Stimuluskontrol

5 cases:

  1. Engang faldt jeg over en tråd et eller andet sted, der omhandlede en piges desperate råb om hjælp med hensyn til en hest, der stejlede. Hun havde lært den at stejle fra jorden, men nu gjorde den det altså også under ridning.
  2. Laaaang tid efter var jeg ude at undervise en i træning fra jorden og da jeg spurgte, hvad hun havde lyst til at lave med hesten, sagde hun bl.a. at hun IKKE ville lære den at lægge sig ned, for så var hun bange for, at den ville gøre det i tide og utide. Fornuftig tanke, synes jeg.
  3. I begyndelsen, når jeg skulle rense hove på Sovs tog jeg fat i venstre forben, sådan som man jo gør, når man renser hove. Hans reaktion var at forsøge at komme ned og ligge på benet, for han har nemlig lært at “neje” eller bukke. Lidt upraktisk, at han forsøger at gøre det, hver gang jeg løfter venstre forben.
  4. Jeg så en video engang med en pige, der havde lært sin hest at stå og vippe op og ned med hovedet til musik. Hun og hendes veninder synes selvfølgelig, at det var vildt sjovt. Gad vide om den hest senere får problemer, når den står og væver i boksen, fordi det har den lært at gøre?
  5. Da jeg lærte Surfer at bakke via. ren oprant betingning, begyndte han også at bakke i alle mulige andre situationer i tide og utide. Det kan være, at det er nuttet, når han moon walker rundt på træningsbanen helt uopfordret, men det kan blive et problem, når han gør det på staldgangen.

Find selv eksempler på en hest der gør noget, der er hensigtsmæssigt i en sitation, men helt uhensigmæssigt i en anden. Det er nok ikke svært.

Hestene i alle disse cases gør præcis, hvad vi har lært dem. I virkeligheden er de rigtig gode elever, der viser, at de har forstået, hvad det er, vi gerne vil have og nu vil de gerne vise det så meget som muligt – måske for at opnå forstærkning. De er endda ekstra seje, fordi de har lært at udføre den indlærte adfærd i en helt anden kontekst – dvs. de viser, at de kan gøre noget i stalden, som de ellers havde lært ude i ridehuset.. det kan heste ellers i andre tilfælde have lidt svært ved. Nogle gange har vi brug for, at de skal overføre det, de har lært et sted til et andet og vi er nogle gange nødt til at træne det forskellige steder og andre gange ikke så meget.

Men hvordan undgår vi, at hesten begynder at udføre en adfærd, der er indlært i en situation til den anden eller at den gør det på de forkerte tidspunkter? Det kan vi gøre ved at sætte adfærden under stimuluskontrol.

Hvad er stimuluskontrol?

En stimulus er noget hesten udsættes for af os eller dens omgivelser. Alle stimuli bliver efterfulgt af en respons, som er den reaktion eller adfærd, hesten udviser, når den påvirkes af en stimulus. En sulten hest, der finder noget græs (stimulus), vil begynde at æde (respons). Når jeg trykker hesten på bagparten (stimulus), flytter hesten rumpen (respons). Når jeg tager let i tøjlen (stimulus), stopper hesten (respons). Når hesten ser en farlig dims (stimulus), løber den væk (respons). I en træningssituation forventer vi en bestemt respons på en bestemt stimulus.

Når vi træner med hesten, lærer vi den at knytte bestemte typer adfærd med bestemte stimuli. Dvs. jeg lærer hesten, at når jeg vifter med pegefingrene i luften (stimulus), skal den bakke (respons). Stimulus er i dette tilfælde et indlært signal.

Det vi nogle gange glemmer er at sikre, at adfærden er under stimuluskontrol. Dvs. sikre at den pågældende adfærd kun opstår, når vi viser et bestemt signal og ikke i nogen andre tilfælde. Hvis vi sætter adfærden under stimuluskontrol, undgår vi, at hesten begynder at udføre adfærden i utide. Det skal dog lige nævnes, at det selvfølgelig kun gælder under træning. Hvis hesten skulle få lyst til at bakke, når den er ude på folden, så er den selvfølgelig velkommen til det. Men i træningssituationer er det vigtigt, at den her lært at skelne mellem forskellige signaler og at den udfører de typer adfærd, der passer til.

Det der sker i stimuluskontrol er, at hesten lærer at genkende (diskriminere) bestemte stimuli/signaler. Det kan spare den for en masse frustrationer. Paul Chance skriver i Learning and Behavior, at stimuluskontrol kan give individet en form for kontrol, over det der sker. Hans eksempel er en rotte, der har lært at tykke på en knap, når en lampe lyser (fordi den får mad) og at undlade at trykke på den, når lampen ikke lyser (fordi den ikke får mad). Her kan man tale om, at adfærden er under stimuluskontrol. Det sparer rotten for at trykke på knappen i alle de tilfælde, hvor lampen er slukket. Den skal altså ikke bruge energi på noget, der ikke har nogen gavnlig konsekvens for den.

Fra menneskeverdenen er et hyppigt brugt eksempel trafiklys. Den røde lampe ved vi alle, hvad betyder og vi stopper ved rødt lys (forhåbentligt). Når den gule lampe lyser, løfter vi måske foden over til speederen og når den grønne lyser, træder vi på speederen. Det er et godt eksempel på adfærd, som er under stimuluskontrol og som øger sikkerheden på vejene, fordi vi ikke behøver at spekulere over, hvad lamperne betyder eller hvad vi skal gøre, når de lyser.

Med Chances ord:

When a discrimination has been well established, the behavior is said to be under stimulus control. Generally that means that the behavior is orderly and efficient, that it enables us to obtain desirable consequences and avoid undesirable ones. Stimulus control can work agains us, but we can also use it to our advantage” (Chance 2014, side 329)

Men det at en adfærd er konsekvent, effektiv og under stimuluskontrol, som Chance siger i citatet, kommer ikke af sig selv!

Reglerne for stimuluskontrol

  1. Adfærden opstår aldrig på et andet indlært signal – dvs. at hesten ikke bakker, hvis du giver et “stå” signal.
  2. Hesten skal ikke udføre nogen andre former for adfærd på signalet – dvs. hesten skal ikke lægge sig ned, når du giver bakkesignalet.
  3. Hesten skal udføre adfærden umiddelbart efter signalet er givet – dvs. den skal gøre det med det samme, når den bliver bedt om det og ikke 5 minutter efter.
  4. Hesten skal aldrig udføre adfærden uden at signalet er givet først – den skal altså ikke bakke rundt efter forgodtbefindende, men kun gøre det, når signalet er givet. 

(frit efter Karen Pryor: Don’t Shoot the Dog, side 73)

Først når de 4 punkter gør sig gældende, kan man tale om, at en adfærd er under stimuluskontrol.

Hvordan gør man?

hvis vi holder fast i eksemplet med bakke adfærden. Med Ciara viftede jeg med pegefingrene i luften, når hun skulle bakke. Hvis jeg skulle sikre mig, at det var under stimuluskontrol, kunne jeg gøre følgende:

  • Vise et andet signal af og til og tilbageholde forstærkningen, hvis hun bakker
  • Ikke forstærke, hvis hun bakker uden at signalet er givet først
  • Ikke forstærke andre former for adfærd på signalet
  • Kun forstærke, når hun udfører adfærden umiddelbart efter signalet
  • Tilbageholde signalet i et stykke tid og kun forstærke, hvis hun afventer signalet

På en af mine yndlingsblogs horse tricks 101 viser hun, hvordan hun gør det. Hendes hest har lært at bukke. Hesten bukker derfor hele tiden, men hun vil naturligvis gerne have, at den kun bukker, når den får besked på det. På videoen forstærker hun, når hesten ikke gør noget. En gang i mellem giver hun signalet og hesten får en godbid, hvis den bukker lige efter signalet. Hesten får intet, hvis den bukker, uden at hun har givet signalet først. Hun træner på den måde meget bevidst, at den ikke skal bukke på eget initiativ. Hun har gang i flere ting på en gang. For det første positivt forstærker hun, at hesten står roligt med hovedet væk (den vinder en godbid på det), for det andet negativt straffer hun, når hesten bukker, uden at signalet er givet først (her tilbageholder hun godbidden = negativ straf). Og for det tredie positivt forstærker hun adfærden, når den forekommer på signalet. Jeg synes, at det er en blid måde at gøre det på! Jeg vil helt sikkert integrere hendes måde at gøre det på mere i min træning.

 

Vær opmærksom på: 

Jeg har været inde på det i afsnittet ovenfor: at tilbageholdelse af godbidden er det samme som negativ straf og det kan hesten blive irriteret over. Den bryder sig ikke om, at noget der før resulterede i en godbid, nu pludselig ikke gør det længere. Den bliver straffet for noget, den før blev forstærket for og indtil den har fundet ud af, at det har noget med signalet at gøre, er det naturligvis meget frustrerende. Det hjælper dog, når hesten har erfaring med denne måde at træne på. Ciara blev f.eks. utrolig mobset til at begynde med, når jeg tilbageholdt godbidderne. Nu har hun lært, hvordan træningen foregår og hun bliver derfor ikke sur på samme måde mere, når jeg ændrer på tingene. Læg også mærke til, at hesten i videoen ikke virker synderligt irriteret over, at den ikke får en godbid, når den bukker på eget initiativ. Det kan måske have noget at gøre med, at den også er vant til at træne på den måde og måske, at der ikke går for lang tid mellem godbidderne, fordi hun også forstærker det, at hesten står stille.

Jeg synes, at det er vigtigt at sørge for, at hesten hele tiden har mulighed for succes. Hvis jeg tøver lidt med at give signalet, så tøver jeg til at begynde med ikke for længe men udvider gradvist tiden lidt efter lidt. Når jeg begynder at vise andre signaler, skal jeg tænke over, hvor meget de ligner det oprindelige. Det er ikke fair overfor hesten, hvis de ligner for meget til at begynde med. Det skal være nemt for den at se, at det ikke er det samme signal. Så kan man altid øge sværhedsgraden med tiden. Hvis jeg kan mærke, at jeg i et stykke tid har presset for meget på, uden at hesten har haft succes, kan jeg godt finde på at kaste en øvelse ind midt i det hele, som jeg ved hesten har styr på, så den lynhurtigt kan få et par succesoplevelser, inden vi fortsætter.

heste er meget lærenemme dyr og de forstår ret hurtigt, hvad vi er ude efter. Nogle gange glemmer vi bare at føre lærdommen til dørs og det ender jo desværre ofte med at hesten får skæld ud, bliver kaldt fræk eller uartig. Det er ikke fair, vel?

Kilder

Chance, Paul (2014): Learning and Behavior. International Edition, 7th edition, Wadsworth Cengage Learning.

Pryor, Karen (2009): Don’t Shoot the Dog! The New Art of Teaching and Training. Revised Edition, Ringpress Books Ltd.

Reklamer

Sovs

I går hentede jeg Bechamel bedre kendt som Sovs. Han er en dansk miniature på snart 5 år og vist nok 95 cm i stangmål.

Jeg har efterhånden i en del år trænet med alle mulige andres heste og har egentlig ikke for alvor overvejet at købe min egen (det skulle da lige være Surfer, men han er ikke til salg). Da jeg så Sovs var til salg, kunne jeg alligevel ikke nære mig for at køre ud og kigge på ham.

I et par dage gik jeg og spekulerede over, om jeg skulle købe ham eller ej. Han var rigtig sød, men jeg er ikke typen, der føler en kontakt med en hest lige med det samme. Jeg skal helst lære dem at kende først og opbygge et forhold stille og roligt. Jeg var SÅ meget i tvivl om, hvorvidt jeg ville komme til at føle den forbindelse. Men når jeg tænkte nærmere over det, så har jeg ikke været sammen med en hest over længere tid uden at ende med at knuselske den.

Jeg talte med min mand, med min veninde og med hende der ejer Ciara, Cindy og Basse. For lige at høre om det var helt tosset. Endte med at tage beslutningen. Jeg var klar til det. Helt sikkert. Da jeg hentede ham i går, var jeg slet ikke i tvivl.

Det er en mærkelig følelse. Det her er min hest. MIN. og nå ja familiens.. Det er mig, der bestemmer, hvad den hest skal og hvornår. Jeg har ansvaret. Jeg plejer at være fri for ansvaret og plejer at skulle indrette mig efter ejernes holdninger. Det har jeg ikke haft et problem med (det meste af tiden). Jeg har været glad og taknemmelig for, at andre mennesker har delt deres fantastiske dyr med mig og at jeg ikke har stået med det primære ansvar.

Sovs første møde med gården

Vi brugte et par dage på at gøre boks klar til ham. Den var fyldt op af wrapballer, som skulle flyttes et andet sted hen. Jeg flyttede 17 selv og har været øm i armene lige siden ;-). Min mand tog de resterende 22. Vi strøede halm og så var hans hule faktisk klar.

Da vi kom hjem med ham i går, gik jeg rundt med ham. Han ville gerne undersøge det hele. Gik og snusede til alt, ligesom en hund. Han var et smut inde i alle bokse og endte i sin egen, hvor vi havde aftalt at han skulle blive indtil i dag. Han virkede overhovedet ikke stresset eller trykket eller noget som helst. Men helt upåvirket har han nok ikke været, så jeg tager det hele stille og roligt.

Jeg var lige et smut den fold, som ligger nærmest den, hvor de andre gik. Det skulle jeg nok ikke have gjort. Da Sovs fik øje på de andre heste, trak han afsted med mig ud over marken for at komme over til dem. Med halen højt hævet som en anden hingst. Han er bomstærk og jeg kunne ikke gøre meget andet end at holde fast og lade mig slæbe på hælene efter ham. Jeg fik ham kun ind i stalden igen, fordi de godbidder jeg havde i lommen var lidt mere interessante end de andre heste.

Basse er hans nabo i stalden og hun var slet ikke tilfreds, da hun kom ind. Hun prøvede at nå ham over muren og bide ham, men hun kunne heldigvis ikke nå ham, medmindre han stillede sig lige op af muren ind til hende. Ciara strakte hals for at se ovre fra sin boks, men jeg tror ikke, at hun kunne se ham rigtigt. Vi tog hende ud, så hun kunne kigge ned til ham. Hun hvinede og kastede sig tilbage. Jaja, man er vel hoppe 😉

Skråt overfor står Fylke (tror jeg nok han hedder). En fjordhest vallak. Han kiggede bare ned til Sovs, da han gik forbi og det lod ikke til, at han synes, at det var noget han skulle hidse sig op over. På den anden side af muren til Sovs boks står Cindy. Men hun kan ikke se ham, da muren går helt op til loftet.

Og det nervepirrende første møde med flokken på folden

I dag kørte jeg derud for at lukke ham på fold med de andre for første gang. Jeg var meget nervøs. Hvad nu hvis de andre bankede ham? Hvad nu hvis nogen kom til skade? Hvad nu hvis han rendte igennem hegnet for at komme væk og jeg ikke kunne fange ham igen? Jeg ved jo, at Ciara kan være rigtig strid. Det var hun ved Fylke, da han blev introduceret til flokken.

Men Ciara, Basse og Cindy kom ikke op til hegnet, da jeg kom ud med Sovs. Det gjorde Fylke til gengæld. Han udgjorde en ekstremt dedikeret velkomstkomite! Fra det øjeblik, jeg lukkede Sovs ind, klæbede Fylke til ham som en tæge. Det lignede en decideret bromance! Men tag ikke fejl, Fylke var ikke udelukkende sød ved Sovs. Han nappede ham lidt af og til og hev i hans grime, men han sparkede ikke og var ikke voldsom. Sovs hev også i Fylkes grime flere gange – når han altså kunne nå den 🙂 Jeg var derude i 2 timer og i al den tid veg Fylke ikke fra Sovs’ side. De tre damer kunne slet ikke komme i nærheden af Sovs. Ciara ville ellers gerne over og tæve ham lidt, men Fylke stillede sig imellem. Tak Fylke!

I videoerne har han været på folden en halv times tid. De første 5 minutter brugte Sovs på at løbe rundt med Fylke luntende lige i hælene. I resten af den tid jeg var derude, skete der ikke så meget mere, end det man ser på videoerne. Derfor vurderede jeg, at det var bedre, at han blev ude sammen med de andre fremfor at blive taget ind. Jeg tror, at det er bedre, at de får etableret hierakiet så hurtigt som muligt og det kan de nok kun, hvis de er sammen. Desuden bryder Sovs sig ikke om at stå spærret inde i en boks.

Det er stressende for dem alle og jeg regner med en godt træt Sovs, når jeg kører ud og lukker ham ind her ved 15 tiden. Så kan han tage sig en slapper i boksen i fred og ro med noget hø, inden de andre bliver lukket ind senere.

Glæder mig til at være mere sammen med Sovs. Han har en del at lære – f.eks. at lade være med at trække afsted med mig. Vi har også købt en vogn og seletøj! Det bliver spændende. Lige nu skal han mest have ro til at finde sin plads i flokken…

Videoeksempler – næsten klar med de første øvelser til eksamen.

Hele sidste uge regnede det.. eller sådan har det i hvert fald føltes. Normalt elsker jeg at lytte til regnen falde på skråvinduerne, men lige for tiden betyder regn begrænsninger for træning med Ciara.

En smule støvregn forhindrer mig dog ikke i at køre ud og tage et par øvelser. Så ville vi aldrig få trænet. Heldigvis har det ikke blæst så meget. Blæst er det værste.. hverken Ciara eller jeg gider det!

Forrige gang tog jeg manden med til at optage alle de øvelser, vi har arbejdet på det sidste stykke tid. Nogle af dem er nogenlunde på plads og andre kræver lidt finpudsning hist og her. Jeg er også begyndt på de øvelser, som vi ikke har arbejdet med overhovedet (habituering- dvs. gang over bro & plastikposer, lineføring samt vige for pres på hovedet – op, ned, til siderne.).

Videooptagelserne var en øvelse – dels i at blive optaget og dels som analyse af, hvordan det ser ud. I dette indlæg viser jeg to øvelser, som er eksempler på noget, der fungerer ok og noget der stadig kræver arbejde.

I selve træningssituationen er der 100% koncentration om hesten og øvelserne og lidt mindre opmærksomhed på mig selv. Videoerne sladrer om, hvordan jeg fysisk og psykisk påvirker hesten. Når jeg vælger et signal, tænker jeg over, hvordan det skal se ud – hvordan skal min kropsholdning være?, Hvilken bevægelse eller lyd skal jeg lave? I hvilken kontekst skal signalet bruges – vil det f.eks. være smart at have hænderne fri og derfor bruge et lydsignal frem for et håndsignal? Hvordan sørger jeg for at signalet bliver så entydigt som muligt? osv.

Videoerne fortæller tydeligt, om det nu også ser ud, som jeg tror det gør og om jeg kommer til at gøre noget uhensigtsmæssigt uden at tænke over det.

“bak”, “kom” og Ground Tying – næsten på plads..

Den første video er øvelserne “bak”, “kom” og ground tying. Det er de øvelser, der er mest på plads lige nu. Men der er stadig plads til forbedringer! I disse øvelser besluttede jeg at bruge håndsignaler. Alligevel kommer jeg ofte til at blande fysiske og verbale signaler. Dvs. jeg kommer til at sige “kom” i kom-øvelsen, selvom jeg burde holde min mund og lade mit håndsignal “tale”. Det er ikke med vilje, at jeg siger “kom”. Jeg øver mig på at holde mund, men nogle gange slipper det bare ud. Det skal dog siges, at jeg er blevet meget bedre til kropssignaler. Jeg taler meget mindre nu, end jeg gjorde til at begynde med og mine kropssignaler er mere tydelige. Primært fordi jeg er mindre usikker.

https://www.youtube.com/watch?v=9NFvLy9Fws4

I Ground Tying øvelsen i videoen har jeg til at begynde med ikke Ciaras fulde opmærksomhed. Hun har mere travlt med at spise græs. Det sker af og til og det opfatter jeg ikke som et problem. Det var 2. gang vi trænede på græsfolden, fordi ridebanen var for smattet og jeg er faktisk ret imponeret over, at hun for det meste opfatter træningen som mere motiverende end græsset. Jeg kan fange hendes opmærksomhed og holde den fast. Det havde overhovedet ikke være muligt, da jeg startede på at træne med hende, så jeg er godt tilfreds.

Vende på signal – fysiske udfordringer & finpudsning

Mht. signalet har jeg i denne øvelse valgt at bruge et auditivt/verbalt signal. Det har jeg gjort, fordi jeg synes, at det er upraktisk at skulle bruge arme og hænder til at give signal, når jeg skal have en god kontakt med hende via rebet samtidig. Det er altså helt bevidst, at jeg her siger “skridte”, “trave” og “vende”. Problemet med verbale signaler er, at de kan variere en del i betoning, udtale osv. I den optimale situation lyder det verbale signal nøjagtig ens hver gang. I den virkelige verden kan man komme til at sige det på en lidt forskellig måde fra gang til gang.

“Vende på signal” fungerer ikke helt, som jeg gerne vil have. For det første vil jeg gerne have mere afstand mellem os og for det andet skal vi arbejde meget mere på et konsistent respons på selve longeringen – dvs. hun skal gå ud på volten med meget få og små signaler fra mig. Hun skal også vende uden, at jeg behøver at lede hende, så meget som jeg gør. Hun har gjort det bedre før, men vi er i en overgangsfase lige nu, hvor jeg reducerer antallet af forstærkninger (godbidder). Til at begynde med fik hun godbid, hver gang hun vendte, nu får hun kun en gang imellem. Hun vil selvfølgelig gerne have en godbid hele tiden, som hun plejer. Derfor stopper hun halvvejs igennem vendingen, for lige at se, om ikke jeg kaster en godbid i munden på hende. Jeg vil frem til, at jeg kan:

  • få hende ud på volten (og gerne en større volte)
  • vende to gange i skridt
  • overgang til trav
  • vende to gange i trav, før hun får en godbid.

Derudover vil jeg gerne formindske mine signaler for at få hende ud på volten og få hende i trav. Vi er godt på vej, men der har været udfordringer undervejs. Vi har haft en del ballade med at komme i trav på den ene volte. Hun ville simpelthen ikke. Jeg kunne stå op og hoppe og danse, så meget jeg ville. Vi har stadig lidt vanskeligheder med det. Jeg havde til at begynde med en fornemmelse af, at hun synes, at det var ubehageligt at skulle trave på den ene volte. Der var noget, der gjorde ondt. Min mistanke blev styrket efter smeden havde været der. Hun var øm i den ene hov. Det går bedre nu, efter hun både har haft smed og dyrlæge. Problemet med heste er, at de skjuler, når noget gør ondt. Det er et svaghedstegn at rende rundt og humpe. Et rovdyr vil gå efter det individ i flokken, der ser ud til ikke at kunne løbe så stærkt, som de andre. Når en hest på den måde nægter at udføre noget, som jeg beder den om, giver det anledning til at vurdere, hvad årsagen kunne være. Det kunne f.eks. være:

  • mit signal er ikke tydeligt nok
    • Efter at have afprøvet forskellige strategier uden held, blev jeg enig med mig selv om, at det muligvis var en lille smule signal relateret, men at det primært måtte skyldes noget andet.
  • det er det forkerte signal
    • Jeg har forsøgt at indlære et nyt signal for trave. Hendes ejer bruger en anden lyd. Ingen af delene virkede.
  • signalet er ikke indlært ordentligt
    • Det nye “trave” signal er helt sikkert ikke indlært ordentligt, men det forklarer jo ikke, at hun heller ikke ville gå i trav, når jeg løb efter hende og daskede hende i bagdelen med rebet.
  • hun er blevet “døv” overfor signalet pga. dårlig udførelse fra trænerens side
    • Det endte hun i hvert fald med at blive, efter mine mange forsøg, der ikke resulterede i noget. Nu hvor det går bedre, har jeg et par gange haft fat i pisken for at få hende i omdrejninger, så jeg kunne genetablere “trave” signalet. Jeg har brugt pisken til at tappe hende på skulderen eller bagdelen, samtidig med at jeg har gentaget det verbale signal. Derpå har jeg prøvet det verbale signal uden pisken, for at teste om hun responderede på det.
  • der er noget fysisk i vejen
    • Når en hest, der normalt er i stand til at gøre, hvad man beder den om, pludselig nægter at gøre det, så er det meget nærliggende, at det er et fysisk problem. Jeg synes også, at hun var en smule urengående på volten, men alligevel så lidt, at jeg var usikker på det. Jeg må lære at stole på det, jeg observerer. Det er sket rigtig mange gange i andre sammenhænge, at jeg har gjort opmærksom på en lille mislyd i bevægelsen på en hest og er blevet affejet af andre, men hvor det har vist sig, at der faktisk var noget om snakken.
  • hesten er stresset
    • Jeg kunne se, at hun reagerede med en lille stressreaktion. Hun virkede irritabel. Men det tror jeg da pokker, hvis det har gjort ondt.

I enhver situation er der et hav af forskellige forklaringsmuligheder, hvoraf “hesten er fræk” IKKE er en 😉

Det hele er work in progress. Det kan altid blive bedre, men det går den rigtige vej og jeg elsker at arbejde med heste. 🙂

Vurderingskriterier

Til eksamen bliver jeg bedømt på kontakten mellem os, min forståelse for øvelserne, min evne til at benytte signaler og forstærkninger, samt min evne til at løse problemer, der måtte opstå undervejs. Sidst bliver jeg bedømt på, hvordan jeg anvender de indlæringsteoretiske principper. Det er altså ikke sådan, at alt skal forløbe snorlige for alle 10 øvelser. Der bliver taget hensyn til, at hverken jeg eller hesten er robotter.