Kursus om dyrs følelser..

Nu har jeg været i gang på kursus om dyrs følelser i ca. 3 uger og jeg er helt overvældet og meget begejstret, men også lidt ærgerlig over, at jeg ikke har opdaget det noget før. Det kan da kun gå for langsomt at få delt ud af denne viden!

Animal Emotions kurset supplerer den viden, jeg har om indlæring og adfærd og gør det muligt at se mere nuanceret på træning og al anden omgang med heste (og andre dyr).

Hop over til Karolina Westlund på http://illis.se/en/ eller på facebook her: https://www.facebook.com/illis.se/ og læs mere om dyr og følelser. Det er guld værd! Her er en lille forsmag på den grundfølelse, der kendes som “Seeking” (ps: dem som er interesserede klikkertræning vil nok finde denne video spændende):

Jeg har forsøgt at finde viden om følelser og dyr i lang tid, men har ikke rigtig kunnet finde en åbning i videnskaben, som jeg kunne klemme mig ind. Når man begynder på et nyt videnskabeligt område, er det sværeste at finde ud af, hvor man skal starte og få sorteret den viden, der findes i forvejen.  Det har jeg hjælp til nu! Og det med eftertryk. Karolina Westlund er ph.d. og er en utrolig dygtig underviser. Hun har skruet et rigtig godt online kursus sammen.

Den viden jeg opnår her, burde være almen viden for alle der har med dyr at gøre. Ligesom også indlæringspsykologi og adfærd burde være det. Heste ville få det meget bedre og mennesker ville få det meget sjovere sammen med deres heste, hvis de tog viden om indlæring og følelser med i deres overvejelser hele tiden. Desværre er viden om områderne ikke så let tilgængelig og når man leder rundt omkring, støder man ind i mange holdninger, som simpelthen ikke er underbygget af nogen konkret viden, men snarere bygger på personlige holdninger, forældet viden og (mis)fortolkninger.

Jeg er meget kritisk, når jeg finder og vælger information og viden, som jeg ønsker at anvende. Det SKAL være funderet i, hvad vi rent faktisk ved om emnet. Det er ikke sådan, at jeg ikke bruger min intuition overhovedet eller ikke danner mine egne meninger. Det gør jeg i høj grad. Men jeg synes, at min intuition bliver meget mere følsom og nuanceret, jo mere jeg ved om et emne. Jeg bliver simpelthen bedre til at overveje og vurdere de konkrete situationer, jeg kommer i ude i stalden og jeg bliver bedre til at vurdere kvaliteten af den information, jeg støder på rundt omkring. Det giver mig en større bredde og flere handlemuligheder OG det forhindrer forhåbentligt, at jeg kommer til at overfortolke. Samtidig hjælper det mig til at gennemskue, hvor min intuition fører mig på afveje.

Og så er der jo det med viden: den ændrer sig over tid. Vi lærer hele tiden nyt og det sker ikke sjældent, at vi finder ud af, at det vi troede vi vidste, faktisk var helt forkert. Det gør jo bare det hele meget mere spændende og lidt angstprovokerende, for det betyder jo, at vi nogle gange er nødt til erkende, at vi tog fejl. Det kan godt gøre lidt ondt. Men det hører med til det at blive klogere..

 

 

 

 

Reklamer

Den godbid er IKKE en belønning!

Men hvad er den så? Under hestetræning er den en forstærker. Men er det ikke det samme? Ja, og nej.. men nok mest nej, for at undgå misforståelser!

Der er måske nogen, der undrer sig over, hvorfor jeg ikke kalder det en belønning, når jeg træner med godbidder. Jeg ved, at mange, der underviser i hestetræning bruger ordet belønning, fordi det er et ord alle kender og det er nemmere at forstå end forstærkning, men jeg mener, at ordet belønning skaber nogle lidt forkerte associationer i forbindelse med træning af dyr og derfor synes jeg, at det er bedre at holde sig ordet forstærkning. Når vi bruger ordet belønning og vi i virkeligheden mener positiv forstærkning, kan det give anledning til misforståelser, som kan blive svære at udrede bagefter eller i værste fald gør, at vi griber en opgave forkert an fra starten. Derfor synes jeg, at det er vigtigt at bruge præcise termer, også selvom det måske tager lidt ekstra tid, at for
klare hvad det er.

Nogle hestemennesker ønsker overhovedet ikke at bruge belønning/godbidder i træningen. Måske fordi de oplever, at hesten lærer unoder. Min påstand vil være, at
det er fordi, godbidderne ikke bliver anvendt korrekt. Jeg skal ikke kunne sige, om der findes heste, der bare ikke kan finde ud af det der med godbidder. Jeg har bare ikke mødt en endnu, der ikke med noget tilvænning kan blive ret god til det med godbidder. Min egen lille bandit Sovs, som er et kæmpe madøre, har lært manerer i brugen af godbidder og hvis han kan, så tror jeg, at de fleste kan 😉

Forstærkning er en term indenfor indlæringspsykologien der betyder: At tilføre eller fjerne noget for at øge sandsynligheden for at en adfærd forekommer igen. Når vi tilfører en godbid, kalder vi godbidden en positiv forstærker. Der findes også negative forstærkere, men det er ikke dem, det handler om her. Hvis man vil vide mere om positiv og negativ forstærkning, kan man kigge her.

Belønning

“påskønnelse af en bestemt indsats i form af ros eller penge” (ordbogen.com)

Synonymer: Bonus, dusør, erkendtlighed, gratiale, gengæld, påskøndelse, tak, præmie, vederlag.

En belønning og en forstærker er hyppigt den samme genstand. For mennesker kan det være ros, anerkendelse, ære, penge, gaver, lækker mad, eller hvad som helst andet en person vil blive glad for. I træning med dyr bruger vi hyppigt godbidder, nus eller ros. Selve genstanden kan altså være det samme, hvad enten vi belønner eller forstærker, men de anvendes på forskellige måder og med forskellige resultater. Der er – måske uskrevne – regler for, hvordan vi bruger belønninger i al almindelighed og de svarer ikke særligt godt til de meget konkrete og velbeskrevede regler, der er for anvendelsen af forstærkere.

En belønning er ofte noget, vi giver et stykke tid efter, en eller anden har gjort noget belønningsværdigt. Vi giver belønninger for en samlet præstation. F.eks. hvis vi har gjort det særligt godt med et projekt på arbejdet eller vi har vundet en konkurrence eller noget lignende. Vi får en bonus, en gave, en præmie eller æren som belønning for vores indsats. Det er sådan vi typisk forstår belønninger, tror jeg. Problemet med dem er, at belønning ikke knytter sig til nogen særlig del af præstationen. Hvis jeg f.eks. får ros på arbejdet efter et projekt, aner jeg ikke om det var rapporten, udførelsen, planlægning, samarbejdet eller noget helt andet, der var særlig godt til at udløse ros. Jeg kan måske få det beskrevet, men vi har det med at efterrationalisere, generalisere og desværre glemmer vi deltaljer i et længere forløb, så rosen vil ikke være særlig præcis og dermed heller ikke nødvendigvis give mig noget, der kan understøtte, hvad jeg gør fremover.

Det forholder sig anderledes med forstærkere.

Positiv forstærker (eng: positive reinforcer):

“Any stimulus which, when presented following a behavior, increases or maintains the strength of that behavior” (Chance 2014, side 397)

(dansk: en hvilken som helst stimulus (påvirkning), som når den præsenteres efterfølgende en adfærd, øger eller vedligeholder styrken af den pågældende adfærd.

Eller med Pryors ord:

“A reinforcer in anything that, occurring in conjunction with an act, tends to increase the probability that the act will occur again” (Pryor 2009, side 1)

(dansk: En forstærker er hvad som helst der, når det forekommer i sammenhæng med en handling, øger sandsynligheden for at denne handling vil forekomme igen.)

Det man skal lægge mærke til i ovenstående citater er, at en forstærker forekommer i direkte sammenhæng med en konkret handling. Timingen er afgørende. Der må ikke gå for lang tid mellem adfærden og forstærkningen. Vi taler om få sekunder, hvis det skal  have den ønskede effekt. Hvis en forstærker skal virke forstærkende på det hesten gør- dvs. øge sandsynligheden for at hesten gør det igen – er vi nødt til at give forstærkeren (godbidden) i det øjeblik hesten udfører handlingen – gerne samtidig med adfærden og allersenest et par sekunder efter. Tidsaspektet er centralt her og det er måske den væsentligste forskel på forstærkere og belønninger, sådan som jeg opfatter det.

Belønning vs. forstærkning – Timing

En forstærker gives i løbet af træningen, for at kommunikere til hesten, at det den gjorde, i det øjeblik den fik godbidden, er noget vi meget gerne vil se mere af.

Hvis vi venter med at levere godbidden til efter træningen er overstået, har den ingen indvirkning på noget af det, hesten gjorde under træningen. Hvis vi eksempelvis øver os på Side Pass fra jorden og hesten har gjort det godt, stikker vi den måske et par godbidder bagefter, mens den bliver striglet. Tanken er sød og vi vil gerne være gode ved vores heste, men godbidden fortæller ikke hesten, at det var det, den gjorde ude i ridehuset, der var godt. Den laver slet ikke den kobling. Hesten kobler godbidden med det, den gør i det sekund, den får godbidden og det kan jo være alt muligt. Det uheldige er, hvis vi ikke er opmærksomme på, hvad hesten gør, når den får godbidden – så kan vi komme til at forstærke en adfærd, vi ikke ønsker. Hvis den f.eks. stod stille og slappede af, så er det afslapningen vil forstærker og ikke den superlækre Side Pass den udførte i ridehuset. Man kan vel sige, at belønningen mere er for vores egen skyld, fordi vi gerne vil forkæle hesten. Hesten bliver selvfølgelig også glad, men den forstår ikke sammenhængen mellem godbidden og det den gjorde for 10 minutter siden. Uanset om vi opfatter godbidden som en belønning eller en forstærker, så virker den enkelte godbid forstærkende på noget. Nemlig det hesten gjorde, da den fik godbidden.

Hvis godbidden skal have nogen som helst effekt den adfærd, vi træner hen imod, er vi nødt til at anvende den på en anden måde, nemlig som en forstærker. Når vi bruger godbidden som forstærker, leverer vi den som sagt i det samme øjeblik, som hesten udfører adfærden. På den måde ville hesten forbinde godbidden med selve øvelsen. (Denne beskrivelse er faktisk for grov. Egentlig er det mindre dele af den samlede Side Pass bevægelse, vi forstærker til at begynde med – læs om Shaping her.)

Pryor giver et eksempel med atleter. Det virker meget bedre for en gymnasts fremtidige præstation, når træneren spontant råber “godt” eller “fantastisk” i det øjeblik gymnasten gør noget rigtig godt, end hvis han ventede til bagefter i en gennemgang af dagens træning. Vi oplever det måske også, når vi får undervisning til hest. Det har større effekt, når træneren siger “godt” eller “flot” i det øjeblik, hvor vi føler i det kroppen. Det er da dejligt at få ros bagefter, men det er ikke sikkert, det har den store indflydelse på detaljerne i præstationen næste gang. Det at forstærkningen kommer lige nu og her i direkte tidsmæssig forbindelse med adfærden, gør det nemmere for os at føle og vide, hvad der var godt og dermed hjælpe os til bedre at forstå, hvad vi skal gøre for at opnå samme tilstand igen. Vi vil også have mere lyst til at gøre det igen. Det gør noget ekstra for motivationen.

Et eksempel fra min egen verden er mine børns dans. De danser standarddans og latin og går til turneringer. Især min søn vinder ret ofte. Han er rigtig glad for medaljerne, men jeg er sikker på, at det er den øjeblikkelige forstærkning, når tilskuerne kigger på ham og klapper, når han danser forbi, der giver den største effekt og dermed er mest forstærkende på hans adfærd/bevægelser. Under træning hører jeg ofte træneren råbe “GODT” eller “FLOT” og selvom jeg ikke kan se, hvad der foregår, ved jeg, at det virker fantastisk forstærkende og motiverende på det børnene gør og at det skærper deres opmærksomhed på lige præcis de bevægelser de udførte, da han råbte “GODT”..

Hvis vi vender tilbage til sammenligningen mellem belønning og forstærkning: Groft sagt kan man vel godt sige, at det er to sider af samme sag, selvom de anvendes på forskellig måde, men ville vi opfatte spontane ytringer som “FLOT” og “Fantastisk!” som en belønning? Det tror jeg ikke. De ville snarere blive opfattet som en opmuntring: “JA, gør det der igen!” og det er den opmuntring, vi er ude efter, når vi anvender positiv forstærkning med heste. Så hvis vi absolut skal sammenligne den positive forstærker med noget, vil jeg næsten heller kalde det opmuntring eller anerkendelse af en handling end belønning.

Der er nok flere forklaringer på, hvorfor positive forstærkere virker bedre end belønninger. En af dem kan være, at hestens korttidshukommelse er begrænset (- det er menneskets i øvrigt også). Information i korttidshukommelsen holdes ikke mere end nogle sekunder, inden de skiftes ud med nye informationer. En anden forklaring er muligvis, at hesten ikke kan ræsonnere på samme måde, som mennesker kan. Den del af hjernen, som er i stand til at abstrahere, planlægge, ræsonnere osv er ikke særlig udviklet hos hesten i forhold til mennesket. Mennesker kan sagtens sidde bagefter og analysere nogle hændelser og tale om, hvad der er gået godt og skidt og tilpasse fremtidige handlinger ud fra det. Eller vi kan gætte os frem eller regne det ud, ved at tænke over det, der er sket. Det kan hesten ikke. Den analyserer sig ikke frem til ret meget eller reflekterer over alt muligt bagefter. Den lærer i øjeblikket vha. trial and error. Dvs. den prøver noget og afhængig af reaktionen eller konsekvensen, gør den det enten igen eller ikke.

Eksempel på misforståelse…

Jeg var med til en lidt voldsom trailerlæsning engang. Jeg havde ikke den store indflydelse på forløbet. Det var ikke min hest, ikke min trailer og ikke mig, der skulle noget med hesten. Jeg var bare tilfældigvis på stedet på tidspunktet. Det endte med 4 mennesker, der omringede hesten, som panikslagen hoppede til siden og på alle mulige måder prøvede at undgå traileren. Men jo mere den prøvede, jo mere pres fik den. Den endte med at være viklet ind i snore rundt om bagdelen og personer, der pressede den fra alle vinkler. Såvel hesten som de mennesker, der var med (inklusive mig selv) kunne være kommet til skade, men det skete heldigvis ikke.

På et tidspunkt forsøgte jeg mig med, at få hesten til at tage et skridt frem, så jeg kunne forstærke det ene skridt og måske øge sandsynligheden for, at den ville tage et skridt til, som jeg så kunne forstærke osv. Ejeren var irriteret og sur over forløbet og orienterede mig om “at han da ikke skulle belønnes for noget som helst nu, sådan som han opførte sig”. Jeg kan godt se, hvordan hun har tænkt det. Fandme nej om han skal have belønning/godbidder for at opføre sig sådan! Problemet er bare, at det ikke var en belønning i sådan traditionel forstand, jeg ville forsøge mig med. Det var en forstærkning. Hvis jeg var skarp i min timing og leverede en godbid i det sekund hesten gjorde bare den mindste bevægelse i den rigtige retning, ville han måske forsøge at bevæge sig i den retning igen. Med tiden ville han måske endda bevæge sig mere og mere i den rigtige retning, fordi han lærte, at det havde gode konsekvenser, at gå hen imod traileren. Som sagt: hesten knytter forstærkningen, til det den gør lige nu og her i dette øjeblik og ikke til dens samlede handlinger indenfor de sidste 5 minutter.

MEN i bagklogskabens lys ved jeg nu, at min ide med godbidderne helt sikkert ikke ville have virket i det tilfælde. Det var hesten alt for stresset til. Når hesten er for stresset og har adrenalinen susende rundt i kroppen, så tænker den kun på at overleve – enten ved at prøve at komme væk eller ved at angribe – og i det tilfælde er det for sent at hive godbidderne frem! Jeg tror, at det er de færreste, der tænker på en sandwich, når de føler sig truet på livet ;-). Man er nok ikke så sulten i det tilfælde. Hvis det skulle have virket, skulle vi fra starten af have sørget for, at hesten slet ikke nåede det stressniveau. Men jeg var helt grøn udi indlæringspsykologien og hesteadfærd og jeg var presset, for det var både farligt for menneskerne og hesten, så jeg tænkte ikke klart. Eksemplet fungerer som eksempel på, hvordan vi typisk forstår belønninger og hvordan de bruges og hvordan den opfattelse gør, at misforståelser opstår pga. noget som simpelt som betydninger af ord.

Forstærkeren er et redskab man bla. bruger indenfor træningen af dyr og man bruger den på en helt bestemt måde, for at opnå noget helt konkret. At forstå forstærkeren, som man typisk forstår belønning, kan give anledning til misforståelser, at det ikke lykkes os, at forstærke den ønskede adfærd og måske endda, at vi kommer til at forstærke en uønsket adfærd eller slet ikke når nogen vegne med træningen med godbidder.

Kilder

Chance, Paul (2014): Learning and Behavior. International Edition, 7th edition, Wadsworth Cengage Learning.

Pryor, Karen (2009): Don’t Shoot the Dog! The New Art of Teaching and Training. Revised Edition, Ringpress Books Ltd.

 

Stimuluskontrol

5 cases:

1. Engang faldt jeg over en tråd et eller andet sted, der omhandlede en piges desperate råb om hjælp med hensyn til en hest, der stejlede. Hun havde lært den at stejle fra jorden, men nu gjorde den det altså også under ridning.
2. Laaaang tid efter var jeg ude at undervise en i træning fra jorden og da jeg spurgte, hvad hun havde lyst til at lave med hesten, sagde hun bl.a. at hun IKKE ville lære den at lægge sig ned, for så var hun bange for, at den ville gøre det i tide og utide. Fornuftig tanke, synes jeg.
3. I begyndelsen, når jeg skulle rense hove på Sovs tog jeg fat i venstre forben, sådan som man jo gør, når man renser hove. Hans reaktion var at forsøge at komme ned og ligge på benet, for han har nemlig lært at “neje” eller bukke. Lidt upraktisk, at han forsøger at gøre det, hver gang jeg løfter venstre forben.
4. Jeg så en video engang med en pige, der havde lært sin hest at stå og vippe op og ned med hovedet til musik. Hun og hendes veninder synes selvfølgelig, at det var vildt sjovt. Gad vide om den hest senere får problemer, når den står og væver i boksen, fordi det har den lært at gøre?
5. Da jeg lærte Surfer at bakke via. ren oprant betingning, begyndte han også at bakke i alle mulige andre situationer i tide og utide. Det kan være, at det er nuttet, når han moon walker rundt på træningsbanen helt uopfordret, men det kan blive et problem, når han gør det på staldgangen.

Find selv eksempler på en hest der gør noget, der er hensigtsmæssigt i en sitation, men helt uhensigmæssigt i en anden. Det er nok ikke svært.

Hestene i alle disse cases gør præcis, hvad vi har lært dem. I virkeligheden er de rigtig gode elever, der viser, at de har forstået, hvad det er, vi gerne vil have og nu vil de gerne vise det så meget som muligt – måske for at opnå forstærkning. De er endda ekstra seje, fordi de har lært at udføre den indlærte adfærd i en helt anden kontekst – dvs. de viser, at de kan gøre noget i stalden, som de ellers havde lært ude i ridehuset.. det kan heste ellers i andre tilfælde have lidt svært ved. Nogle gange har vi brug for, at de skal overføre det, de har lært et sted til et andet og vi er nogle gange nødt til at træne det forskellige steder og andre gange ikke så meget.

Men hvordan undgår vi, at hesten begynder at udføre en adfærd, der er indlært i en situation til den anden eller at den gør det på de forkerte tidspunkter? Det kan vi gøre ved at sætte adfærden under stimuluskontrol.

Hvad er stimuluskontrol?

En stimulus er noget hesten udsættes for af os eller dens omgivelser. Alle stimuli bliver efterfulgt af en respons, som er den reaktion eller adfærd, hesten udviser, når den påvirkes af en stimulus. En sulten hest, der finder noget græs (stimulus), vil begynde at æde (respons). Når jeg trykker hesten på bagparten (stimulus), flytter hesten rumpen (respons). Når jeg tager let i tøjlen (stimulus), stopper hesten (respons). Når hesten ser en farlig dims (stimulus), løber den væk (respons). I en træningssituation forventer vi en bestemt respons på en bestemt stimulus.

Når vi træner med hesten, lærer vi den at knytte bestemte typer adfærd med bestemte stimuli. Dvs. jeg lærer hesten, at når jeg vifter med pegefingrene i luften (stimulus), skal den bakke (respons). Stimulus er i dette tilfælde et indlært signal.

Det vi nogle gange glemmer er at sikre, at adfærden er under stimuluskontrol. Dvs. sikre at den pågældende adfærd kun opstår, når vi viser et bestemt signal og ikke i nogen andre tilfælde. Hvis vi sætter adfærden under stimuluskontrol, undgår vi, at hesten begynder at udføre adfærden i utide. Det skal dog lige nævnes, at det selvfølgelig kun gælder under træning. Hvis hesten skulle få lyst til at bakke, når den er ude på folden, så er den selvfølgelig velkommen til det. Men i træningssituationer er det vigtigt, at den her lært at skelne mellem forskellige signaler og at den udfører de typer adfærd, der passer til.

Det der sker i stimuluskontrol er, at hesten lærer at genkende (diskriminere) bestemte stimuli/signaler. Det kan spare den for en masse frustrationer. Paul Chance skriver i Learning and Behavior, at stimuluskontrol kan give individet en form for kontrol, over det der sker. Hans eksempel er en rotte, der har lært at tykke på en knap, når en lampe lyser (fordi den får mad) og at undlade at trykke på den, når lampen ikke lyser (fordi den ikke får mad). Her kan man tale om, at adfærden er under stimuluskontrol. Det sparer rotten for at trykke på knappen i alle de tilfælde, hvor lampen er slukket. Den skal altså ikke bruge energi på noget, der ikke har nogen gavnlig konsekvens for den.

Fra menneskeverdenen er et hyppigt brugt eksempel trafiklys. Den røde lampe ved vi alle, hvad betyder og vi stopper ved rødt lys (forhåbentligt). Når den gule lampe lyser, løfter vi måske foden over til speederen og når den grønne lyser, træder vi på speederen. Det er et godt eksempel på adfærd, som er under stimuluskontrol og som øger sikkerheden på vejene, fordi vi ikke behøver at spekulere over, hvad lamperne betyder eller hvad vi skal gøre, når de lyser.

Med Chances ord:

“When a discrimination has been well established, the behavior is said to be under stimulus control. Generally that means that the behavior is orderly and efficient, that it enables us to obtain desirable consequences and avoid undesirable ones. Stimulus control can work agains us, but we can also use it to our advantage” (Chance 2014, side 329)

Men det at en adfærd er konsekvent, effektiv og under stimuluskontrol, som Chance siger i citatet, kommer ikke af sig selv!

Reglerne for stimuluskontrol

1. Adfærden opstår aldrig på et andet indlært signal – dvs. at hesten ikke bakker, hvis du giver et “stå” signal.
2. Hesten skal ikke udføre nogen andre former for adfærd på signalet – dvs. hesten skal ikke lægge sig ned, når du giver bakkesignalet.
3. Hesten skal udføre adfærden umiddelbart efter signalet er givet – dvs. den skal gøre det med det samme, når den bliver bedt om det og ikke 5 minutter efter.
4. Hesten skal aldrig udføre adfærden uden at signalet er givet først – den skal altså ikke bakke rundt efter forgodtbefindende, men kun gøre det, når signalet er givet. 

(frit efter Karen Pryor: Don’t Shoot the Dog, side 73)

Først når de 4 punkter gør sig gældende, kan man tale om, at en adfærd er under stimuluskontrol.

Hvordan gør man?

hvis vi holder fast i eksemplet med bakke adfærden. Med Ciara viftede jeg med pegefingrene i luften, når hun skulle bakke. Hvis jeg skulle sikre mig, at det var under stimuluskontrol, kunne jeg gøre følgende:

• Vise et andet signal af og til og tilbageholde forstærkningen, hvis hun bakker
• Ikke forstærke, hvis hun bakker uden at signalet er givet først
• Ikke forstærke andre former for adfærd på signalet
• Kun forstærke, når hun udfører adfærden umiddelbart efter signalet
• Tilbageholde signalet i et stykke tid og kun forstærke, hvis hun afventer signalet

På en af mine yndlingsblogs horse tricks 101 viser hun, hvordan hun gør det. Hendes hest har lært at bukke. Hesten bukker derfor hele tiden, men hun vil naturligvis gerne have, at den kun bukker, når den får besked på det. På videoen forstærker hun, når hesten ikke gør noget. En gang i mellem giver hun signalet og hesten får en godbid, hvis den bukker lige efter signalet. Hesten får intet, hvis den bukker, uden at hun har givet signalet først. Hun træner på den måde meget bevidst, at den ikke skal bukke på eget initiativ. Hun har gang i flere ting på en gang. For det første positivt forstærker hun, at hesten står roligt med hovedet væk (den vinder en godbid på det), for det andet negativt straffer hun, når hesten bukker, uden at signalet er givet først (her tilbageholder hun godbidden = negativ straf). Og for det tredie positivt forstærker hun adfærden, når den forekommer på signalet. Jeg synes, at det er en blid måde at gøre det på! Jeg vil helt sikkert integrere hendes måde at gøre det på mere i min træning.

 

Vær opmærksom på: 

Jeg har været inde på det i afsnittet ovenfor: at tilbageholdelse af godbidden er det samme som negativ straf og det kan hesten blive irriteret over. Den bryder sig ikke om, at noget der før resulterede i en godbid, nu pludselig ikke gør det længere. Den bliver straffet for noget, den før blev forstærket for og indtil den har fundet ud af, at det har noget med signalet at gøre, er det naturligvis meget frustrerende. Det hjælper dog, når hesten har erfaring med denne måde at træne på. Ciara blev f.eks. utrolig mobset til at begynde med, når jeg tilbageholdt godbidderne. Nu har hun lært, hvordan træningen foregår og hun bliver derfor ikke sur på samme måde mere, når jeg ændrer på tingene. Læg også mærke til, at hesten i videoen ikke virker synderligt irriteret over, at den ikke får en godbid, når den bukker på eget initiativ. Det kan måske have noget at gøre med, at den også er vant til at træne på den måde og måske, at der ikke går for lang tid mellem godbidderne, fordi hun også forstærker det, at hesten står stille.

Jeg synes, at det er vigtigt at sørge for, at hesten hele tiden har mulighed for succes. Hvis jeg tøver lidt med at give signalet, så tøver jeg til at begynde med ikke for længe men udvider gradvist tiden lidt efter lidt. Når jeg begynder at vise andre signaler, skal jeg tænke over, hvor meget de ligner det oprindelige. Det er ikke fair overfor hesten, hvis de ligner for meget til at begynde med. Det skal være nemt for den at se, at det ikke er det samme signal. Så kan man altid øge sværhedsgraden med tiden. Hvis jeg kan mærke, at jeg i et stykke tid har presset for meget på, uden at hesten har haft succes, kan jeg godt finde på at kaste en øvelse ind midt i det hele, som jeg ved hesten har styr på, så den lynhurtigt kan få et par succesoplevelser, inden vi fortsætter.

heste er meget lærenemme dyr og de forstår ret hurtigt, hvad vi er ude efter. Nogle gange glemmer vi bare at føre lærdommen til dørs og det ender jo desværre ofte med at hesten får skæld ud, bliver kaldt fræk eller uartig. Det er ikke fair, vel?

Kilder

Chance, Paul (2014): Learning and Behavior. International Edition, 7th edition, Wadsworth Cengage Learning.

Pryor, Karen (2009): Don’t Shoot the Dog! The New Art of Teaching and Training. Revised Edition, Ringpress Books Ltd.

Hestetræningskonsulent bestået!

Den skriftlige prøve…

Lørdag kl. 9 sad vi klar med spidsede blyanter, klamme håndflader og adrenalin i kroppen, da eksamensopgaverne blev uddelt. Klokken 10.30 var det overstået. Eller faktisk lidt før, for jeg afleverede 20 minutter før. Den skriftlige del af eksamen var ren teoretisk om adfærd og indlæring og uden hjælpemidler.

Det første spørgsmål havde nær slået mig helt ud og gjorde de første minutter lidt hektiske. Jeg skulle skrive, hvad den første periode i en føls liv hedder og det kunne jeg da overhovedet ikke huske. Jeg havde ikke fået læst op på adfærdsdelen, kun på indlæringspsykologien.. Jeg var også i tvivl om, hvorvidt jeg havde forstået de næste par spørgsmål rigtigt, så det startede ud med lettere stress og små-panik. Efter et stykke tid faldt der dog ro over det og til sidst vendte jeg tilbage til det første spørgsmål. Kunne stadig ikke komme i tanker om det, så jeg begyndte at beskrive, hvad der sker i den første periode af en hests liv. Jeg tænkte, at jeg på den måde kunne få bare et halvt point i den opgave. Men jeg kom i tanker om det til sidst. 🙂

Jeg fik ikke karakteren for den skriftlige prøve før efter den praktiske del af eksamen, som foregik på en rideskole. Vi kørte derud lige efter den skriftlige eksamen. Vi vidste kun, at vi ville få en case i form af en hesteejer, der gerne ville have vejledning i noget. Vi vidste ikke, hvad det drejede sig om.

Den praktiske prøve….

Jeg fik en trailerlæsningscase. Ejeren var en ca 14 årig pige og hendes mor. Det var dog mest pigen, jeg koncentrede mig om. Hun ville gerne have vejledning i at få sin forholdsvis nye islænder op i traileren. Den kunne godt gå i trailer med hendes mor, men når hun prøvede, gik den ved siden af rampen. Hvordan moren fik den op i traileren, havde jeg ikke sindsro til at spørge om. Jeg var nervøs og usikker i situationen og glemte at spørge ind til ting, jeg ellers normalt ville spørge om.

Mens vi stod og talte om hesten og hvad hun oplevede af problemer, stod hesten ikke stille og da hun trak den hen til traileren, var det helt tydeligt, at hesten bare tromlede derud af og ikke stoppede med det samme, når pigen gjorde. Hun måtte trække forholdsvis kraftigt i rebet for at få den til at stoppe. Den virkede ikke synderligt bange for traileren og jeg vurderede, at det ikke var stresshåndtering, der var hovedproblemet i casen, men derimod signalforvirring og usikkerhed (både fra pigens og hestens side). Derfor afgjorde jeg hurtigt, at vi ikke skulle begynde med trailerlæsning, men noget helt basis gå, stop og stå.

Hesten var tidligere rideskolepony og jeg tror, at det kan være årsagen til, at den var forvirret og usikker på det den skulle. Måske har den været håndteret af flere forskellige personer på rideskolen og eftersom det var en pony, har det nok været børn, som måske ikke har været helt tydelige i deres signaler, da de jo også selv har været ved at lære det hele. Pony’er får ofte skyld for at være frække. Nærmest som om, at de er født sådan. Det tror jeg ikke så meget på. De pony’er jeg har trænet med, har ikke været mere frække end heste. Formentlig fordi de har været håndteret primært af voksne erfarne hestefolk.

Uanset hvad årsagerne kunne være, så havde denne hest helt sikkert ikke lært det grundlæggende. Den forstod ikke pigens signaler eller kropssprog og derfor vadede den bare rundt. Pigen var heller ikke særlig ‘tydelig’ i sin fremtoning. Ved at lære pigen at være mere tydelig og konsekvent samt at forstærke på de rigtige tidspunkter, ville hesten hurtigt få styr på, hvad det var hun ønskede af den og jeg er sikker på, at det ikke alene ville blive nemmere, at få den op i traileren, men også at det ville blive en mere rolig og tryg pony i det hele taget.

Jeg trænede med pigen og hesten et stykke tid og gav nogle anbefalinger til, hvad hun skulle arbejde videre med. Jeg gav også nogle råd til, hvordan hun skulle gribe traileren an, når hun kom dertil.

Denne del af eksamen var helt sikkert min svageste side, men det gik ok og jeg er tilfreds med resultatet, selvom karakteren ikke var helt i toppen. Det ville jeg ellers normalt være rigtig ked af, men jeg har stadig meget at lære på den her konsulent-side.

Videoen med de 10 øvelser…

..havde jeg indsendt om torsdagen. Videoen var resultatet af det 3. og sidste forsøg på, at få en god video på plads. Det er denne video, jeg har trænet op til sammen med Ciara. De 10 øvelser skulle optages i et stræk. Vi måtte ikke klippe eller redigere i videoerne. Følgende blev vurderet af lærer og censor i videoen:

• Omgængelighed
• Trykøvelser
• Fjernkontrol
• Lineføring, skridt og trav
• Stop og overgange
• Stå-bak-kom
• Longe
• Snæver passage
• Sidepass
• Stå (groundtying)
• Habituering
• Helhed

Hver enkelt øvelse i videoen blev vurderet på:

• mine signaler,
• hvor god jeg er til at levere forstærkning på de rigtige tidspunkter,
• hvor godt jeg forstår hesten
• selve udførelsen.

De ovenstående punkter blev vurderet på en skala fra 0 – 4, hvor 0 er “meget utilfredsstillende” og 4 er “meget godt”. Dvs. at jeg har fået 4 tal i f.eks. Omgængelighed og en samlet score for den øvelse. Til sidst er der blevet lavet en samlet score for alle øvelser.

Jeg har fået lærer og censors vurderinger af videoen og jeg scorer helt i top i signaler, forstærkninger og forståelse for hesten men svinger en del i selve udførelsen (hvilket jeg jo godt vidste). Der var dog ikke noget, der lå under 2 = “ok”.

Det samlede resultat…

Alt i alt har jeg været igennem

Kurser:

• Hesteadfærd
• Indlæringpsykologi – teori
• Indlæringspsykologi – praksis
• Fysiologi & sygdomslære
• Anatomi og biomekanik
• Gymnastisering af hesten fra jorden
• Sadler
• Ernæring og hovlære
• Pædagogik og undervisningsteknik

Det var ikke muligt for mig at deltage i ridedelen af uddannelsen. Den kunne man vælge fra, som det eneste element, der kunne fra- og tilvælges. Det indhenter jeg senere 🙂

Jeg har i løbet af uddannelsen afleveret 2 skriftlige opgaver i:

• Indlæringspykologi
• Adfærd

Og til sidst har jeg bestået de tre dele af eksamen, som er beskrevet ovenfor med en gennemsnitskarakter på 10. Kan jeg være andet end utrolig godt tilfreds og meget stolt :-)?

1,5 år med fokus på heste er nu ovre. 1,5 år med udfordringer, lange rejser til Hirtshals, glæde, engagement, iver og rigtig godt selskab i form af spændende undervisere og hestenørdede medstuderende. Det gør mig både utrolig glad over resultatet og trist over, at det ikke bliver ved. Nu skal jeg vurdere, hvad jeg så skal. En ting er helt sikkert: jeg skal ud og have mig noget erfaring og jeg vil rigtig gerne finde nogle måder, hvorpå jeg kan dele min viden og erfaringer med andre… og så skal jeg have flere uddannelser, men lige nu er der pause på den front 🙂

Nørdehjørnet: Hvad er bedst – positiv eller negativ forstærkning?

Jeg har endelig fået adgang til en database, hvor jeg kan finde spændende forskning. Efter 3 dage intens søgning, har jeg fundet en del forskningsartikler, som på den ene eller den anden måde berører emner, som jeg går og spekulerer over dagligt.

F.eks.:

• Er der mon en forskel på om man bruger positiv eller negativ forstærkning? Kan man sige, at den ene form for træning generelt er bedre end den anden? Eller er der nogle situationer, hvor den ene form for træning er bedre end den anden?

Dette emne optager mig, fordi jeg oplever forskelle, når jeg træner, men også fordi jeg ofte hører forskellige holdninger til, hvad der er godt eller skidt. Disse holdninger er dog ofte kun holdninger. De bliver ikke bakket op af viden og derfor synes jeg, at det er svært at forholde sig til. F.eks. er der nogle former for Horsemanship, som ikke kunne drømme om at anvende positiv forstærkning. De holder sig udelukkende til den negative. Jeg har aldrig rigtig fundet ud af hvorfor.

Det er også ofte, at jeg hører nogle give udtryk for, at det at bruge godbidder i træningen er noget skidt, da hesten bare begynder at tigge. Også det undrer mig, for det er slet ikke min oplevelse. Det er rigtigt, at når hesten opdager, at jeg har godbidder, så vil den til at begynde med være påtrængende for at få fat i dem, men hvis jeg er konsistent og KUN giver godbidder under træning, så holder den op med at kanøfle mig. Den skal lige finde ud af, at den ikke får godbidderne gratis, men at den skal gøre noget for dem.

Der er argumenter som: “hvis man bruger godbidder, så er hestens interesse i dig ikke reel. Den gider kun være sammen med dig, fordi du har godbidder.” Det er muligt, at det er rigtigt, men jeg forstår ikke, hvorfor dens interesse i mig skulle være mere reel, hvis jeg ikke bruger godbidder? Den kommer vel ikke til at gide mig mere af, at jeg ikke bruger godbidder?

Og så er der det med opmærksomheden under træning. Jeg har oplevet, at der sker noget med den, når godbidderne indføres i træningen. Både Surfer og Ciara har været mere opmærksomme og motiveret, når jeg bruger godbidder. Og samtidig mindre irriteret. Det synes jeg, må være positive elementer i alle former for indlæring.

Men går det mon langsommere eller hurtigere for hesten at lære noget, afhængig af om du bruger positiv eller negativ forstærkning? Det kan jo godt være, at hesten er mindre stresset og mere fornøjet med positiv forstærkning, men måske går det langsommere at komme fra A til B?

Sidst har jeg tænkt over den rolle stress kan spille. For meget stress er hæmmende for indlæring, men en let form for stress kan måske have den modsatte effekt – altså virke fremmende på indlæringen – fordi stresshormoner skærper sanserne og gør kroppen klar til at præstere? Stress involverer adrenalin, men godbidder udløser dopamin, som modvirker adrenalin. Så måske er positiv forstærkning hensigtsmæssig ved let stress? Jeg ved det ikke.

Men det er noget jeg vil undersøge. Jeg vil forsøge at beskrive, hvad de forskellige forskningsresultater peger på i kommende indlæg.