Tag Archives: negativ forstærkning

Stimuluskontrol

5 cases:

  1. Engang faldt jeg over en tråd et eller andet sted, der omhandlede en piges desperate råb om hjælp med hensyn til en hest, der stejlede. Hun havde lært den at stejle fra jorden, men nu gjorde den det altså også under ridning.
  2. Laaaang tid efter var jeg ude at undervise en i træning fra jorden og da jeg spurgte, hvad hun havde lyst til at lave med hesten, sagde hun bl.a. at hun IKKE ville lære den at lægge sig ned, for så var hun bange for, at den ville gøre det i tide og utide. Fornuftig tanke, synes jeg.
  3. I begyndelsen, når jeg skulle rense hove på Sovs tog jeg fat i venstre forben, sådan som man jo gør, når man renser hove. Hans reaktion var at forsøge at komme ned og ligge på benet, for han har nemlig lært at “neje” eller bukke. Lidt upraktisk, at han forsøger at gøre det, hver gang jeg løfter venstre forben.
  4. Jeg så en video engang med en pige, der havde lært sin hest at stå og vippe op og ned med hovedet til musik. Hun og hendes veninder synes selvfølgelig, at det var vildt sjovt. Gad vide om den hest senere får problemer, når den står og væver i boksen, fordi det har den lært at gøre?
  5. Da jeg lærte Surfer at bakke via. ren oprant betingning, begyndte han også at bakke i alle mulige andre situationer i tide og utide. Det kan være, at det er nuttet, når han moon walker rundt på træningsbanen helt uopfordret, men det kan blive et problem, når han gør det på staldgangen.

Find selv eksempler på en hest der gør noget, der er hensigtsmæssigt i en sitation, men helt uhensigmæssigt i en anden. Det er nok ikke svært.

Hestene i alle disse cases gør præcis, hvad vi har lært dem. I virkeligheden er de rigtig gode elever, der viser, at de har forstået, hvad det er, vi gerne vil have og nu vil de gerne vise det så meget som muligt – måske for at opnå forstærkning. De er endda ekstra seje, fordi de har lært at udføre den indlærte adfærd i en helt anden kontekst – dvs. de viser, at de kan gøre noget i stalden, som de ellers havde lært ude i ridehuset.. det kan heste ellers i andre tilfælde have lidt svært ved. Nogle gange har vi brug for, at de skal overføre det, de har lært et sted til et andet og vi er nogle gange nødt til at træne det forskellige steder og andre gange ikke så meget.

Men hvordan undgår vi, at hesten begynder at udføre en adfærd, der er indlært i en situation til den anden eller at den gør det på de forkerte tidspunkter? Det kan vi gøre ved at sætte adfærden under stimuluskontrol.

Hvad er stimuluskontrol?

En stimulus er noget hesten udsættes for af os eller dens omgivelser. Alle stimuli bliver efterfulgt af en respons, som er den reaktion eller adfærd, hesten udviser, når den påvirkes af en stimulus. En sulten hest, der finder noget græs (stimulus), vil begynde at æde (respons). Når jeg trykker hesten på bagparten (stimulus), flytter hesten rumpen (respons). Når jeg tager let i tøjlen (stimulus), stopper hesten (respons). Når hesten ser en farlig dims (stimulus), løber den væk (respons). I en træningssituation forventer vi en bestemt respons på en bestemt stimulus.

Når vi træner med hesten, lærer vi den at knytte bestemte typer adfærd med bestemte stimuli. Dvs. jeg lærer hesten, at når jeg vifter med pegefingrene i luften (stimulus), skal den bakke (respons). Stimulus er i dette tilfælde et indlært signal.

Det vi nogle gange glemmer er at sikre, at adfærden er under stimuluskontrol. Dvs. sikre at den pågældende adfærd kun opstår, når vi viser et bestemt signal og ikke i nogen andre tilfælde. Hvis vi sætter adfærden under stimuluskontrol, undgår vi, at hesten begynder at udføre adfærden i utide. Det skal dog lige nævnes, at det selvfølgelig kun gælder under træning. Hvis hesten skulle få lyst til at bakke, når den er ude på folden, så er den selvfølgelig velkommen til det. Men i træningssituationer er det vigtigt, at den her lært at skelne mellem forskellige signaler og at den udfører de typer adfærd, der passer til.

Det der sker i stimuluskontrol er, at hesten lærer at genkende (diskriminere) bestemte stimuli/signaler. Det kan spare den for en masse frustrationer. Paul Chance skriver i Learning and Behavior, at stimuluskontrol kan give individet en form for kontrol, over det der sker. Hans eksempel er en rotte, der har lært at tykke på en knap, når en lampe lyser (fordi den får mad) og at undlade at trykke på den, når lampen ikke lyser (fordi den ikke får mad). Her kan man tale om, at adfærden er under stimuluskontrol. Det sparer rotten for at trykke på knappen i alle de tilfælde, hvor lampen er slukket. Den skal altså ikke bruge energi på noget, der ikke har nogen gavnlig konsekvens for den.

Fra menneskeverdenen er et hyppigt brugt eksempel trafiklys. Den røde lampe ved vi alle, hvad betyder og vi stopper ved rødt lys (forhåbentligt). Når den gule lampe lyser, løfter vi måske foden over til speederen og når den grønne lyser, træder vi på speederen. Det er et godt eksempel på adfærd, som er under stimuluskontrol og som øger sikkerheden på vejene, fordi vi ikke behøver at spekulere over, hvad lamperne betyder eller hvad vi skal gøre, når de lyser.

Med Chances ord:

When a discrimination has been well established, the behavior is said to be under stimulus control. Generally that means that the behavior is orderly and efficient, that it enables us to obtain desirable consequences and avoid undesirable ones. Stimulus control can work agains us, but we can also use it to our advantage” (Chance 2014, side 329)

Men det at en adfærd er konsekvent, effektiv og under stimuluskontrol, som Chance siger i citatet, kommer ikke af sig selv!

Reglerne for stimuluskontrol

  1. Adfærden opstår aldrig på et andet indlært signal – dvs. at hesten ikke bakker, hvis du giver et “stå” signal.
  2. Hesten skal ikke udføre nogen andre former for adfærd på signalet – dvs. hesten skal ikke lægge sig ned, når du giver bakkesignalet.
  3. Hesten skal udføre adfærden umiddelbart efter signalet er givet – dvs. den skal gøre det med det samme, når den bliver bedt om det og ikke 5 minutter efter.
  4. Hesten skal aldrig udføre adfærden uden at signalet er givet først – den skal altså ikke bakke rundt efter forgodtbefindende, men kun gøre det, når signalet er givet. 

(frit efter Karen Pryor: Don’t Shoot the Dog, side 73)

Først når de 4 punkter gør sig gældende, kan man tale om, at en adfærd er under stimuluskontrol.

Hvordan gør man?

hvis vi holder fast i eksemplet med bakke adfærden. Med Ciara viftede jeg med pegefingrene i luften, når hun skulle bakke. Hvis jeg skulle sikre mig, at det var under stimuluskontrol, kunne jeg gøre følgende:

  • Vise et andet signal af og til og tilbageholde forstærkningen, hvis hun bakker
  • Ikke forstærke, hvis hun bakker uden at signalet er givet først
  • Ikke forstærke andre former for adfærd på signalet
  • Kun forstærke, når hun udfører adfærden umiddelbart efter signalet
  • Tilbageholde signalet i et stykke tid og kun forstærke, hvis hun afventer signalet

På en af mine yndlingsblogs horse tricks 101 viser hun, hvordan hun gør det. Hendes hest har lært at bukke. Hesten bukker derfor hele tiden, men hun vil naturligvis gerne have, at den kun bukker, når den får besked på det. På videoen forstærker hun, når hesten ikke gør noget. En gang i mellem giver hun signalet og hesten får en godbid, hvis den bukker lige efter signalet. Hesten får intet, hvis den bukker, uden at hun har givet signalet først. Hun træner på den måde meget bevidst, at den ikke skal bukke på eget initiativ. Hun har gang i flere ting på en gang. For det første positivt forstærker hun, at hesten står roligt med hovedet væk (den vinder en godbid på det), for det andet negativt straffer hun, når hesten bukker, uden at signalet er givet først (her tilbageholder hun godbidden = negativ straf). Og for det tredie positivt forstærker hun adfærden, når den forekommer på signalet. Jeg synes, at det er en blid måde at gøre det på! Jeg vil helt sikkert integrere hendes måde at gøre det på mere i min træning.

 

Vær opmærksom på: 

Jeg har været inde på det i afsnittet ovenfor: at tilbageholdelse af godbidden er det samme som negativ straf og det kan hesten blive irriteret over. Den bryder sig ikke om, at noget der før resulterede i en godbid, nu pludselig ikke gør det længere. Den bliver straffet for noget, den før blev forstærket for og indtil den har fundet ud af, at det har noget med signalet at gøre, er det naturligvis meget frustrerende. Det hjælper dog, når hesten har erfaring med denne måde at træne på. Ciara blev f.eks. utrolig mobset til at begynde med, når jeg tilbageholdt godbidderne. Nu har hun lært, hvordan træningen foregår og hun bliver derfor ikke sur på samme måde mere, når jeg ændrer på tingene. Læg også mærke til, at hesten i videoen ikke virker synderligt irriteret over, at den ikke får en godbid, når den bukker på eget initiativ. Det kan måske have noget at gøre med, at den også er vant til at træne på den måde og måske, at der ikke går for lang tid mellem godbidderne, fordi hun også forstærker det, at hesten står stille.

Jeg synes, at det er vigtigt at sørge for, at hesten hele tiden har mulighed for succes. Hvis jeg tøver lidt med at give signalet, så tøver jeg til at begynde med ikke for længe men udvider gradvist tiden lidt efter lidt. Når jeg begynder at vise andre signaler, skal jeg tænke over, hvor meget de ligner det oprindelige. Det er ikke fair overfor hesten, hvis de ligner for meget til at begynde med. Det skal være nemt for den at se, at det ikke er det samme signal. Så kan man altid øge sværhedsgraden med tiden. Hvis jeg kan mærke, at jeg i et stykke tid har presset for meget på, uden at hesten har haft succes, kan jeg godt finde på at kaste en øvelse ind midt i det hele, som jeg ved hesten har styr på, så den lynhurtigt kan få et par succesoplevelser, inden vi fortsætter.

heste er meget lærenemme dyr og de forstår ret hurtigt, hvad vi er ude efter. Nogle gange glemmer vi bare at føre lærdommen til dørs og det ender jo desværre ofte med at hesten får skæld ud, bliver kaldt fræk eller uartig. Det er ikke fair, vel?

Kilder

Chance, Paul (2014): Learning and Behavior. International Edition, 7th edition, Wadsworth Cengage Learning.

Pryor, Karen (2009): Don’t Shoot the Dog! The New Art of Teaching and Training. Revised Edition, Ringpress Books Ltd.

Reklamer

Nørdehjørnet: Hvad virker bedst ved trailerlæsning – pisk eller gulerod?

Nørdehjørnet handler om videnskab og forskning. Ikke at jeg selv bedriver nogen form for forskning i forbindelse med heste, men har tidligere gjort det i forbindelse med andre fagområder. Derfor er jeg særligt interesseret i forskningsartikler og jeg har fået fingrene i en del af slagsen, der handler om hestetræning.

Her i huset er kattene meget kloge :-)

Katten gør mig her opmærksom på, de interessante konklusioner i artiklen 😉

Det interessante ved at læse forskningsartikler er ikke kun resultaterne. Det er mindst lige så interessant, hvordan forskerne er nået frem til resultaterne – deres metode. Man kan få en masse inspiration til hestetræning ved at læse, hvordan de har bygget deres forsøg op. Derudover beskriver forskerne som regel anden relevant forskning samt perspektiverer og diskuterer deres resultater til sidst. Det er sådan en typisk forskningsartikel er bygget op.

En af artiklerne sammenligner anvendelsen af positiv forstærkning (guleroden) og negativ forstærkning (pisken – altså bare til at tappe med!) i forbindelse med trailerlæsning af heste. Mere om den længere nede og referencen til artiklen findes i bunden af indlægget.

Trailerlæsning er et stort problem for mange, hvilket egentligt er lidt sært, eftersom heste jo beviseligt sagtens kan gå ind i en trailer, når bare de har lært det først. Desværre er læsningsmetoderne ofte besværlige og deciderede farlige for både hesten og mennesket. Jeg har selv været med til en, der var alt andet end rolig og hensigtsmæssig. Det var et mirakel, at hverken hesten eller nogle personer kom til skade og jeg kan helt ærligt sige, at havde det været min hest, så havde jeg aflyst det, den skulle (noget undervisning) og brugt et par dage på at træne trailerlæsning stille og roligt, inden jeg tog nogle steder igen.

Det var ikke alene synd for hesten, det var også uansvarligt overfor såvel menneskene som dyret. Jeg tror egentlig ikke, at de personer, der besluttede, at det skulle foregå på den måde var onde. Det beroede primært på en misforståelse og manglende viden om hestens natur. Den blev opfattet som fræk og stædig og derfor blev det et spørgsmål om, at den skulle lære, at den ikke kunne løbe om hjørner med nogen. Fra mit perspektiv var hesten hverken fræk eller stædig. Den havde brug for vejledning og hjælp til at komme op i traileren, da den var usikker. Den havde brug for, at det foregik i et tempo, hvor den kunne følge med og hvor den følte sig tryg. I stedet blev det en kamp, hvor hestens usikkerhed blev større efterhånden som presset på den blev større. Den endte med at komme op i traileren, men det var nok fordi, den blev træt og til sidst gav op. På det tidspunkt var den også viklet ind i alle mulige reb og 4 mennesker, der trak og masede fra alle sider. Jeg tror, at forløbet kunne have været meget anderledes, hvis man havde tænkt, at hesten skulle hjælpes fremfor at tvinges.

Jeg beskrev positiv og negativ forstærkning her og vil derfor ikke komme så meget i deltaljer med det. Blot ganske kort nævne, at i negativ forstærkning anvendes ikke godbidder, men forskellige former for pres – f.eks. at trække i grimen. Tricket er at stoppe presset, når hesten gør noget rigtigt. Dermed lærer den, at når den gør det, så forsvinder presset og den vil være mere opsat på at gøre det igen. Ved positiv forstærkning giver man hesten noget, den godt kan lide – f.eks. en godbid – når den gør noget rigtigt. Godbidden bruges altså ikke til at lokke med, men til at vise hesten, at det den gjorde lige nu var helt rigtigt. Den lærer på den måde, at hvis den gør noget bestemt, så får den en gave :-). Begge metoder øger sandsynligheden for, at den vil udføre den pågældende adfærd igen – altså forstærkning af adfærden. Positiv og negativ forstærkning er indlæringspsykologiske begreber indenfor den teori, der hedder operant betingning.

Og hold nu fast. Nu bliver det lidt nørdet men forhåbentligt også lærerigt.

Undersøgelsen sammenlignede positiv og negativ forstærkning ved trailerlæsning. 12 heste var med i undersøgelsen. Hestene var forskellige i både race, alder og køn og de var alle heste, der ikke ville læsses af deres ejere. Hestene udviste alle et højt angstniveau ved trailerlæsning – det var betingelsen for, at de kunne være med i forsøget. 6 af hestene blev trænet med positiv forstærkning og 6 med negativ forstærkning.

Inden selve trailerlæsningen, lærte hestene at gå over et stykke plastik vha. den metode, de skulle udsættes for i trailerlæsningen. De lærte alså metoden at kende først.

Metoden i den positive forstærkning var target træning. Target var en stav med en bold i enden, som hesten blev trænet i at røre og følge. De anvendte en klikker, som sekundær forstærker og den primære forstærker var æble- og gulerodsbidder. Når hesten rørte ved target, fik den et klik og en godbid. I den negative forstærkning var redskaberne en pisk. I plastikøvelsen lærte hestene at reagere på pres fra rebet og hvis de ikke reagerede blev presset intensiveret ved at tappe hesten på skulderen med pisken. Når hesten reagerede, fjernede man øjeblikkeligt presset. I begge træningsmetoder var hestene iført en grime + et 150 cm reb.

Det var den samme træner hele vejen igennem og der blev anvendt følgende shapingprocedure i 7 faser:

  1. en forhov på rampen
  2. to forhove på rampen
  3. et skridt med en forhov på rampen
  4. en baghov på rampen
  5. to baghove på rampen
  6. et skridt med en baghov på rampen
  7. hele hesten inde i traileren

Når en hest var i stand til at udføre en fase 5 gange på signal fra træneren, gik træneren videre til næste fase. Målet var nået, når hesten kunne gå helt ind i traileren 5 gange på signal fra træneren og blive derinde i 10 sekunder.

Hestene blev trænet 3 gange om ugen med mindst en fridag imellem hver træningssession. En træningssession varede maksimalt 18 minutter. Træningen fandt altid sted umiddelbart inden fodringstid. En træningsession stoppede, når hesten blev uopmærksom men altid efter, at hesten havde reageret korrekt på et signal. Der var sat 15 sessioner af til hver hest – inklusive de indledende gå-over-plastik øvelser, som tog 2-4 sessioner.

En hest blev taget ud af forsøget pga. sygdom. Der indgik således 6 heste i negativ forstærkning og 5 i positiv forstærkning. En hest kom ikke helt op i traileren i løbet af de 15 træningssessioner.

Mål

Det overordnede målepunkter var hjertefrekvens, ubehag/stress, undvigelse, tid og antal sessioner.

  • Hjertefrekvens: hestens hjertefrekvens blev målt med faste intervaller
  • Ubehag blev vurderet ud fra følgende tydelige fysiske udtryk:
    • Udvidelse af øjenene: det hvide i øjnene bliver synligt
    • Udvidelse af næsebor: vejrtræning bliver tydelig både visuelt og auditivt
    • Halepisken: halen svinges kraftig nogle gange
  • Undvigelse: hver gang hesten ikke udviste korrekt adfærd på signalet
  • Tid (pr session)
  • Antal træningssessioner (dog maksimalt 15)

Konklusioner

Hestene trænet med positiv forstærkning, lærte hurtigere (gennemsnitligt pr session) at gå op i en trailer og gjorde det med færre tegn på ubehag og færre undvigeforsøg end dem, der lærte det vha. negativ forstærkning. Forskellene var signifikante.

Med hensyn til hjertefrekvens og antallet af træningsessioner fandt de ingen forskel på de to træningsmetoder.

Iflg. denne undersøgelse er positiv forstærkning ikke alene mere effektiv, men også mindre stressende/ubehagelig end negativ forstærkning. Med andre ord virker guleroden bedre end pisken i dette tilfælde. Der er altså noget, der kunne tyde på, at træning med positiv forstærkning er hensigtsmæssig i tilfælde, hvor angst spiller en rolle.

Diskussion

Det jeg tager med fra denne artikel er:

  • At man ikke behøver at slås med hesten for at få den op i en trailer.
  • At brugen af godbidder og positiv forstærkning er mere effektiv og skånsom for hesten, hvis de anvendes korrekt (dvs. ikke til at lokke med men til at forstærke korrekt adfærd).
  • At hesten kan lære at gå op i en trailer gradvist over flere dage, hvor man hver gang når lidt længere i processen.
  • At man skal tage sig god tid til at lære en hest noget – især hvis det er noget, den er usikker på eller bange for.
  • At man kan splitte hele processen op i meget små skridt, der i sidste ende fører op i traileren. Faktisk var jeg lidt overrasket over, at shapingproceduren ikke havde flere skridt i undersøgelsen. Jeg ville nok have delt den op i endnu mindre skridt.
  • At viden om hestens natur og indlæringspsykologi kan give mange redskaber og muligheder i hestetræning.

Reference

Hendriksen, Payana; Elmgreen, Katrine & Ladewig, Jan (2011): Trailer-loading of horses: Is there a difference between positive and negative reinforcement concerning effectiveness ans stress-related signs? Journal of Veterinary Behavior – Clinical Applications and Research, Vol. 6, No. 5, September/October, pp. 261-266.

Nørdehjørnet: Hvad er bedst – positiv eller negativ forstærkning?

Jeg har endelig fået adgang til en database, hvor jeg kan finde spændende forskning. Efter 3 dage intens søgning, har jeg fundet en del forskningsartikler, som på den ene eller den anden måde berører emner, som jeg går og spekulerer over dagligt.

F.eks.:

  • Er der mon en forskel på om man bruger positiv eller negativ forstærkning? Kan man sige, at den ene form for træning generelt er bedre end den anden? Eller er der nogle situationer, hvor den ene form for træning er bedre end den anden?

Dette emne optager mig, fordi jeg oplever forskelle, når jeg træner, men også fordi jeg ofte hører forskellige holdninger til, hvad der er godt eller skidt. Disse holdninger er dog ofte kun holdninger. De bliver ikke bakket op af viden og derfor synes jeg, at det er svært at forholde sig til. F.eks. er der nogle former for Horsemanship, som ikke kunne drømme om at anvende positiv forstærkning. De holder sig udelukkende til den negative. Jeg har aldrig rigtig fundet ud af hvorfor.

Det er også ofte, at jeg hører nogle give udtryk for, at det at bruge godbidder i træningen er noget skidt, da hesten bare begynder at tigge. Også det undrer mig, for det er slet ikke min oplevelse. Det er rigtigt, at når hesten opdager, at jeg har godbidder, så vil den til at begynde med være påtrængende for at få fat i dem, men hvis jeg er konsistent og KUN giver godbidder under træning, så holder den op med at kanøfle mig. Den skal lige finde ud af, at den ikke får godbidderne gratis, men at den skal gøre noget for dem.

Der er argumenter som: “hvis man bruger godbidder, så er hestens interesse i dig ikke reel. Den gider kun være sammen med dig, fordi du har godbidder.” Det er muligt, at det er rigtigt, men jeg forstår ikke, hvorfor dens interesse i mig skulle være mere reel, hvis jeg ikke bruger godbidder? Den kommer vel ikke til at gide mig mere af, at jeg ikke bruger godbidder?

Og så er der det med opmærksomheden under træning. Jeg har oplevet, at der sker noget med den, når godbidderne indføres i træningen. Både Surfer og Ciara har været mere opmærksomme og motiveret, når jeg bruger godbidder. Og samtidig mindre irriteret. Det synes jeg, må være positive elementer i alle former for indlæring.

Men går det mon langsommere eller hurtigere for hesten at lære noget, afhængig af om du bruger positiv eller negativ forstærkning? Det kan jo godt være, at hesten er mindre stresset og mere fornøjet med positiv forstærkning, men måske går det langsommere at komme fra A til B?

Sidst har jeg tænkt over den rolle stress kan spille. For meget stress er hæmmende for indlæring, men en let form for stress kan måske have den modsatte effekt – altså virke fremmende på indlæringen – fordi stresshormoner skærper sanserne og gør kroppen klar til at præstere? Stress involverer adrenalin, men godbidder udløser dopamin, som modvirker adrenalin. Så måske er positiv forstærkning hensigtsmæssig ved let stress? Jeg ved det ikke.

Men det er noget jeg vil undersøge. Jeg vil forsøge at beskrive, hvad de forskellige forskningsresultater peger på i kommende indlæg.