Kursus om dyrs følelser..

Nu har jeg været i gang på kursus om dyrs følelser i ca. 3 uger og jeg er helt overvældet og meget begejstret, men også lidt ærgerlig over, at jeg ikke har opdaget det noget før. Det kan da kun gå for langsomt at få delt ud af denne viden!

Animal Emotions kurset supplerer den viden, jeg har om indlæring og adfærd og gør det muligt at se mere nuanceret på træning og al anden omgang med heste (og andre dyr).

Hop over til Karolina Westlund på http://illis.se/en/ eller på facebook her: https://www.facebook.com/illis.se/ og læs mere om dyr og følelser. Det er guld værd! Her er en lille forsmag på den grundfølelse, der kendes som “Seeking” (ps: dem som er interesserede klikkertræning vil nok finde denne video spændende):

Jeg har forsøgt at finde viden om følelser og dyr i lang tid, men har ikke rigtig kunnet finde en åbning i videnskaben, som jeg kunne klemme mig ind. Når man begynder på et nyt videnskabeligt område, er det sværeste at finde ud af, hvor man skal starte og få sorteret den viden, der findes i forvejen.  Det har jeg hjælp til nu! Og det med eftertryk. Karolina Westlund er ph.d. og er en utrolig dygtig underviser. Hun har skruet et rigtig godt online kursus sammen.

Den viden jeg opnår her, burde være almen viden for alle der har med dyr at gøre. Ligesom også indlæringspsykologi og adfærd burde være det. Heste ville få det meget bedre og mennesker ville få det meget sjovere sammen med deres heste, hvis de tog viden om indlæring og følelser med i deres overvejelser hele tiden. Desværre er viden om områderne ikke så let tilgængelig og når man leder rundt omkring, støder man ind i mange holdninger, som simpelthen ikke er underbygget af nogen konkret viden, men snarere bygger på personlige holdninger, forældet viden og (mis)fortolkninger.

Jeg er meget kritisk, når jeg finder og vælger information og viden, som jeg ønsker at anvende. Det SKAL være funderet i, hvad vi rent faktisk ved om emnet. Det er ikke sådan, at jeg ikke bruger min intuition overhovedet eller ikke danner mine egne meninger. Det gør jeg i høj grad. Men jeg synes, at min intuition bliver meget mere følsom og nuanceret, jo mere jeg ved om et emne. Jeg bliver simpelthen bedre til at overveje og vurdere de konkrete situationer, jeg kommer i ude i stalden og jeg bliver bedre til at vurdere kvaliteten af den information, jeg støder på rundt omkring. Det giver mig en større bredde og flere handlemuligheder OG det forhindrer forhåbentligt, at jeg kommer til at overfortolke. Samtidig hjælper det mig til at gennemskue, hvor min intuition fører mig på afveje.

Og så er der jo det med viden: den ændrer sig over tid. Vi lærer hele tiden nyt og det sker ikke sjældent, at vi finder ud af, at det vi troede vi vidste, faktisk var helt forkert. Det gør jo bare det hele meget mere spændende og lidt angstprovokerende, for det betyder jo, at vi nogle gange er nødt til erkende, at vi tog fejl. Det kan godt gøre lidt ondt. Men det hører med til det at blive klogere..

 

 

 

 

Den godbid er IKKE en belønning!

Men hvad er den så? Under hestetræning er den en forstærker. Men er det ikke det samme? Ja, og nej.. men nok mest nej, for at undgå misforståelser!

Der er måske nogen, der undrer sig over, hvorfor jeg ikke kalder det en belønning, når jeg træner med godbidder. Jeg ved, at mange, der underviser i hestetræning bruger ordet belønning, fordi det er et ord alle kender og det er nemmere at forstå end forstærkning, men jeg mener, at ordet belønning skaber nogle lidt forkerte associationer i forbindelse med træning af dyr og derfor synes jeg, at det er bedre at holde sig ordet forstærkning. Når vi bruger ordet belønning og vi i virkeligheden mener positiv forstærkning, kan det give anledning til misforståelser, som kan blive svære at udrede bagefter eller i værste fald gør, at vi griber en opgave forkert an fra starten. Derfor synes jeg, at det er vigtigt at bruge præcise termer, også selvom det måske tager lidt ekstra tid, at for
klare hvad det er.

IMG_0102Nogle hestemennesker ønsker overhovedet ikke at bruge belønning/godbidder i træningen. Måske fordi de oplever, at hesten lærer unoder. Min påstand vil være, at
det er fordi, godbidderne ikke bliver anvendt korrekt. Jeg skal ikke kunne sige, om der findes heste, der bare ikke kan finde ud af det der med godbidder. Jeg har bare ikke mødt en endnu, der ikke med noget tilvænning kan blive ret god til det med godbidder. Min egen lille bandit Sovs, som er et kæmpe madøre, har lært manerer i brugen af godbidder og hvis han kan, så tror jeg, at de fleste kan 😉

Forstærkning er en term indenfor indlæringspsykologien der betyder: At tilføre eller fjerne noget for at øge sandsynligheden for at en adfærd forekommer igen. Når vi tilfører en godbid, kalder vi godbidden en positiv forstærker. Der findes også negative forstærkere, men det er ikke dem, det handler om her. Hvis man vil vide mere om positiv og negativ forstærkning, kan man kigge her.

Belønning

“påskønnelse af en bestemt indsats i form af ros eller penge” (ordbogen.com)

Synonymer: Bonus, dusør, erkendtlighed, gratiale, gengæld, påskøndelse, tak, præmie, vederlag.

En belønning og en forstærker er hyppigt den samme genstand. For mennesker kan det være ros, anerkendelse, ære, penge, gaver, lækker mad, eller hvad som helst andet en person vil blive glad for. I træning med dyr bruger vi hyppigt godbidder, nus eller ros. Selve genstanden kan altså være det samme, hvad enten vi belønner eller forstærker, men de anvendes på forskellige måder og med forskellige resultater. Der er – måske uskrevne – regler for, hvordan vi bruger belønninger i al almindelighed og de svarer ikke særligt godt til de meget konkrete og velbeskrevede regler, der er for anvendelsen af forstærkere.

En belønning er ofte noget, vi giver et stykke tid efter, en eller anden har gjort noget belønningsværdigt. Vi giver belønninger for en samlet præstation. F.eks. hvis vi har gjort det særligt godt med et projekt på arbejdet eller vi har vundet en konkurrence eller noget lignende. Vi får en bonus, en gave, en præmie eller æren som belønning for vores indsats. Det er sådan vi typisk forstår belønninger, tror jeg. Problemet med dem er, at belønning ikke knytter sig til nogen særlig del af præstationen. Hvis jeg f.eks. får ros på arbejdet efter et projekt, aner jeg ikke om det var rapporten, udførelsen, planlægning, samarbejdet eller noget helt andet, der var særlig godt til at udløse ros. Jeg kan måske få det beskrevet, men vi har det med at efterrationalisere, generalisere og desværre glemmer vi deltaljer i et længere forløb, så rosen vil ikke være særlig præcis og dermed heller ikke nødvendigvis give mig noget, der kan understøtte, hvad jeg gør fremover.

Det forholder sig anderledes med forstærkere.

Positiv forstærker (eng: positive reinforcer):

Any stimulus which, when presented following a behavior, increases or maintains the strength of that behavior” (Chance 2014, side 397)

(dansk: en hvilken som helst stimulus (påvirkning), som når den præsenteres efterfølgende en adfærd, øger eller vedligeholder styrken af den pågældende adfærd.

Eller med Pryors ord:

A reinforcer in anything that, occurring in conjunction with an act, tends to increase the probability that the act will occur again” (Pryor 2009, side 1)

(dansk: En forstærker er hvad som helst der, når det forekommer i sammenhæng med en handling, øger sandsynligheden for at denne handling vil forekomme igen.)

Det man skal lægge mærke til i ovenstående citater er, at en forstærker forekommer i direkte sammenhæng med en konkret handling. Timingen er afgørende. Der må ikke gå for lang tid mellem adfærden og forstærkningen. Vi taler om få sekunder, hvis det skal  have den ønskede effekt. Hvis en forstærker skal virke forstærkende på det hesten gør- dvs. øge sandsynligheden for at hesten gør det igen – er vi nødt til at give forstærkeren (godbidden) i det øjeblik hesten udfører handlingen – gerne samtidig med adfærden og allersenest et par sekunder efter. Tidsaspektet er centralt her og det er måske den væsentligste forskel på forstærkere og belønninger, sådan som jeg opfatter det.

Belønning vs. forstærkning – Timing

En forstærker gives i løbet af træningen, for at kommunikere til hesten, at det den gjorde, i det øjeblik den fik godbidden, er noget vi meget gerne vil se mere af.

Hvis vi venter med at levere godbidden til efter træningen er overstået, har den ingen indvirkning på noget af det, hesten gjorde under træningen. Hvis vi eksempelvis øver os på Side Pass fra jorden og hesten har gjort det godt, stikker vi den måske et par godbidder bagefter, mens den bliver striglet. Tanken er sød og vi vil gerne være gode ved vores heste, men godbidden fortæller ikke hesten, at det var det, den gjorde ude i ridehuset, der var godt. Den laver slet ikke den kobling. Hesten kobler godbidden med det, den gør i det sekund, den får godbidden og det kan jo være alt muligt. Det uheldige er, hvis vi ikke er opmærksomme på, hvad hesten gør, når den får godbidden – så kan vi komme til at forstærke en adfærd, vi ikke ønsker. Hvis den f.eks. stod stille og slappede af, så er det afslapningen vil forstærker og ikke den superlækre Side Pass den udførte i ridehuset. Man kan vel sige, at belønningen mere er for vores egen skyld, fordi vi gerne vil forkæle hesten. Hesten bliver selvfølgelig også glad, men den forstår ikke sammenhængen mellem godbidden og det den gjorde for 10 minutter siden. Uanset om vi opfatter godbidden som en belønning eller en forstærker, så virker den enkelte godbid forstærkende på noget. Nemlig det hesten gjorde, da den fik godbidden.

Hvis godbidden skal have nogen som helst effekt den adfærd, vi træner hen imod, er vi nødt til at anvende den på en anden måde, nemlig som en forstærker. Når vi bruger godbidden som forstærker, leverer vi den som sagt i det samme øjeblik, som hesten udfører adfærden. På den måde ville hesten forbinde godbidden med selve øvelsen. (Denne beskrivelse er faktisk for grov. Egentlig er det mindre dele af den samlede Side Pass bevægelse, vi forstærker til at begynde med – læs om Shaping her.)

Pryor giver et eksempel med atleter. Det virker meget bedre for en gymnasts fremtidige præstation, når træneren spontant råber “godt” eller “fantastisk” i det øjeblik gymnasten gør noget rigtig godt, end hvis han ventede til bagefter i en gennemgang af dagens træning. Vi oplever det måske også, når vi får undervisning til hest. Det har større effekt, når træneren siger “godt” eller “flot” i det øjeblik, hvor vi føler i det kroppen. Det er da dejligt at få ros bagefter, men det er ikke sikkert, det har den store indflydelse på detaljerne i præstationen næste gang. Det at forstærkningen kommer lige nu og her i direkte tidsmæssig forbindelse med adfærden, gør det nemmere for os at føle og vide, hvad der var godt og dermed hjælpe os til bedre at forstå, hvad vi skal gøre for at opnå samme tilstand igen. Vi vil også have mere lyst til at gøre det igen. Det gør noget ekstra for motivationen.

Et eksempel fra min egen verden er mine børns dans. De danser standarddans og latin og går til turneringer. Især min søn vinder ret ofte. Han er rigtig glad for medaljerne, men jeg er sikker på, at det er den øjeblikkelige forstærkning, når tilskuerne kigger på ham og klapper, når han danser forbi, der giver den største effekt og dermed er mest forstærkende på hans adfærd/bevægelser. Under træning hører jeg ofte træneren råbe “GODT” eller “FLOT” og selvom jeg ikke kan se, hvad der foregår, ved jeg, at det virker fantastisk forstærkende og motiverende på det børnene gør og at det skærper deres opmærksomhed på lige præcis de bevægelser de udførte, da han råbte “GODT”..

Hvis vi vender tilbage til sammenligningen mellem belønning og forstærkning: Groft sagt kan man vel godt sige, at det er to sider af samme sag, selvom de anvendes på forskellig måde, men ville vi opfatte spontane ytringer som “FLOT” og “Fantastisk!” som en belønning? Det tror jeg ikke. De ville snarere blive opfattet som en opmuntring: “JA, gør det der igen!” og det er den opmuntring, vi er ude efter, når vi anvender positiv forstærkning med heste. Så hvis vi absolut skal sammenligne den positive forstærker med noget, vil jeg næsten heller kalde det opmuntring eller anerkendelse af en handling end belønning.

Der er nok flere forklaringer på, hvorfor positive forstærkere virker bedre end belønninger. En af dem kan være, at hestens korttidshukommelse er begrænset (- det er menneskets i øvrigt også). Information i korttidshukommelsen holdes ikke mere end nogle sekunder, inden de skiftes ud med nye informationer. En anden forklaring er muligvis, at hesten ikke kan ræsonnere på samme måde, som mennesker kan. Den del af hjernen, som er i stand til at abstrahere, planlægge, ræsonnere osv er ikke særlig udviklet hos hesten i forhold til mennesket. Mennesker kan sagtens sidde bagefter og analysere nogle hændelser og tale om, hvad der er gået godt og skidt og tilpasse fremtidige handlinger ud fra det. Eller vi kan gætte os frem eller regne det ud, ved at tænke over det, der er sket. Det kan hesten ikke. Den analyserer sig ikke frem til ret meget eller reflekterer over alt muligt bagefter. Den lærer i øjeblikket vha. trial and error. Dvs. den prøver noget og afhængig af reaktionen eller konsekvensen, gør den det enten igen eller ikke.

Eksempel på misforståelse…

Jeg var med til en lidt voldsom trailerlæsning engang. Jeg havde ikke den store indflydelse på forløbet. Det var ikke min hest, ikke min trailer og ikke mig, der skulle noget med hesten. Jeg var bare tilfældigvis på stedet på tidspunktet. Det endte med 4 mennesker, der omringede hesten, som panikslagen hoppede til siden og på alle mulige måder prøvede at undgå traileren. Men jo mere den prøvede, jo mere pres fik den. Den endte med at være viklet ind i snore rundt om bagdelen og personer, der pressede den fra alle vinkler. Såvel hesten som de mennesker, der var med (inklusive mig selv) kunne være kommet til skade, men det skete heldigvis ikke.

På et tidspunkt forsøgte jeg mig med, at få hesten til at tage et skridt frem, så jeg kunne forstærke det ene skridt og måske øge sandsynligheden for, at den ville tage et skridt til, som jeg så kunne forstærke osv. Ejeren var irriteret og sur over forløbet og orienterede mig om “at han da ikke skulle belønnes for noget som helst nu, sådan som han opførte sig”. Jeg kan godt se, hvordan hun har tænkt det. Fandme nej om han skal have belønning/godbidder for at opføre sig sådan! Problemet er bare, at det ikke var en belønning i sådan traditionel forstand, jeg ville forsøge mig med. Det var en forstærkning. Hvis jeg var skarp i min timing og leverede en godbid i det sekund hesten gjorde bare den mindste bevægelse i den rigtige retning, ville han måske forsøge at bevæge sig i den retning igen. Med tiden ville han måske endda bevæge sig mere og mere i den rigtige retning, fordi han lærte, at det havde gode konsekvenser, at gå hen imod traileren. Som sagt: hesten knytter forstærkningen, til det den gør lige nu og her i dette øjeblik og ikke til dens samlede handlinger indenfor de sidste 5 minutter.

MEN i bagklogskabens lys ved jeg nu, at min ide med godbidderne helt sikkert ikke ville have virket i det tilfælde. Det var hesten alt for stresset til. Når hesten er for stresset og har adrenalinen susende rundt i kroppen, så tænker den kun på at overleve – enten ved at prøve at komme væk eller ved at angribe – og i det tilfælde er det for sent at hive godbidderne frem! Jeg tror, at det er de færreste, der tænker på en sandwich, når de føler sig truet på livet ;-). Man er nok ikke så sulten i det tilfælde. Hvis det skulle have virket, skulle vi fra starten af have sørget for, at hesten slet ikke nåede det stressniveau. Men jeg var helt grøn udi indlæringspsykologien og hesteadfærd og jeg var presset, for det var både farligt for menneskerne og hesten, så jeg tænkte ikke klart. Eksemplet fungerer som eksempel på, hvordan vi typisk forstår belønninger og hvordan de bruges og hvordan den opfattelse gør, at misforståelser opstår pga. noget som simpelt som betydninger af ord.

Forstærkeren er et redskab man bla. bruger indenfor træningen af dyr og man bruger den på en helt bestemt måde, for at opnå noget helt konkret. At forstå forstærkeren, som man typisk forstår belønning, kan give anledning til misforståelser, at det ikke lykkes os, at forstærke den ønskede adfærd og måske endda, at vi kommer til at forstærke en uønsket adfærd eller slet ikke når nogen vegne med træningen med godbidder.

Kilder

Chance, Paul (2014): Learning and Behavior. International Edition, 7th edition, Wadsworth Cengage Learning.

Pryor, Karen (2009): Don’t Shoot the Dog! The New Art of Teaching and Training. Revised Edition, Ringpress Books Ltd.

 

Nørdehjørnet: Hvad virker bedst ved trailerlæsning – pisk eller gulerod?

Nørdehjørnet handler om videnskab og forskning. Ikke at jeg selv bedriver nogen form for forskning i forbindelse med heste, men har tidligere gjort det i forbindelse med andre fagområder. Derfor er jeg særligt interesseret i forskningsartikler og jeg har fået fingrene i en del af slagsen, der handler om hestetræning.

Her i huset er kattene meget kloge :-)
Katten gør mig her opmærksom på, de interessante konklusioner i artiklen 😉

Det interessante ved at læse forskningsartikler er ikke kun resultaterne. Det er mindst lige så interessant, hvordan forskerne er nået frem til resultaterne – deres metode. Man kan få en masse inspiration til hestetræning ved at læse, hvordan de har bygget deres forsøg op. Derudover beskriver forskerne som regel anden relevant forskning samt perspektiverer og diskuterer deres resultater til sidst. Det er sådan en typisk forskningsartikel er bygget op.

En af artiklerne sammenligner anvendelsen af positiv forstærkning (guleroden) og negativ forstærkning (pisken – altså bare til at tappe med!) i forbindelse med trailerlæsning af heste. Mere om den længere nede og referencen til artiklen findes i bunden af indlægget.

Trailerlæsning er et stort problem for mange, hvilket egentligt er lidt sært, eftersom heste jo beviseligt sagtens kan gå ind i en trailer, når bare de har lært det først. Desværre er læsningsmetoderne ofte besværlige og deciderede farlige for både hesten og mennesket. Jeg har selv været med til en, der var alt andet end rolig og hensigtsmæssig. Det var et mirakel, at hverken hesten eller nogle personer kom til skade og jeg kan helt ærligt sige, at havde det været min hest, så havde jeg aflyst det, den skulle (noget undervisning) og brugt et par dage på at træne trailerlæsning stille og roligt, inden jeg tog nogle steder igen.

Det var ikke alene synd for hesten, det var også uansvarligt overfor såvel menneskene som dyret. Jeg tror egentlig ikke, at de personer, der besluttede, at det skulle foregå på den måde var onde. Det beroede primært på en misforståelse og manglende viden om hestens natur. Den blev opfattet som fræk og stædig og derfor blev det et spørgsmål om, at den skulle lære, at den ikke kunne løbe om hjørner med nogen. Fra mit perspektiv var hesten hverken fræk eller stædig. Den havde brug for vejledning og hjælp til at komme op i traileren, da den var usikker. Den havde brug for, at det foregik i et tempo, hvor den kunne følge med og hvor den følte sig tryg. I stedet blev det en kamp, hvor hestens usikkerhed blev større efterhånden som presset på den blev større. Den endte med at komme op i traileren, men det var nok fordi, den blev træt og til sidst gav op. På det tidspunkt var den også viklet ind i alle mulige reb og 4 mennesker, der trak og masede fra alle sider. Jeg tror, at forløbet kunne have været meget anderledes, hvis man havde tænkt, at hesten skulle hjælpes fremfor at tvinges.

Jeg beskrev positiv og negativ forstærkning her og vil derfor ikke komme så meget i deltaljer med det. Blot ganske kort nævne, at i negativ forstærkning anvendes ikke godbidder, men forskellige former for pres – f.eks. at trække i grimen. Tricket er at stoppe presset, når hesten gør noget rigtigt. Dermed lærer den, at når den gør det, så forsvinder presset og den vil være mere opsat på at gøre det igen. Ved positiv forstærkning giver man hesten noget, den godt kan lide – f.eks. en godbid – når den gør noget rigtigt. Godbidden bruges altså ikke til at lokke med, men til at vise hesten, at det den gjorde lige nu var helt rigtigt. Den lærer på den måde, at hvis den gør noget bestemt, så får den en gave :-). Begge metoder øger sandsynligheden for, at den vil udføre den pågældende adfærd igen – altså forstærkning af adfærden. Positiv og negativ forstærkning er indlæringspsykologiske begreber indenfor den teori, der hedder operant betingning.

Og hold nu fast. Nu bliver det lidt nørdet men forhåbentligt også lærerigt.

Undersøgelsen sammenlignede positiv og negativ forstærkning ved trailerlæsning. 12 heste var med i undersøgelsen. Hestene var forskellige i både race, alder og køn og de var alle heste, der ikke ville læsses af deres ejere. Hestene udviste alle et højt angstniveau ved trailerlæsning – det var betingelsen for, at de kunne være med i forsøget. 6 af hestene blev trænet med positiv forstærkning og 6 med negativ forstærkning.

Inden selve trailerlæsningen, lærte hestene at gå over et stykke plastik vha. den metode, de skulle udsættes for i trailerlæsningen. De lærte alså metoden at kende først.

Metoden i den positive forstærkning var target træning. Target var en stav med en bold i enden, som hesten blev trænet i at røre og følge. De anvendte en klikker, som sekundær forstærker og den primære forstærker var æble- og gulerodsbidder. Når hesten rørte ved target, fik den et klik og en godbid. I den negative forstærkning var redskaberne en pisk. I plastikøvelsen lærte hestene at reagere på pres fra rebet og hvis de ikke reagerede blev presset intensiveret ved at tappe hesten på skulderen med pisken. Når hesten reagerede, fjernede man øjeblikkeligt presset. I begge træningsmetoder var hestene iført en grime + et 150 cm reb.

Det var den samme træner hele vejen igennem og der blev anvendt følgende shapingprocedure i 7 faser:

  1. en forhov på rampen
  2. to forhove på rampen
  3. et skridt med en forhov på rampen
  4. en baghov på rampen
  5. to baghove på rampen
  6. et skridt med en baghov på rampen
  7. hele hesten inde i traileren

Når en hest var i stand til at udføre en fase 5 gange på signal fra træneren, gik træneren videre til næste fase. Målet var nået, når hesten kunne gå helt ind i traileren 5 gange på signal fra træneren og blive derinde i 10 sekunder.

Hestene blev trænet 3 gange om ugen med mindst en fridag imellem hver træningssession. En træningssession varede maksimalt 18 minutter. Træningen fandt altid sted umiddelbart inden fodringstid. En træningsession stoppede, når hesten blev uopmærksom men altid efter, at hesten havde reageret korrekt på et signal. Der var sat 15 sessioner af til hver hest – inklusive de indledende gå-over-plastik øvelser, som tog 2-4 sessioner.

En hest blev taget ud af forsøget pga. sygdom. Der indgik således 6 heste i negativ forstærkning og 5 i positiv forstærkning. En hest kom ikke helt op i traileren i løbet af de 15 træningssessioner.

Mål

Det overordnede målepunkter var hjertefrekvens, ubehag/stress, undvigelse, tid og antal sessioner.

  • Hjertefrekvens: hestens hjertefrekvens blev målt med faste intervaller
  • Ubehag blev vurderet ud fra følgende tydelige fysiske udtryk:
    • Udvidelse af øjenene: det hvide i øjnene bliver synligt
    • Udvidelse af næsebor: vejrtræning bliver tydelig både visuelt og auditivt
    • Halepisken: halen svinges kraftig nogle gange
  • Undvigelse: hver gang hesten ikke udviste korrekt adfærd på signalet
  • Tid (pr session)
  • Antal træningssessioner (dog maksimalt 15)

Konklusioner

Hestene trænet med positiv forstærkning, lærte hurtigere (gennemsnitligt pr session) at gå op i en trailer og gjorde det med færre tegn på ubehag og færre undvigeforsøg end dem, der lærte det vha. negativ forstærkning. Forskellene var signifikante.

Med hensyn til hjertefrekvens og antallet af træningsessioner fandt de ingen forskel på de to træningsmetoder.

Iflg. denne undersøgelse er positiv forstærkning ikke alene mere effektiv, men også mindre stressende/ubehagelig end negativ forstærkning. Med andre ord virker guleroden bedre end pisken i dette tilfælde. Der er altså noget, der kunne tyde på, at træning med positiv forstærkning er hensigtsmæssig i tilfælde, hvor angst spiller en rolle.

Diskussion

Det jeg tager med fra denne artikel er:

  • At man ikke behøver at slås med hesten for at få den op i en trailer.
  • At brugen af godbidder og positiv forstærkning er mere effektiv og skånsom for hesten, hvis de anvendes korrekt (dvs. ikke til at lokke med men til at forstærke korrekt adfærd).
  • At hesten kan lære at gå op i en trailer gradvist over flere dage, hvor man hver gang når lidt længere i processen.
  • At man skal tage sig god tid til at lære en hest noget – især hvis det er noget, den er usikker på eller bange for.
  • At man kan splitte hele processen op i meget små skridt, der i sidste ende fører op i traileren. Faktisk var jeg lidt overrasket over, at shapingproceduren ikke havde flere skridt i undersøgelsen. Jeg ville nok have delt den op i endnu mindre skridt.
  • At viden om hestens natur og indlæringspsykologi kan give mange redskaber og muligheder i hestetræning.

Reference

Hendriksen, Payana; Elmgreen, Katrine & Ladewig, Jan (2011): Trailer-loading of horses: Is there a difference between positive and negative reinforcement concerning effectiveness ans stress-related signs? Journal of Veterinary Behavior – Clinical Applications and Research, Vol. 6, No. 5, September/October, pp. 261-266.

Nørdehjørnet: Hvad er bedst – positiv eller negativ forstærkning?

Jeg har endelig fået adgang til en database, hvor jeg kan finde spændende forskning. Efter 3 dage intens søgning, har jeg fundet en del forskningsartikler, som på den ene eller den anden måde berører emner, som jeg går og spekulerer over dagligt.

F.eks.:

  • Er der mon en forskel på om man bruger positiv eller negativ forstærkning? Kan man sige, at den ene form for træning generelt er bedre end den anden? Eller er der nogle situationer, hvor den ene form for træning er bedre end den anden?

Dette emne optager mig, fordi jeg oplever forskelle, når jeg træner, men også fordi jeg ofte hører forskellige holdninger til, hvad der er godt eller skidt. Disse holdninger er dog ofte kun holdninger. De bliver ikke bakket op af viden og derfor synes jeg, at det er svært at forholde sig til. F.eks. er der nogle former for Horsemanship, som ikke kunne drømme om at anvende positiv forstærkning. De holder sig udelukkende til den negative. Jeg har aldrig rigtig fundet ud af hvorfor.

Det er også ofte, at jeg hører nogle give udtryk for, at det at bruge godbidder i træningen er noget skidt, da hesten bare begynder at tigge. Også det undrer mig, for det er slet ikke min oplevelse. Det er rigtigt, at når hesten opdager, at jeg har godbidder, så vil den til at begynde med være påtrængende for at få fat i dem, men hvis jeg er konsistent og KUN giver godbidder under træning, så holder den op med at kanøfle mig. Den skal lige finde ud af, at den ikke får godbidderne gratis, men at den skal gøre noget for dem.

Der er argumenter som: “hvis man bruger godbidder, så er hestens interesse i dig ikke reel. Den gider kun være sammen med dig, fordi du har godbidder.” Det er muligt, at det er rigtigt, men jeg forstår ikke, hvorfor dens interesse i mig skulle være mere reel, hvis jeg ikke bruger godbidder? Den kommer vel ikke til at gide mig mere af, at jeg ikke bruger godbidder?

Og så er der det med opmærksomheden under træning. Jeg har oplevet, at der sker noget med den, når godbidderne indføres i træningen. Både Surfer og Ciara har været mere opmærksomme og motiveret, når jeg bruger godbidder. Og samtidig mindre irriteret. Det synes jeg, må være positive elementer i alle former for indlæring.

Men går det mon langsommere eller hurtigere for hesten at lære noget, afhængig af om du bruger positiv eller negativ forstærkning? Det kan jo godt være, at hesten er mindre stresset og mere fornøjet med positiv forstærkning, men måske går det langsommere at komme fra A til B?

Sidst har jeg tænkt over den rolle stress kan spille. For meget stress er hæmmende for indlæring, men en let form for stress kan måske have den modsatte effekt – altså virke fremmende på indlæringen – fordi stresshormoner skærper sanserne og gør kroppen klar til at præstere? Stress involverer adrenalin, men godbidder udløser dopamin, som modvirker adrenalin. Så måske er positiv forstærkning hensigtsmæssig ved let stress? Jeg ved det ikke.

Men det er noget jeg vil undersøge. Jeg vil forsøge at beskrive, hvad de forskellige forskningsresultater peger på i kommende indlæg.