkeøvelsen. Det er signaler med to forskellige formål.

Mit mål er, at han bakker, når jeg giver ham et signal med hænderne. Det betyder selvfølgelig, at han skal lære det signal at kende. Det gør jeg ved at præsentere signalet, hver gang han udfører adfærden. Når jeg vurderer, at han nogenlunde har forstået pointen, skruer jeg lidt op for kriterierne til øvelsen. Nu præsenterer jeg signalet før han bakker. Hvis han ikke reagerer, går jeg tilbage til øvelsen før. Når han begynder at bakke efter jeg giver signalet, holder jeg øje med, at han gør det ca. 80 % af gangene. Årsagen er, at en adfærd der er 100% indlært, kan være svær at ændre på og jeg er jo ikke færdig. Jeg stiller yderligere krav til bakkeøvelsen. Jeg vil gerne have at han bakker mere end et eller to skridt af gangen. Måske skal han endda bakke, indtil jeg beder ham stoppe eller vi begynder på noget andet. Det betyder, at jeg nu trækker den lidt med at klikke og give godbid. Måske vil jeg gerne have, at han bakker 3-4 skridt og dernæst 5-6 skridt osv. Det er i hvert fald planen, men den er ikke nødvendigvis helt god og den ændrer sig helt sikkert igen. F.eks. er der fra bøgernes side lidt variationer i, hvornår klikkeren skal bruges, så det vil vise sig, hvordan det kommer til at virke i praksis.signal

Jeg havde lidt ballade med mit signal. Mit ønske var, at signalet skulle være at vifte elegant med pegefingrene i vejret. Men efter at have trænet et par gange tror jeg mere, at det ligner det Ground Crew på flyvepladsen gør, når de skal dirigerer flyene rundt på jorden. 😉 .

Det er altså et ret kraftigt signal jeg sender og jeg læner mig lidt frem samtidig. Jeg vifter ikke bare fint med to pegefingre men snarere med hele underarmen. Jeg tænker, at det ikke gør så meget lige nu. Desuden virker det signal, jeg er endt ud med, mere naturligt for mig. Jeg kan vel forfine det senere.

Variation og pauser

Jeg har fornyligt lært, at det kan være en god ide, at arbejde med flere forskellige øvelser i samme session, for at det ikke skal blive for kedeligt. Derfor veksler jeg mellem bakke og stå øvelser.

Stå øvelsen går ud på, at Surfer på signal skal stå stille, der hvor jeg har sat ham og at jeg kan gå væk fra ham og tilbage igen, uden at han flytter sig.

Og jeg er begyndt at holde nogle pauser i løbet af sessionen, så både Surfer og jeg kan koble lidt fra af og til.

Nej, nu må du stoppe Kristin! Hvordan kan man skrive så meget om så uendeligt simple, grænsende til trivielle øvelser?

Jeg kunne sagtens skrive meget mere. Bloggen her er min logbog over den træning, jeg planlægger og udfører. Det at skrive om det er min måde at indlære på. Når jeg skriver opdager jeg, at der er nogle ting, som er svære at forklare eller beskrive. Det er en indikator på, at der er noget jeg ikke helt har forstået og altså skal arbejde mere med.

Desuden kan jeg skide godt lide teorien og det er fedt at mærke en udvikling, hvor teori og praksis hele tiden indvirker på hinanden.

Men det kan da godt være, at jeg skal overveje at splitte det op i mindre bidder, så jeg også selv kan overskue det. :-/

Kobling af signal på bakkeadfærd & shaping

Nu burde Surfer have lært at bakke. Det kunne han selvfølgelig i forvejen, han er jo ikke nogen ung hest, men jeg har arbejdet på, at lære ham det ved hjælp af klassisk betingning og ren operant betingning.

Næste mål er at koble et signal på bakkeadfærden. Det nytter jo ikke, at han kun bakker, når jeg står med klikkeren ude i ridehuset.

Jeg vil begynde med et håndsignal og hvis det lykkes vil jeg koble et lydsignal på senere.

Stimuluskontrol

Mit ønske er at få adfærden (bakke) under stimuluskontrol. Dvs:

  • Han skal kun bakke, når han ser signalet. Han skal ikke begynde at moonwalke helt uopfordret for at se, om han kan få godbid.
  • Han skal bakke KUN på dét signal. Andre ligende signaltyper skal han ignorere.
  • Han skal ikke udføre andre typer adfærd på signalet – f.eks. gå til siden eller gå fremad.
  • Han skal bakke til jeg holder op med at give signalet.

Det sker, iflg. min underviser på adfærd og indlæringskurset ofte, at adfærd på signal ikke kommer 100% under stimuluskontrol. Det betyder, at hesten måske af og til vil vise adfærden helt uopfordret, f.eks. på staldgangen, for at få se om den kan få en godbid. Er adfærden under stimuluskontrol burde det aldrig ske.

Definition af signal

Et signal har en mening og en form. Meningen er den betydning, vi giver signalet. Formen kan være fysisk, f.eks. et vink med hånden eller verbal, f.eks. et ord som “bakke”. Betydningen i ordet “bakke” er ‘gå baglæns’ og formen er lyden. Det er ikke så kompliceret.

Det som godt kan gå hen og blive lidt kompliceret er at få skabt en klar betydning af et signal. F.eks. har jeg været i tvivl om, hvorvidt han skulle bakke indtil jeg holdt op med at give signalet eller om jeg skulle indføre et stopsignal. Det er for uklart. For hvad er egentlig succeskriteriet? Hvis jeg ikke er helt klar over, hvad jeg præcis forlanger af ham, hvordan kan jeg så være helt præcis undervejs? Derfor har jeg taget en beslutning, så jeg er helt klar over, hvad det er jeg vil.

Jeg skal også analysere, hvordan signalet ser ud. Heste har en fotografisk hukommelse og Surfer vil registrerer alle detaljer. Derfor skal jeg tænke over min fremtoning og bevægelser, når jeg præsenterer signalet, så jeg ikke kommer til at gøre noget, som bliver en del af signalet, uden jeg selv er klar over det.

Sammenfattende skal jeg være helt klar i spyttet mht:

  • Hvordan signalet ser ud
  • Hvad det præcis er, jeg ønsker, at han skal gøre på signalet.

Shaping

Eftersom jeg ønsker, at han skal blive ved med at bakke, indtil jeg holder op med at give signalet, har jeg givet mig selv et par udfordringer. For det første er definitionen af shapingproceduren ikke helt triviel for en begynder (mig!) og for det andet vil jeg få maksimal udfordring i forhold til timing af signal og sekundær forstærker (klikkeren).

Shapingproceduren er nogenlunde sådan her:

  1. Præsentér signalet samtidig med adfærden. Den sekundære forstærkning (klik) skal falde et millisekund efter signalet. Den primære forstærker (godbid) kommer til sidst (helst når han er stoppet)
  2. Dernæst præsenteres signalet umiddelbart før adfærden. Dette gøres når han nogenlunde har forstået det første trin. Når han bakker på mit signal ca 80% af gangene, kan jeg gå videre til næste trin. Jeg har ikke andre krav til dette trin, end at han bare skal bakke, når jeg viser signalet. Jeg er altså ligeglad med, hvor store skridt han tager eller hvor mange for den sags skyld.
  3. Forstærk kun når han bakker på signal. Her stopper jeg med at forstærke (klik + godbid), hvis han bakker uden at få signalet først. Dvs. jeg klikker kun når han bakker på signal.
  4. Forstærk ikke når han bakker på andre signaler. På dette trin prøver jeg med vilje andre signaler. Men jeg forstærker kun, når han bakker på det rigtige signal. Han får ikke klik+godbid, hvis han bakker på andre typer signaler.
  5. Sidste trin er at udfase klikker og godbid. Dette gør jeg først, når adfærden er under stimuluskontrol.

Det er muligt, at jeg kommer til at tilføje et ekstra trin for at sikre, at han bliver ved med at bakke, sålænge jeg viser signalet.

Der er en del regler knyttet til shaping. Dem tager jeg en anden gang.

Alle usikkerhederne

Jeg er klar over, at det bliver svært. F.eks. er jeg ikke overbevist om, at jeg har udpindet shaping proceduren nok. Hvordan ved jeg f.eks. at han har skabt en forbindelse mellem adfærd og signal på første trin? Jeg skal jo vide sådan ca. hvornår jeg kan gå videre til trin 2.

Det kan også være, at jeg som nævnt bliver nødt til at introducere et ekstra trin i proceduren for at få ham til at blive ved med at bakke, indtil jeg stopper med at vise signalet. Dette trin vil formentlig have en masse undertrin, hvor jeg gradvis øger tiden for visningen af signalet.  Jeg starter med at vise tegnet i få sekunder og efterhånden sætter jeg antallet af sekunder op, indtil han til sidst bliver ved med at bakke, når han ser signalet.

Jeg er også helt sikker på, at timingen i signal, klik og godbid bliver en udfordring af de helt store.

Sidst er jeg er sikker på, at jeg kommer til at revurdere selve signalet.

Bruger jeg stadig godbidder?

Jeg læser og hører ofte kommentarer om godbidder. Det er åbenbart præget af meget stor skepsis bland hestefolk at bruge godbidder på den måde i træning.

Men ja, Jeg har absolut tænkt mig at blive ved med at bruge godbidder som primær forstærker. Jeg bruger gulerødder eller æbler eller fylder lommen med lidt foder. Og jeg bruger MANGE i meget små stykker/portioner 😉 ! Det fungerer fint og giver ikke mening at fjerne godbidderne og kun bruge klik, når han skal indlære noget helt nyt. Min erfaring er pt. at det ikke betyder noget i forbindelse med tiggeadfærd. Tværtimod synes jeg, at han tigger mindre i stalden, efter vi er begyndt på denne type træning. Måske fordi jeg er blevet mindre generøs i uddelingen af godbidder. Han får stort set aldrig godbidder bare for hyggens skyld mere. Det giver en mere rolig, mindre anmasende og i sidste ende mere sikker hest. Han skal heller ikke bruge energi på at få presset lækkerier ud af mig, for han ved, hvornår han kan regne med at få dem. Det må da give ro i hovedet på en hest, ikke? Hvis situationen ændrer sig, må jeg genoverveje sagen, men lige nu er godbidderne en central del af træningen, når det er noget helt nyt, der skal indlæres.