Kobling af signal på bakkeadfærd & shaping

Nu burde Surfer have lært at bakke. Det kunne han selvfølgelig i forvejen, han er jo ikke nogen ung hest, men jeg har arbejdet på, at lære ham det ved hjælp af klassisk betingning og ren operant betingning.

Næste mål er at koble et signal på bakkeadfærden. Det nytter jo ikke, at han kun bakker, når jeg står med klikkeren ude i ridehuset.

Jeg vil begynde med et håndsignal og hvis det lykkes vil jeg koble et lydsignal på senere.

Stimuluskontrol

Mit ønske er at få adfærden (bakke) under stimuluskontrol. Dvs:

  • Han skal kun bakke, når han ser signalet. Han skal ikke begynde at moonwalke helt uopfordret for at se, om han kan få godbid.
  • Han skal bakke KUN på dét signal. Andre ligende signaltyper skal han ignorere.
  • Han skal ikke udføre andre typer adfærd på signalet – f.eks. gå til siden eller gå fremad.
  • Han skal bakke til jeg holder op med at give signalet.

Det sker, iflg. min underviser på adfærd og indlæringskurset ofte, at adfærd på signal ikke kommer 100% under stimuluskontrol. Det betyder, at hesten måske af og til vil vise adfærden helt uopfordret, f.eks. på staldgangen, for at få se om den kan få en godbid. Er adfærden under stimuluskontrol burde det aldrig ske.

Definition af signal

Et signal har en mening og en form. Meningen er den betydning, vi giver signalet. Formen kan være fysisk, f.eks. et vink med hånden eller verbal, f.eks. et ord som “bakke”. Betydningen i ordet “bakke” er ‘gå baglæns’ og formen er lyden. Det er ikke så kompliceret.

Det som godt kan gå hen og blive lidt kompliceret er at få skabt en klar betydning af et signal. F.eks. har jeg været i tvivl om, hvorvidt han skulle bakke indtil jeg holdt op med at give signalet eller om jeg skulle indføre et stopsignal. Det er for uklart. For hvad er egentlig succeskriteriet? Hvis jeg ikke er helt klar over, hvad jeg præcis forlanger af ham, hvordan kan jeg så være helt præcis undervejs? Derfor har jeg taget en beslutning, så jeg er helt klar over, hvad det er jeg vil.

Jeg skal også analysere, hvordan signalet ser ud. Heste har en fotografisk hukommelse og Surfer vil registrerer alle detaljer. Derfor skal jeg tænke over min fremtoning og bevægelser, når jeg præsenterer signalet, så jeg ikke kommer til at gøre noget, som bliver en del af signalet, uden jeg selv er klar over det.

Sammenfattende skal jeg være helt klar i spyttet mht:

  • Hvordan signalet ser ud
  • Hvad det præcis er, jeg ønsker, at han skal gøre på signalet.

Shaping

Eftersom jeg ønsker, at han skal blive ved med at bakke, indtil jeg holder op med at give signalet, har jeg givet mig selv et par udfordringer. For det første er definitionen af shapingproceduren ikke helt triviel for en begynder (mig!) og for det andet vil jeg få maksimal udfordring i forhold til timing af signal og sekundær forstærker (klikkeren).

Shapingproceduren er nogenlunde sådan her:

  1. Præsentér signalet samtidig med adfærden. Den sekundære forstærkning (klik) skal falde et millisekund efter signalet. Den primære forstærker (godbid) kommer til sidst (helst når han er stoppet)
  2. Dernæst præsenteres signalet umiddelbart før adfærden. Dette gøres når han nogenlunde har forstået det første trin. Når han bakker på mit signal ca 80% af gangene, kan jeg gå videre til næste trin. Jeg har ikke andre krav til dette trin, end at han bare skal bakke, når jeg viser signalet. Jeg er altså ligeglad med, hvor store skridt han tager eller hvor mange for den sags skyld.
  3. Forstærk kun når han bakker på signal. Her stopper jeg med at forstærke (klik + godbid), hvis han bakker uden at få signalet først. Dvs. jeg klikker kun når han bakker på signal.
  4. Forstærk ikke når han bakker på andre signaler. På dette trin prøver jeg med vilje andre signaler. Men jeg forstærker kun, når han bakker på det rigtige signal. Han får ikke klik+godbid, hvis han bakker på andre typer signaler.
  5. Sidste trin er at udfase klikker og godbid. Dette gør jeg først, når adfærden er under stimuluskontrol.

Det er muligt, at jeg kommer til at tilføje et ekstra trin for at sikre, at han bliver ved med at bakke, sålænge jeg viser signalet.

Der er en del regler knyttet til shaping. Dem tager jeg en anden gang.

Alle usikkerhederne

Jeg er klar over, at det bliver svært. F.eks. er jeg ikke overbevist om, at jeg har udpindet shaping proceduren nok. Hvordan ved jeg f.eks. at han har skabt en forbindelse mellem adfærd og signal på første trin? Jeg skal jo vide sådan ca. hvornår jeg kan gå videre til trin 2.

Det kan også være, at jeg som nævnt bliver nødt til at introducere et ekstra trin i proceduren for at få ham til at blive ved med at bakke, indtil jeg stopper med at vise signalet. Dette trin vil formentlig have en masse undertrin, hvor jeg gradvis øger tiden for visningen af signalet.  Jeg starter med at vise tegnet i få sekunder og efterhånden sætter jeg antallet af sekunder op, indtil han til sidst bliver ved med at bakke, når han ser signalet.

Jeg er også helt sikker på, at timingen i signal, klik og godbid bliver en udfordring af de helt store.

Sidst er jeg er sikker på, at jeg kommer til at revurdere selve signalet.

Bruger jeg stadig godbidder?

Jeg læser og hører ofte kommentarer om godbidder. Det er åbenbart præget af meget stor skepsis bland hestefolk at bruge godbidder på den måde i træning.

Men ja, Jeg har absolut tænkt mig at blive ved med at bruge godbidder som primær forstærker. Jeg bruger gulerødder eller æbler eller fylder lommen med lidt foder. Og jeg bruger MANGE i meget små stykker/portioner 😉 ! Det fungerer fint og giver ikke mening at fjerne godbidderne og kun bruge klik, når han skal indlære noget helt nyt. Min erfaring er pt. at det ikke betyder noget i forbindelse med tiggeadfærd. Tværtimod synes jeg, at han tigger mindre i stalden, efter vi er begyndt på denne type træning. Måske fordi jeg er blevet mindre generøs i uddelingen af godbidder. Han får stort set aldrig godbidder bare for hyggens skyld mere. Det giver en mere rolig, mindre anmasende og i sidste ende mere sikker hest. Han skal heller ikke bruge energi på at få presset lækkerier ud af mig, for han ved, hvornår han kan regne med at få dem. Det må da give ro i hovedet på en hest, ikke? Hvis situationen ændrer sig, må jeg genoverveje sagen, men lige nu er godbidderne en central del af træningen, når det er noget helt nyt, der skal indlæres.

Reklamer

Skriv kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s