Kursus om dyrs følelser..

Nu har jeg været i gang på kursus om dyrs følelser i ca. 3 uger og jeg er helt overvældet og meget begejstret, men også lidt ærgerlig over, at jeg ikke har opdaget det noget før. Det kan da kun gå for langsomt at få delt ud af denne viden!

Animal Emotions kurset supplerer den viden, jeg har om indlæring og adfærd og gør det muligt at se mere nuanceret på træning og al anden omgang med heste (og andre dyr).

Hop over til Karolina Westlund på http://illis.se/en/ eller på facebook her: https://www.facebook.com/illis.se/ og læs mere om dyr og følelser. Det er guld værd! Her er en lille forsmag på den grundfølelse, der kendes som “Seeking” (ps: dem som er interesserede klikkertræning vil nok finde denne video spændende):

Jeg har forsøgt at finde viden om følelser og dyr i lang tid, men har ikke rigtig kunnet finde en åbning i videnskaben, som jeg kunne klemme mig ind. Når man begynder på et nyt videnskabeligt område, er det sværeste at finde ud af, hvor man skal starte og få sorteret den viden, der findes i forvejen.  Det har jeg hjælp til nu! Og det med eftertryk. Karolina Westlund er ph.d. og er en utrolig dygtig underviser. Hun har skruet et rigtig godt online kursus sammen.

Den viden jeg opnår her, burde være almen viden for alle der har med dyr at gøre. Ligesom også indlæringspsykologi og adfærd burde være det. Heste ville få det meget bedre og mennesker ville få det meget sjovere sammen med deres heste, hvis de tog viden om indlæring og følelser med i deres overvejelser hele tiden. Desværre er viden om områderne ikke så let tilgængelig og når man leder rundt omkring, støder man ind i mange holdninger, som simpelthen ikke er underbygget af nogen konkret viden, men snarere bygger på personlige holdninger, forældet viden og (mis)fortolkninger.

Jeg er meget kritisk, når jeg finder og vælger information og viden, som jeg ønsker at anvende. Det SKAL være funderet i, hvad vi rent faktisk ved om emnet. Det er ikke sådan, at jeg ikke bruger min intuition overhovedet eller ikke danner mine egne meninger. Det gør jeg i høj grad. Men jeg synes, at min intuition bliver meget mere følsom og nuanceret, jo mere jeg ved om et emne. Jeg bliver simpelthen bedre til at overveje og vurdere de konkrete situationer, jeg kommer i ude i stalden og jeg bliver bedre til at vurdere kvaliteten af den information, jeg støder på rundt omkring. Det giver mig en større bredde og flere handlemuligheder OG det forhindrer forhåbentligt, at jeg kommer til at overfortolke. Samtidig hjælper det mig til at gennemskue, hvor min intuition fører mig på afveje.

Og så er der jo det med viden: den ændrer sig over tid. Vi lærer hele tiden nyt og det sker ikke sjældent, at vi finder ud af, at det vi troede vi vidste, faktisk var helt forkert. Det gør jo bare det hele meget mere spændende og lidt angstprovokerende, for det betyder jo, at vi nogle gange er nødt til erkende, at vi tog fejl. Det kan godt gøre lidt ondt. Men det hører med til det at blive klogere..

 

 

 

 

Første kursus planlagt og udført :-)

Den 30. december var en milepæl. En positiv begivenhed.

Det var første gang, jeg skulle undervise i noget af det, jeg har arbejdet med på min uddannelse.

En veninde fra min gymnasietid spurgte, om jeg ville hjælpe hendes datter med, at komme i gang med at lave noget fra jorden med sin pony. Hun var juniorrytter og kunne godt tænke sig at lave noget andet med sin pony end at ride. Bla. for at øge kontakten.

Det var en lidt anderledes vinkel, end de cases der blev præsenteret i løbet af uddannelsen. De handlede mere om, at en hesteejer havde et problem, som vi skulle hjælpe med at finde gode løsninger til.

Kurset skulle handle om, hvad og hvordan man kan lave noget med sin hest til glæde for både hest og rytter. En slags “jordtræning for begyndere”.

Planlægning

Jeg brugte lang tid på at planlægge – bla. at sammensætte nogle slides og tænke over nogle konkrete eksempler og øvelser, vi kunne tage udgangspunkt i. Først ville jeg give en indføring i det indlæringsteoretiske. Bagefter kunne vi gå i ridehuset og lave øvelser. Det teoretiske er nødvendigt, for at forstå hesten bedre og dermed øge opmærksomheden på den og tilpasse det man laver til den, efterhånden som det skrider frem.

Mine succeskriterier var, at pigen skulle få nogle brugbare redskaber og komme godt i gang med noget, som hun ville kunne fortsætte med, når jeg var gået. Desuden håbede jeg, at hun ville opfatte det som noget positivt og lærerigt. Indholdet i kurset var følgende:

  • Plan
  • Adfærd – hvad er en hest og hvorfor er det overhovedet relevant at tale om?
  • Indlæring – herunder klassisk & operant betingning og særlig vægt på hvad forstærkning er og hvordan man bruger det. F.eks. hvad er en forstærker? Hvorfor er den forstærkende? Timing af forstærkere osv.
  • Shaping – hvad er shaping? hvordan planlægger man et shapingforløb? shapingens 10 bud.
  • Planlægning af øvelser sammen med pigen.
  • Praksis i ridehuset.

Undervejs ville jeg lave klikkerlegen. Ikke fordi vi nødvendigvis skulle bruge en klikker, men for at demonstrere vigtigheden af timing og fordelen ved sekundære forstærkere.

Det eneste jeg forlangte til gengæld var, at jeg kunne få noget feedback omkring selve undervisningsforløbet, så jeg kunne forbedre det.

Erfaringer & feedback

Hun var en fornuftig og rigtig sød pige, som havde tænkt over nogle øvelser, hun godt kunne tænke sig at lave. Hun ville gerne øve noget af det helt grundlæggende: bakke og parkering f.eks. Det er de øvelser, jeg kalder hestens børnehaveøvelser, fordi jeg synes, at det er øvelser, som alle heste burde lære, som en naturlig del af deres opvækst. Det er forresten også øvelser, som mange voksne heste ikke har fået lært ordentligt og som kan skabe vanskeligheder i mange sammenhænge.

Hun havde også tænkt over, hvad hun IKKE ville. F.eks. ville hun ikke lære hesten at lægge sig ned, for så kunne det være, at den ville begynde at lægge sig ned på tidspunkter, hvor det ikke lige var hensigtsmæssigt. Det er rigtig godt tænkt og det gav anledning til at tage hul på et emne, som jeg ikke havde på planen: stimuluskontrol.

Jeg lærte en del, som jo var hensigten fra min side. F.eks. skal jeg enten skære ned på teorien eller sørge for at inddrage mange flere lege og øvelser henad vejen. Ellers bliver det for kedeligt, tror jeg. Det kan også være, at en del af det teoretiske kan flyttes over til den praktiske del, men det må komme an på en prøve en anden god gang.

Der er også noget, jeg kan tage ud. Stresskurven f.eks. er åbenbart en del af det man lærer, når man tager ryttermærker. Det blev jeg glad for at høre, men jeg vidste det ikke. Det kan jeg overveje at tage ud, afhængig af hvem der skal have undervisning.

Klikkerlegen synes jeg fungerede godt. Pigen og moren skiftedes til at være den, der holdt klikkeren og den der var hest.

Da vi kom i ridehuset var hesten meget fokuseret på godbidderne. Faktisk blev den urolig og begyndte at tygge i alt. Mit tøj, rebet, pigens fingre IMG_4974osv. Det er ikke unormalt, men er frustrerende og hæmmende for at opnå den følelse af kontakt og sammenhold med hesten, som vi var ude efter. Derfor brugte vi tid på at lære den, at den skulle vende hovedet lidt væk og lukke munden, før den fik en godbid. Vi måtte også øve at få afstand, så den ikke stod helt oppe i hovedet på os hele tiden. Vi kom i gang med nogle andre øvelser, men det vigtigste var at få styr på det med godbidderne.

Pigen bad om lektier og jeg foreslog at træne ro omkring godbidder. Dvs. kun give hesten noget, når den har gjort noget for det. Den skal ikke have noget, bare fordi den er nuttet – selvom den var virkelig sød 🙂 . Den skal holde hovedet i ro og lukke munden, for at opnå en godbid. Der er ingen tvivl om, at det vil tage noget tid for hesten, før den finder ro omkring godbidder.

Jeg er spændt på, hvordan det går. pigen deltager i hestefornuft’s januar challenge på facebook og det ser ud som om, at det skrider fremad. Hun kaster sig i hvert fald ud i det og det synes jeg er mega sejt 🙂 . Hun har endda vist, at hun har lavet en shaping-trappe! Jeg er imponeret over engagementet og motivationen.

Forhåbentlig bliver der mulighed for at lave en opfølgning. For mig vil det være interessant at se, hvordan det går med godbid-udfordringen. Der er en del i den omtalte januar challenge, som har problemet med anmasende heste, når de indfører godbidder. Nogle ender med helt at droppe godbidder. Det er noget jeg vil holde øje med fremover og eksperimenterer med. Min tese er, at alle heste kan lære at håndtere træning med godbidder uden at blive helt bimse i knolden. Nu vil jeg undersøge, om jeg har ret i den antagelse eller om jeg tager fejl. Spændende sager for en indlæringsnørd. 😉

 

 

 

Tampen brænder – kommunikation og shaping

Der er nok forskellige varianter af tampen brænder, men for mig er det en leg, hvor en person forlader et rum og dem, der er tilbage i rummet, gemmer en genstand, som den fraværende person skal finde. Når finderen kommer ind igen, begynder hun at bevæge sig rundt i rummet. De andre må kun sige “koldere”, når finderen bevæger sig væk fra genstanden og “varmere”, når vedkommende nærmere sig genstanden. Hvor hurtigt genstanden bliver fundet afhænger af, hvor dygtige de er til at sige “varmere” og “koldere” på de rigtige tidspunkter og hvor eksperimenterende finderen er.

Denne form for kommunikation minder om kommunikationen med heste. Der er grundlæggende kun mulighed for at kommunikere 2 ting til hesten:

  1. Ja tak, det er det, jeg gerne vil have“, når den gør noget rigtigt
  2. Nej tak, det var ikke det, jeg ønskede, at du skulle gøre“, når den gør noget forkert.

Med disse to budskaber kan hesten lære ret komplekse handlingssekvenser.

Forskellen på at lege tampen brænder med heste er, at hesten ikke har den fjerneste anelse om, at den er med i en leg (læs: træning eller læringsproces). Den ved ikke, hvad vi er i gang med eller, at der i det hele taget er et mål. Den kan kun forholde sig til det, der sker lige nu i øjeblikket. Når man leger det med mennesker ved alle, at legen skal føre frem til noget bestemt. Vi kender reglerne på forhånd og kan analysere os frem til, hvad det er vi tror, IMG_4194det skal lede frem til og tilpasse vores bevægelser til det. Vi kan tænke meget langt frem, det kan hesten ikke.

Men hesten er kvik og har nogle andre fordele i forhold til mennesker. Den kan ikke regne ud, hvad det er vi vil, ved at tænke sig frem til det, men den kan prøve sig frem og bygge videre på det den lærer efterhånden. Når den finder ud af, at en bevægelse er rigtig, vil den gøre det samme igen med større intensitet. Den meget opmærksom på alle visuelle og kropslige signaler. Hvis træneren har god timing og stor opmærksomhed på sin egen og hestens adfærd, er der mulighed for succes.

Desværre er mange mennesker ikke særligt opmærksomme på deres eget og andres kropslige signaler. Det kan gøre det svært at kommunikere præcist med hesten og gøre kommunikationen rodet. Vores timing er ofte også et problem. Hvis vi ikke er søde at fortælle hesten, om den gør noget rigtigt i det nøjagtige øjeblik, hvor den gør det, har den ikke en jordisk chance for at finde ud af, hvad vi vi frem til.

Det sker også, at vi kræver for meget af hesten på en gang. Dvs. at vi ikke leder den frem til målet i små veltilpassede skridt, men forventer at hesten skal nå målet, uden at vi har vist den vejen først. Det svarer til at forvente, at en person skal kunne danse vals, uden at vedkommende først har lært grundtrinnene og uden at få det demonstreret. Forestil dig at stå på dansegulvet. Du kender ikke valsen. Du ved måske ikke engang, at det er en dans, du skal lære. Det kunne lige så godt være, at du skulle lave yoga. Hvad har du brug for, for at kunne lære det? Forestil dig så, at danselæreren ikke har mulighed for at vise dig, hvordan man gør, men kun har mulighed for at fortælle dig, når du gør noget rigtigt eller forkert, ved at sige “ja” eller “nej”. Hvad skulle der så til, for at du kunne lære det?

Det kan også svare til, at forvente at et barn skal kunne læse ord, uden først at have lært at genkende bogstaverne og knytte lyde til dem. Eller at de skal kunne skrive, uden først at have øvet sig på at tegne bogstaverne. Hvis vi springer for mange skridt i processen over, eller går for hurtigt frem, har barnet ikke en chance og hvad værre er, kan vi risikere at barnet bliver demotiveret eller frustreret. En hest kan også blive frustreret og demotiveret.

Vi kan ikke rigtig sætte os i hestens sted. Den opfatter verden på en anden måde, end vi gør – selvfølgelig – den ser jo slet ikke ud som os, er ikke motiveret for de samme ting, gør sig heller ikke de samme erfaringer. Men måske kan vi få et lille indblik i, hvordan kommunikationen mellem hest og menneske føles fra hestens synspunkt, når vi leger tampen brænder, gæt eller grimasser eller f.eks. klikkerlegen. Det kan give os en større følsomhed overfor, hvad hesten har brug for.

Klikkerlegen for mennesker

Legen kræver mindst to personer og den kan sagtens leges uden en klikker.

klikkerEn person udstyres med en klikker og en anden sendes udenfor døren. Personen udenfor døren må ikke kunne se eller høre, hvad der foregår. Dem der er tilbage i rummet aftaler en bevægelse eller lignende, som personen skal udføre, når hun kommer ind. I denne leg er der kun mulighed for at signalere, at noget er rigtigt vha. klikkeren – alternativt kan man vælge et ord, f.eks. “rigtig” eller “dygtig”. Forkerte bevægelser signaleres ved at undlade at klikke/sige noget. Man må ikke sige “nej” eller ryste på hovedet eller nikke eller andre ting, som kan lede i den rigtige retning. Hvis det er meningen, at personen skal hoppe på et ben, er personen med klikkeren nødt til at klikke, hver gang, der kommer den mindste bevægelse i retning af målet. Det kræver rigtig god timing med klikkeren og et overblik over, hvilke bevægelser der kan klikkes på, for gradvist at nå frem til målet.

Det kræver også, at personen der skal udføre bevægelsen er god til at prøve sig frem. Det er et samarbejde. Sådan som det også er med hesten.

Tampen brænder og indlæringspsykologien

Den form for indlæring, der kommer tættest på tampen brænder indenfor træning med dyr er nok fri operant betingning. Det kaldes også ren operant betingning eller frishaping. Min allerførste øvelse med en klikker var at lære Surfer at bakke vha. denne metode. I fri operant betingning forsøger man at lære hesten noget, uden at lede den ved f.eks. at trække i et tov eller skubbe hesten i den rigtige retning. Min eneste mulighed for at kommunikere med hesten var at vente og holde øje med, hvad den gjorde af egen fri vilje og når den gjorde noget, som gav mening i forhold til øvelsen, kunne jeg klikke.

Det foregik nogenlunde sådan her: Jeg stillede mig overfor Surfer med en klikker i hånden og en masse godbidder i lommen. Klikkeren var allerede betinget (læs om hvordan man lærer en hest at forstå en klikker her). Mit mål var, som sagt, at han skulle bakke, men jeg måtte ikke skubbe til ham eller lignende. Så jeg ventede på en bevægelse. En hvilken som helst bevægelse. Jeg klikkede på alle bevægelser, men ikke på den samme bevægelse mere end tre gange i træk. Bevægelsen kunne f.eks. være, at han skiftede vægten fra et ben til et andet. Eller at han bevægende den ene forhov en lille smule fremad, eller noget helt andet. Min opgave var at klikke, når han gjorde noget og hensigten var som udgangspunkt at få ham til at tilbyde adfærd, så jeg med tiden kunne få en mulighed for at klikke på bakkeadfærd.

Et klik betyder “Ja tak, det er helt korrekt“. De første par klik skærpede hans opmærksomhed. Han blev mere aktiv og det gav mig mulighed for at klikke på flere bevægelser. Da jeg jo ikke klikkede på den samme bevægelse mere end tre gange i træk til at begynde med, begyndte han at eksperimentere. Han kunne ikke regne ud, hvad det præcis var, der udløste godbidder, så derfor prøvede han sig frem. Han tilbød altså mere og mere forskellig adfærd med større intensitet – dvs. bevægelserne blev større.

Surfer havde jo lige lært det med klikkeren og godbidden og han ville derfor meget gerne i lommerne på mig. Dvs. at mange af hans bevægelser var frem mod min lomme. Det blev hurtigt irriterende, så jeg besluttede at holde op med at klikke på den slags bevægelser. Det gjorde, at han ret hurtigt opfattede, at han ikke fik noget ud af, at gå frem mod lommen. Så han prøvede andre typer bevægelser. Både til siden og bagud. Efterhånden fik jeg mulighed for at klikke mere og mere på bagudbevægelser. På den måde nærmede vi os gradvis noget, der ligende “bakke” mere og mere, indtil vi nåede målet.

Hvordan det skred fremad afhang bl.a. af, hvor god jeg var til at aflæse hans adfærd og hvor god jeg var til at klikke på de rigtige tidspunkter.

Shaping

I stedet for at kalde det tampen brænder kan vi kalde det en variant af Shaping. Shaping betyder at forme – i dette tilfælde er det adfærd, vi former. Jeg formede eller shapede Surfers adfærd ved gradvist at skærpe kriterierne til det han gjorde, sådan at han nærmede sig den adfærd, som jeg var ude efter.

For at kunne gøre dette var jeg nødt til at have en klar ide om, hvad det egentlig var, jeg ønskede af Surfer og hvilke skridt der skulle til for at komme derhen. Bakke er måske ikke den mest komplekse adfærd, men hvis man bryder den ned i små skridt, der fører frem til målet, bliver det alligevel til en del skridt. Det kan godt være svært at definere et klart mål, men det er afgørende for et godt indlæringsforløb. Alexandra Kurlands (Kurland 2007) bog giver gode vejledninger til, hvordan man kan gribe det an.

Forudsætningen for en god shapingproces er, at målet er klart defineret og at forløbet er gennemtænkt, sådan at træneren har en ret detaljeret beskrivelse af, hvilke skridt der skal til for at opnå målet.

I bakkeøvelsen kunne shaping proceduren se nogenlunde sådan ud:

  • trin 1. Der klikkes for enhver bevægelse men ikke på samme bevægelse mere end 3 gange i træk. Kriteriet for at gå videre til næste trin er, at Surfer bevæger sig aktivt rundt og afprøver handlinger.
  • trin. 2: Der klikkes IKKE for bevægelser fremad mod lommen. Alle andre bevægelser forstærkes (dvs. der klikkes, gives godbid eller lign.). Kriteriet for at kunne gå videre til næste trin er, at Surfer primært udfører bevægelser i alle andre retninger end lommen.
  • trin 3. Der klikkes kun på baglænsbevægelser eller til siden. Kriteriet for at gå videre til næste trin er, at Surfer primært bevæger sig til siden eller baglæns.
  • trin 4. Der klikkes kun på bevægelser bagud. Om det er skråt bagud eller hvad det er, er lige meget. Kriteriet for at gå videre til næste trin er, at Surfer primært bevæger sig bagud.
  • trin 5. Der klikkes på mere ligeudrettede bagudbevægelser. Målet er nået, når Surfer bevæger sig lige bagud det meste af tiden.
  • Målet: trin 6. Der klikkes kun på lige bagudrettede bevægelser og der indføres variabel forstærkning (forklaring følger længere nede)

Man kan forestille sig en trappe, hvor hvert trin leder tættere på målet. På første trin lærer Surfer, at han kan opnå forstærkning (klik + godbid) ved at bevæge sig, men der er ikke stillet nogen krav til bevægelserne. På næste trin redefinerer jeg reglerne for vores leg. Nu får han pludselig ikke forstærkning, når han bevæger sig i en bestemt retning, men dog stadig ved alle mulige andre bevægelser. Jeg har ændret reglerne, men ikke så meget, at han slet ikke kan genkende spillet. En del af den adfærd, som han præsterede på det forudgående trin, indgår på næste trin. Hvis jeg pludselig lavede så meget om på reglerne, at det slet ikke lignede det, han allerede havde lært, ville jeg få problemer. Han ville ikke have særlig stor chance for at opnå forstærkning og han ville måske blive frustreret eller give helt op. For eksempel: lad os antage, at han havde lært, at reglerne for at få en godbid var, at bevæge sig i alle mulige retninger (trin 1) og jeg lavede reglerne om, så han kun fik forstærkninger, når hans adfærd svarede til trin 5. Der ville gå meget lang tid og mange forsøg, før han ramte den rigtige adfærd. Han ville måske begynde at gøre noget, der overhovedet ikke havde noget at gøre med øvelsen og til sidst ville han give op. Lidt mere om det længere nede i reglerne for shaping.

Der er naturligvis rigtig mange måder, at lære en hest at bakke på. F.eks. kunne man lede hesten i den rigtige retning ved f.eks. at læne sig frem mod den eller lægge en hånd på bringen – det hedder operant betingning på ledende signal. I det tilfælde ville shapingproceduren se anderledes ud.

Shapingens 10 regler

Der er nogle regler i shaping, som det kan være gavnligt at tænke over (Pryor 2009, pp. 38-52):

  • Hesten altid skal have mulighed for at opnå forstærkning. Jeg har allerede været inde på denne regel, der drejer sig om at de enkelte trin på shapingtrappen skal være veldefineret og små nok til at hesten har en chance for at gør det rigtige. Hvis det er for svært, vil hesten aldrig finde ud af, at den er på vej i den rigtige retning. På hvert trin lægger træneren grundlaget for at komme op på det næste trin, hvor kravene skærpes en smule. Man kan tænke på hvert trin som et sæt regler. Når hesten har lært reglerne for at opnå forstærkning på et trin, ændrer vi dem en smule på næste trin. Vi skærper kravene for at opnå forstærkning. Det er vigtigt, at hesten kan genkende nogle af reglerne fra det forudgående trin.
  • Det kan også ske, at træningsforløbet slet ikke fungerer. Der er ingen fremgang. I det tilfælde er det hensigtsmæssigt at kigge sin procedure efter igen. Måske er det nødvendigt at lave nogle flere trin, redefinere dem eller lave det hele om. Reglen lyder, at hvis noget ikke virker, må vi finde på noget andet.
  • Hesten kan nogle gange se ud til helt at have glemt, hvad den har lært, dvs. den indlærte adfærd er brudt sammen. I det tilfælde er reglen, at man går tilbage til trin 1 og løber alle trinene igennem forfra. Det er en slags repetition af de forudgående trin, hvor hesten hurtigt og let kan opnå en masse forstærkninger. Eftersom hesten allerede har været igennem disse trin, går det som regel ret hurtigt at genopfriske dem.
  • Når shapingproceduren er ordentligt gennemtænkt, bliver det muligt for træneren at tænke forud for hesten. Hvis hesten pludselig springer et par trin op ad trappen, skal træneren være klar til at forstærke og tage den derfra – dvs. træneren skal hele tiden være på forkant. Det er svært at være på forkant, hvis man ikke har tænkt det ordentligt igennem fra starten. Så igen: planlægningen er afgørende.
  • En anden regel er, kun at træne ét aspekt af en adfærd af gangen. I bakkeøvelsen kunne det måske være, at jeg forsøgte at lære hesten at gå baglæns OG tage et bestemt antal skridt. Jeg ville starte med at indøve at gå baglæns og være ligeglad med antallet af skridt. Når bakningen fungerede, ville jeg begynde at arbejde med at tage et bestemt antal skridt. Min første regel på trin et ville være at bakke et skridt. På næste trin ville jeg ændre reglen og bede om to skridt, før jeg forstærkede. På tredie trin ville jeg bede om 3 skridt osv. Et andet eksempel kunne være, at lære hesten at tage hovedet ned, for at give trense på. Der er (mindst) to dele af den adfærd: 1) tage hovedet ned til en bestemt højde og 2) blive stående med hovedet i den pågældende højde i længere tid. I en shaping procedure kunne vi begynde med at få hovedet i den rigtige højde og først bagefter træne, at hovedet blev i den ønskede højde i længere tid. Man kan ikke både træne højden og tiden samtidig.
  • Det leder frem til den næste regel indenfor shaping, som drejer sig om, at når man begynder at arbejde på et nyt aspekt af adfærden, slækker man midlertidigt kravene til det tidligere aspekt. Det kan være, at vi har trænet hesten i at tage hovedet ned til en bestemt højde og at det fungerer. Når vi begynder at træne tiden den holder hovedet stille, slækker vi for en stund på kravene til højden.
  • Når adfærden er indlært på det enkelte trin sættes den på variabel forstærkning. Det betyder, at vi forstærker i et uforudsigeligt mønster. Den får altså ikke en godbid hver gang, den udfører adfærden. Det er en effektiv måde at vedligeholde og styrke en indlært adfærd. Det svarer lidt til det der sker, når mennesker spiller på enarmede tyveknægte. Når der ikke er gevinst hver gang forstærker det, at personen vil blive ved med at hive i håndtaget. Man ved jo aldrig, hvornår den store gevinst kommer – det kunne være næste gang – derfor må man lige prøve igen! Hvis gevinsten kom fuldstændig regelmæssigt og forudsigeligt, ville motivationen med tiden falde. Det er det samme, man har fundet ud af i forbindelse med ledelsesteorier om bonusordninger. Man har fundet ud af, at en forudsigelig bonus måske virker motiverende til at begynde med, men over tid har den ingen indflydelse på motivationen. Hvis bonussen derimod kommer helt overraskende og uforudsigeligt, kan det booste motivationen.
  • Skift ikke træner midt i processen. Det kan selvfølgelig blive nødvendigt, men som en generel regel bør det undgås. Det betyder ikke, at en hest altid skal have den samme træner. Den kan godt have mange, men der skal helst kun være én træner til ét indlæringsforløb.
  • Afbryd ikke træningen tilfældigt. Hvis du gør det, vil hesten opfatte det som en straf. Lad f.eks. være med at tale i telefon eller have for meget hyggesnak med andre, imens du træner. Reglen kunne også lyde: koncentrér dig om hesten og det du laver! 
  • Den sidste regel er, at man skal stoppe mens legen er god. Der er dog forskning der peger på, at det ikke betyder så meget for hesten. For mennesker kan det have betydning, at vi slutter efter et par succesoplevelser, men hesten er efter alt at dømme ligeglad. Reglen har jeg taget med alligevel, fordi den er en del af shapingens regelsæt.

Yderligere viden og inspiration til shaping kan findes i bøgerne nedenfor.

Mine udfordringer

Der er nogle af reglerne, som jeg har betydeligt sværere ved end andre. F.eks. synes jeg, at det med variabel forstærkning er ret udfordrende. Det kan også være svært at planlægge en god proces. Det er meget nemmere bare at gå i gang, men det kan aldrig betale sig i praksis! Pludselig står jeg med problemer, som måske kunne være undgået, hvis jeg havde tænkt det ordentlig igennem fra starten.

Jeg arbejder med en øvelse lige nu, hvor jeg har sprunget over, hvor gærdet er lavest! Det har givet problemer. Heldigvis er der jo ingen skade sket, udover at jeg har tabt noget tid. Jeg må tage mig sammen og få det ordenligt planlagt 🙂 .

Kilde

Kurland, Alexandra (2007): Clicker Training for Your Horse. Sunshine Books, Inc. (First published 1999)

Pryor, Karen (2009): Dont Shoot the Dog – The New Art of Teaching and Training. Revised edition. Ringpress Books Ltd.

Negativ og positiv forstærkning.. hvad er det nu lige det er?

Når jeg fortæller, hvad det er for en uddannelse, jeg er ved at tage, så får jeg 99% af gangene følgende spørgsmål: “skal du være sådan en hestehvisker?”. Med hestehvisker menes der ofte en person, som har et usynligt og næsten magisk bånd til hesten og som kan hviske til den – sådan lidt tankeoverførings-agtigt. Hvis det er sådan hestehvisker skal forståes, er svaret klart “NEJ, jeg er ikke ved at uddanne mig til hestehvisker”. Men hvis man forstår en hestehvisker, som en person, der bringer indlæringspsykologien i spil, uden selv at være klar over det og som har eminent timing og opmærksomhed og som har en umiddelbar forståelse for hesten, så kan der godt være noget om det – bortset altså lige fra, at jeg forsøger at være meget opmærksom på det! Det hestehviskerne gør er, efter min mening, nemlig overhovedet ikke mystisk eller magisk, men kan forklares indenfor de indlæringsteoretiske og adfærdsbiologiske rammer.

Jeg synes, at viden om indlæringspsykologien har stor betydning for, hvad man kan gøre med sin hest og hvordan man gør det. Viden om indlæring kombineret med viden om hestens natur og adfærd kan forklare en masse af de problemer, mange hesteejere oplever til hverdag og give ideer til, hvordan problemerne kan håndteres. Men det handler ikke kun om problemer. Det handler om, hvordan hesten lærer i det hele taget – i ridningen, i longen, på staldgangen og i alle andre situationer. Det her oplæg handler om en af de mest prominente indlæringspsykologiske teorier, som bliver brugt indenfor mange typer træning af dyr. Den er ikke den eneste, men en af de vigtigste.

Negativ og positiv forstærkning er to varianter af en type indlæring, der hedder operant betingning. Der er to mere: negativ og positiv straf. NB: Her skal straf ikke forståes som afstrafning eller vold, men det kommer jeg tilbage til.

Lad os lige først få beskrevet hvad operant betingning er.

Operant betingning

Operant betingning er en form for indlæring, hvor indlæringen foregår som en konsekvens af en adfærd. Vi lærer altså af konsekvenserne af det vi gør. Sagt på en anden måde: du gør noget (adfærd) og det du gør har en konsekvens. Konsekvensen påvirker, hvorvidt du er mere eller mindre tilbøjelig til at gøre det samme igen. Hvis du synes konsekvensen var behagelig, vil du sandsynligvis gøre det igen, hvis konsekvensen var ubehagelig, vil du nok ikke forsøge det igen lige med det samme.

OperantBetingningEksempel: Du siger noget sødt til en person (adfærd) og personen bliver glad og smiler til dig (konsekvens). Hvis det, at personen smiler, får dig til at føle noget godt, så er sandsynligheden for, at du siger noget sødt en anden gang større. Hvis personen ikke smiler, men ser sur ud som en konsekvens af dine søde ord, er sandsynligheden for, at du vil sige noget sødt en anden gang mindre. På den måde har konsekvenserne af alt, hvad du gør indflydelse på, hvad du gør senere.

Det samme gælder for heste. Alt hvad du gør virker tilbage på det hesten gør. Og alle dine reaktioner, på det hesten foretager sig, påvirker dens fremtidige handlinger.

Det her gælder altid – også når du ikke træner og ikke er bevidst om det.

Positiv & negativ forstærkning / positiv & negativ straf.

Vi har 4 processer i operant betingning, to af dem – positiv og negativ forstærkning – er processer, der begge øger sandsynligheden for at en given adfærd forekommer igen. Positiv og negativ straf er begge processer, der sænker sandsynligheden for at en adfærd forekommer igen.

Positiv og negativ er et udtryk for om noget er til stede eller ej. Det har ikke noget at gøre med om noget er godt eller skidt. F.eks. enten giver du en godbid eller også tilbageholder du den. Enten er godbidden til stede eller også er den ikke. Positiv og negativ svarer til plus og minus, ikke til godt og skidt.

Her kommer et par eksempler:

postiv forstærkning det at vi tilfører noget for at øge hyppigheden eller styrken af en adfærd Her tilfører vi noget behageligt. Vi giver f.eks. en godbid, når hesten gør noget ønsket. Eller klør den på yndlingskløstedet el. lign. Dermed er sandsynligheden større for, at den kommer til at gøre det igen
negativ forstærkning det at vi fjerner eller tilbageholder noget for at øge hyppigheden eller styrken af en adfærd Her fjerner vi noget, som hesten synes er ubehageligt – f.eks. pres. Når vi fjerner presset øger det sandsynligheden for, at hesten vil gøre det igen, som fik ubehaget til at forsvinde.
positiv straf det at vi tilfører noget for at begrænse eller sænke hyppigheden eller styrken af en adfærd Det der bliver tilført her er noget som hesten opfatter som ubehageligt. Heste vil gøre meget for at undgå fysisk pres, derfor kan man tilføre et pres, når hesten gør noget uønsket. Bare lige huske, at man ikke behøver at slå eller nive. For hesten kan en berøring være nok.
negativ straf det at vi fjerner eller tilbageholder noget for at sænke hyppigheden eller styrken af en adfærd Hvor vi i negativ forstærkning fjernede noget ubehageligt, så fjerner vi her noget, som hesten finder behageligt eller noget den gerne vil have. Det er altså en negativ straf at tilbageholde mad eller godbidder f.eks.

Forstærkere og straffere

  • Det vi tilfører i positiv forstærkning, kaldes en forstærker og er altså noget, som hesten vil arbejde for at opnå.
  • Det vil tilfører i positiv straf kaldes en straffer og er noget som hesten vil arbejde for at undgå.

Hvad der virker som forstærker og straffer afhænger af den enkelte hest. Det er ikke sikkert, at det helt de samme ting, der vil virke forstærkende eller straffende for alle heste.

Heste er nok ikke de mest kræsne dyr og vil gøre meget for at opnå en godbid, men det er alligevel værd at tænke lidt over, hvad den pågældende hest allerbedst kan lide. Jeg har endnu ikke hørt om en hest, der ikke vil arbejde for godbidder, men der kan godt være nogle typer godbidder, som virker mere motiverende end andre. Jeg hørte et eksempel fra hundeverdenen på et af kurserne. En mand kunne ikke finde noget mad, som hunden ville arbejde for. Han kunne altså ikke finde en velegnet forstærker til træningen. Det viste sig, at makrel i tomat virkede! Prøv lige at have det med i lommen til træning ;-).

Men hvad med det der straf? Når jeg skriver “pres” alle mulige steder, så mener jeg berøring, ikke slag. I mange tilfælde er let eller moderat berøring nok til at få en reaktion fra hesten. Da jeg trænede bakke på signal, behøvede jeg ikke engang at røre. Bare det at stå foran hesten og læne mig frem, var nok til at få ham til at bevæge sig lidt bagud.

Der er ingen tvivl om, at slag og andre former for vold også ville virke. Jeg går ikke ind for det overhovedet. Dels fordi jeg synes, at det i alle tilfælde er helt unødvendigt og uetisk, men også fordi, at i det øjeblik, man begynder at anvende vold, bliver der blandet stresshormoner ind i situationen. Dvs. at hesten bliver angst. Hvis du er uheldig, kan du få skabt en stressrelateret reaktion på det, som hesten havde sin opmærksomhed rettet mod, da straffen faldt. Stress virker desuden hæmmende på indlæring.

Case 1 – Hovedsky hest

Negativ forstærkning / positiv straf

Lad os antage, at jeg har en hest, der er hovedsky. Jeg kan ikke komme til at røre den på hovedet, uden, at den flytter hovedet væk. Det kan give problemer, når jeg skal strigle eller lægge trense på.

Der kan være mange forklaringer på, at den er blevet hovedsky. En kunne være, at den har lært, at  berøringen forsvinder, når den bevæger hovedet. Den er på den måde, blevet negativt forstærket i at flytte hovedet. Hvis jeg gerne ville lære den at acceptere berøring og stå stille med hovedet, når jeg rør ved den, kan jeg prøve negativ forstærkning. Altså den samme proces som skabte problemet i første omgang. Det jeg skal gøre er, at røre hestens hoved og når den forsøger at flytte hovedet, bliver jeg ved med at røre (positiv straf). Berøringen behøver ikke at være særlig kraftig. Det er ofte nok med en meget let berøring. Jeg slipper ikke, før den holder hovedet roligt – altså igen negativ forstærkning, men denne gang på at være rolig med hovedet. I begyndelsen vil den forsøge at slippe for berøringen og måske blive mere urolig med hovedet, men hvis jeg er stædig nok og følger med bevægelserne, vil der komme et tidspunkt, hvor den vil være rolig i et øjeblik. I det ganske korte øjeblik skal jeg være hurtig og fjerne hånden. Så lægger jeg hånden på igen og det hele vil gentage sig. Jeg holder ved, sålænge hesten er urolig med hovedet og slipper i det sekund hovedet er roligt. Efter nogle gentagelser vil hesten have lært, at den ikke kan få hånden til at forsvinde ved at kaste sit hoved alle mulige steder hen. Hånden forsvinder kun når den er rolig. Timingen er selvfølgelig vigtig, for at det skal virke. Hvis jeg flytter hånden for tidligt, dvs. mens den stadig er urolig, får jeg forstærket den urolige adfærd.

Positiv forstærkning / negativ forstærkning / positiv straf

Jeg kunne også vælge en anden strategi – positiv forstærkning. Hvor jeg før tilførte noget ubehageligt (berøringen/positiv straf), mens den var urolig og fjernede det ubehagelige, når den blev rolig (negativ forstærkning), kan jeg med positiv forstærkning tilføre noget behagelig, når den er rolig. Jeg kan f.eks. røre hovedet og når den bliver rolig, giver jeg den en godbid – positiv forstærkning. Jeg kan eventuelt kombinere det, så jeg både fjerner berøringen og giver en godbid, når hesten er rolig.

Case 2 – Hesten tigger

Negativ straf / positiv forstærkning

I dette tilfælde tigger hesten. Det gør den ofte, fordi vi har forstærket tiggeadfærden uden at tænke over det. Tiggeadfærden kan være rettet mod f.eks. at den gerne vil have en mad eller godbid, men det kan også være, at den er ude efter opmærksomhed. Lad os antage, at det er opmærksomhed den er ude efter. Dvs. at den f.eks. skraber med forbenet på staldgangen og det vil jeg rigtig gerne have den til at holde op med. Tidligere har jeg måske råbt af hesten eller på andre måder givet den opmærksomhed (positiv forstærkning), når den tiggede og dermed forstærket den uhensigtsmæssige adfærd (skæld-ud er også en form for opmærksomhed). Nu hvor jeg ved, at det er opmærksomheden, den er ude efter, kan jeg begrænse tiggeriet ved at tilbageholde den (negativ straf). Med andre ord tilbageholder jeg min opmærksomhed, mens den tigger, for at få den til at lade være med at tigge. Det øjeblik den ikke tigger, sørger jeg for at rose, nusse eller give godbid for at (positivt) forstærke, at den ikke tigger. Den lærer, at for at få opmærksomheden, må den forholde sig i ro.

Der er en lille krølle på den her. Når jeg begynder at ignorere tiggeadfærden (hvor jeg måske før havde råbt af den eller noget andet), vil tiggeadfærden i en periode blive kraftigere, inden den bliver svagere og forhåbentligt forsvinder. Det kaldes udslettelsesudbrud og kan sammenlignes med det vi gør, når batteriet i fjernbetjeningen er løbet tør. Først trykker vi på en knap, som vi plejer, men der sker jo ikke noget, så vi trykker måske en gang til og så et par gange til lidt hårdere, indtil vi til sidst giver op og erkender, at det altså ikke hjælper. Hvor hurtigt man når til den erkendelse, afhænger nok af personen og det samme gælder sandsynligvis også for heste – nogle er måske hurtigere end andre til at opdage, at det der plejer at virke, ikke virker mere.

Hvilken type forstærkning eller straf er bedst at bruge?

Det afhænger helt af hesten, træneren og situationen! Meget uklart svar. Sagen er, at jeg ikke har nogen særlige præferencer. Det der virker godt i en situation, virker måske ikke så godt i en anden. På et tidspunkt arbejdede jeg med en ismule, som blev ved med at gå i lommerne på mig. Jeg brugte godbidder til positiv forstærkning, men måtte på et tidspunkt opgive og gå over til negativ forstærkning, da den ikke kunne koncentrere sig om andet end godbidderne i lommen. Jeg havde desværre ikke så meget tid, derfor valgte jeg at ændre strategi. Hvis jeg havde haft æren af hesten i længere tid eller over flere gange, havde jeg arbejdet med at få den positive forstærkning til at fungere, uden at hesten pressede på for at få godbid. Positiv forstærkning er mere intuitivt for mig end negativ forstærkning, og lige nøjagtig derfor øver jeg mig mere på negativ forstærkning. Med min egen part måtte jeg også ændre strategi på et tidspunkt, da han fik spiserørsforstoppelse og jeg måtte droppe godbidderne i en periode.

Teoriernes ophav

Det er desværre ikke mig, der har fundet på det her. Det var Edvard Thorndike, der undersøgte og beskrev teorien om, at enhver adfærd, der havde behagelige konsekvenser med stor sandsynlighed ville forekomme igen og enhver adfærd med ubehagelige konsekvenser med stor sandsynlighed ville blive begrænset. Den teori bliver omtalt som “Law of Effect”. En anden herre ved navn B. F. Skinner arbejdede videre med Thorndikes teori og han bliver tilskrevet æren for Operant betingning, herunder positiv og negativ forstærkning og straf. Det er nemt at finde noget om disse herre på internettet og i bøger.

Det er komplekse teorier, med en kæmpe mængde forskning, der ligger til grund. Her har jeg kun beskrevet de allermest basale elementer, som man ofte hører omtalt indenfor træningen af dyr.

Eksemplerne tager jeg selv skylden for.

Mine primære kilder er:
Chance, Paul (2014): Learning and Behavior. 7th Edition. International Edition. Wadsworth, Cengage Learning.
Hvidemose, Bettina (2010): Indlæringspsykologi for hest og rytter. Lær din hest at forstå dig!

Oversigt

Jeg har forsøgt at skrue en lille oversigt sammen:

Klik her for at se oversigten som pdf:
OperantBetingningTheBasics

OperantBetingningTheBasics

Træning af Surfer #1 – Introduktion af klikker – de første små skridt

Jeg er som sagt begyndt på kursus i hesteadfærd og indlæring. Jeg skrev om det tidligere her. Jeg vil skamrose kurset en anden gang, for det er VIRKELIG et kursus, der fortjener den største ros. Men nu skal det handle om træning og indlæring.

Sidste gang på kurset var første gang om indlæring. Vi lærte om nogle klassiske indlæringspricipper og fik en opgave for. Den lyder:

– At jeg skal træne min hest til at bakke ved hjælp af ren operant betingning.

Først lidt terminologi: Ren operant betingning kaldes også fri operant betingning, frishaping eller scanning og er en måde, hvorpå vi kan få adfærd til at opstå. Til forskel fra operant betingning på ledende signal prøver vi ikke at lokke adfærden frem i ren operant betingning. Vi venter simpelthen på, at adfærden opstår af sig selv og når den gør, forstærker vi den ved at give en godbid eller gøre noget andet, som hesten opfatter som behageligt. Godbidden kalder vi en positiv forstærker. Processen kaldes positiv forstærkning og drejer sig kort sagt om at øge sandsynligheden for at en bestemt adfærd vil opstå igen. Dvs. hver gang vi giver en godbid for den adfærd vi godt kan lide, øger vi hyppigheden af adfærden, da hesten vil gøre det igen, for at få en godbid.

Jeg har aldrig prøvet at træne på den her måde før og er jeg ret spændt og da al ny begyndelse er svær og man ofte senere glemmer, hvad der var svært til at begynde med, vil jeg forsøge at notere mine helt spæde erfaringer. Jeg har ikke besluttet, om jeg vil anvende de teoretiske begreber eller om jeg vil bruge almindeligt dansk, så det bliver nemmere at forstå. Denne gang bruger jeg “almindeligt dansk”, så kan det altid blive mere kompliceret i senere indlæg.

Planlægning

Jeg har besluttet at introducere en klikker. Det behøvede jeg ikke, men underviseren anbefalede, at jeg prøvede det.
Min plan er som følger:

  1. Introduktion af klikker (klassisk betingning – den tager vi en anden gang)
    • Hensigten er, at han mentalt skal koble klikkeren sammen med godbidden. Han skal begynde at forvente en godbid, når han hører kliklyden. Jeg klikker og giver ham hurtigt en godbid. Dette gentages X antal gange, indtil han har forstået sammenhængen, vi er løbet tør for tid eller godbidder eller han har mistet interesseren. Jeg vil helst ikke træne mere end 15 minutter af gangen, da det kan være udfordrende for ham. Typen af godbid vil variere (gulerod, æble eller andet, som han godt kan lide)
  2. Få Surfer til at tilbyde adfærd (ren operant betingning)
    • Dette gøres ved at klikke på al adfærd (men ikke mere end tre gange i træk på den samme adfærd). Han skal helst begynde at tilbyde forskellige bevægelser for at få mig til at klikke. Hvorfor gør jeg det? Bl.a. for at skærpe hans opmærksomhed og gøre ham aktiv i processen. Han skal forstå, at jeg klikker uanset, hvad han gør og forhåbentlig begynder han at gøre alt muligt.
    • Næste skridt i denne del af træningen er at holde op med at klikke ved al adfærd, men kun klikke, når han går baglæns.
  3. knyt et håndsignal til, sådan at han bakker, når han ser signalet (dette er vist ikke en del af opgaven).
    • Her introduceres mit håndsignal.
    • Denne del af processen skal jeg have læst op på og er faktisk ikke en del af opgaven..

Særlige betingelser:

Surfer skal holdes i gang fysisk. Derfor er jeg nødt til at kombinere min træning fra jorden med longering eller ridningen enten før og efter. Det stiller nogle krav eller begrænsninger. Hvis jeg vælger at ride først, bruger han en del af sin energi på det og det er måske ikke sikkert, at han er så opmærksom og klar til at lære. Hvis jeg bytter om og rider efter, opstår selvfølgelig det modsatte problem: han har brugt en del af energien på læring og jeg vil derfor ikke kunne forlange det samme af ham fysisk, som jeg plejer.

Introduktion af klikker

Jeg har arbejdet på at få ham til at forstå klikkeren. Dvs. jeg har klikket og givet  ham en godbid lige med det samme efter klikket. Der har været mange ting, jeg har været i tvivl om. F.eks. hvordan jeg ville kunne se, når han havde fattet sammenhængen mellem klik og godbid? Hvor mange klik og godbidder der skulle til? Hvor det bedste sted at øve sig var? osv..

Jeg har gjort det henover et par dage. Jeg startede i stalden, men rykkede i går ud i ridehuset, så vi havde bedre plads og jeg kunne gå videre til punkt 2. i min plan, hvis han skulle være parat.

Efter nogle klik og efterfølgende godbid, tøvede jeg lidt (et sekund eller to) med at give ham godbidden for, at jeg kunne nå at se, om han reagerede på klikket. Det synes jeg, at det så ud til! Klikkeren burde være introduceret 🙂

Ren operant betingning

Der opstod lynhurtigt et par udfordringer:

  • Til at begynde med bevægede han sig kun fremad, nemlig efter mig og min lomme med godbidder. Det blev noget rod, hvor han stod og puffede mig med mulen og fulgte med, når jeg bevægede mig væk. Så jeg var nødt til at skubbe ham tilbage og undlade at give ham godbidder for alle bevægelser hen imod mig, for at få ham til at holde op med det.
  • Jeg blev i tvivl om, hvorvidt jeg skulle klikke for alle bevægelser eller kun når han bevægede hele kroppen. Skulle jeg også klikke ved små hovedbevægelser?

Det giver mig lidt at arbejde med i stalden i dag OG en del spørgsmål til mine undervisere 🙂 Planen er at træne næsten hver dag de næste 2 uger. Jeg har haft lidt berøringsangst og tøvet med at komme i gang. En ting er at læse teorien, det er noget helt andet at arbejde med det i praksis. Ved ikke, hvad jeg har været bekymret for? Men nu er jeg nødt til at tage mig sammen. Det er meningen, at vi skal have en video med resultatet med på kurset næste gang.