Stimuluskontrol

5 cases:

  1. Engang faldt jeg over en tråd et eller andet sted, der omhandlede en piges desperate råb om hjælp med hensyn til en hest, der stejlede. Hun havde lært den at stejle fra jorden, men nu gjorde den det altså også under ridning.
  2. Laaaang tid efter var jeg ude at undervise en i træning fra jorden og da jeg spurgte, hvad hun havde lyst til at lave med hesten, sagde hun bl.a. at hun IKKE ville lære den at lægge sig ned, for så var hun bange for, at den ville gøre det i tide og utide. Fornuftig tanke, synes jeg.
  3. I begyndelsen, når jeg skulle rense hove på Sovs tog jeg fat i venstre forben, sådan som man jo gør, når man renser hove. Hans reaktion var at forsøge at komme ned og ligge på benet, for han har nemlig lært at “neje” eller bukke. Lidt upraktisk, at han forsøger at gøre det, hver gang jeg løfter venstre forben.
  4. Jeg så en video engang med en pige, der havde lært sin hest at stå og vippe op og ned med hovedet til musik. Hun og hendes veninder synes selvfølgelig, at det var vildt sjovt. Gad vide om den hest senere får problemer, når den står og væver i boksen, fordi det har den lært at gøre?
  5. Da jeg lærte Surfer at bakke via. ren oprant betingning, begyndte han også at bakke i alle mulige andre situationer i tide og utide. Det kan være, at det er nuttet, når han moon walker rundt på træningsbanen helt uopfordret, men det kan blive et problem, når han gør det på staldgangen.

Find selv eksempler på en hest der gør noget, der er hensigtsmæssigt i en sitation, men helt uhensigmæssigt i en anden. Det er nok ikke svært.

Hestene i alle disse cases gør præcis, hvad vi har lært dem. I virkeligheden er de rigtig gode elever, der viser, at de har forstået, hvad det er, vi gerne vil have og nu vil de gerne vise det så meget som muligt – måske for at opnå forstærkning. De er endda ekstra seje, fordi de har lært at udføre den indlærte adfærd i en helt anden kontekst – dvs. de viser, at de kan gøre noget i stalden, som de ellers havde lært ude i ridehuset.. det kan heste ellers i andre tilfælde have lidt svært ved. Nogle gange har vi brug for, at de skal overføre det, de har lært et sted til et andet og vi er nogle gange nødt til at træne det forskellige steder og andre gange ikke så meget.

Men hvordan undgår vi, at hesten begynder at udføre en adfærd, der er indlært i en situation til den anden eller at den gør det på de forkerte tidspunkter? Det kan vi gøre ved at sætte adfærden under stimuluskontrol.

Hvad er stimuluskontrol?

En stimulus er noget hesten udsættes for af os eller dens omgivelser. Alle stimuli bliver efterfulgt af en respons, som er den reaktion eller adfærd, hesten udviser, når den påvirkes af en stimulus. En sulten hest, der finder noget græs (stimulus), vil begynde at æde (respons). Når jeg trykker hesten på bagparten (stimulus), flytter hesten rumpen (respons). Når jeg tager let i tøjlen (stimulus), stopper hesten (respons). Når hesten ser en farlig dims (stimulus), løber den væk (respons). I en træningssituation forventer vi en bestemt respons på en bestemt stimulus.

Når vi træner med hesten, lærer vi den at knytte bestemte typer adfærd med bestemte stimuli. Dvs. jeg lærer hesten, at når jeg vifter med pegefingrene i luften (stimulus), skal den bakke (respons). Stimulus er i dette tilfælde et indlært signal.

Det vi nogle gange glemmer er at sikre, at adfærden er under stimuluskontrol. Dvs. sikre at den pågældende adfærd kun opstår, når vi viser et bestemt signal og ikke i nogen andre tilfælde. Hvis vi sætter adfærden under stimuluskontrol, undgår vi, at hesten begynder at udføre adfærden i utide. Det skal dog lige nævnes, at det selvfølgelig kun gælder under træning. Hvis hesten skulle få lyst til at bakke, når den er ude på folden, så er den selvfølgelig velkommen til det. Men i træningssituationer er det vigtigt, at den her lært at skelne mellem forskellige signaler og at den udfører de typer adfærd, der passer til.

Det der sker i stimuluskontrol er, at hesten lærer at genkende (diskriminere) bestemte stimuli/signaler. Det kan spare den for en masse frustrationer. Paul Chance skriver i Learning and Behavior, at stimuluskontrol kan give individet en form for kontrol, over det der sker. Hans eksempel er en rotte, der har lært at tykke på en knap, når en lampe lyser (fordi den får mad) og at undlade at trykke på den, når lampen ikke lyser (fordi den ikke får mad). Her kan man tale om, at adfærden er under stimuluskontrol. Det sparer rotten for at trykke på knappen i alle de tilfælde, hvor lampen er slukket. Den skal altså ikke bruge energi på noget, der ikke har nogen gavnlig konsekvens for den.

Fra menneskeverdenen er et hyppigt brugt eksempel trafiklys. Den røde lampe ved vi alle, hvad betyder og vi stopper ved rødt lys (forhåbentligt). Når den gule lampe lyser, løfter vi måske foden over til speederen og når den grønne lyser, træder vi på speederen. Det er et godt eksempel på adfærd, som er under stimuluskontrol og som øger sikkerheden på vejene, fordi vi ikke behøver at spekulere over, hvad lamperne betyder eller hvad vi skal gøre, når de lyser.

Med Chances ord:

When a discrimination has been well established, the behavior is said to be under stimulus control. Generally that means that the behavior is orderly and efficient, that it enables us to obtain desirable consequences and avoid undesirable ones. Stimulus control can work agains us, but we can also use it to our advantage” (Chance 2014, side 329)

Men det at en adfærd er konsekvent, effektiv og under stimuluskontrol, som Chance siger i citatet, kommer ikke af sig selv!

Reglerne for stimuluskontrol

  1. Adfærden opstår aldrig på et andet indlært signal – dvs. at hesten ikke bakker, hvis du giver et “stå” signal.
  2. Hesten skal ikke udføre nogen andre former for adfærd på signalet – dvs. hesten skal ikke lægge sig ned, når du giver bakkesignalet.
  3. Hesten skal udføre adfærden umiddelbart efter signalet er givet – dvs. den skal gøre det med det samme, når den bliver bedt om det og ikke 5 minutter efter.
  4. Hesten skal aldrig udføre adfærden uden at signalet er givet først – den skal altså ikke bakke rundt efter forgodtbefindende, men kun gøre det, når signalet er givet. 

(frit efter Karen Pryor: Don’t Shoot the Dog, side 73)

Først når de 4 punkter gør sig gældende, kan man tale om, at en adfærd er under stimuluskontrol.

Hvordan gør man?

hvis vi holder fast i eksemplet med bakke adfærden. Med Ciara viftede jeg med pegefingrene i luften, når hun skulle bakke. Hvis jeg skulle sikre mig, at det var under stimuluskontrol, kunne jeg gøre følgende:

  • Vise et andet signal af og til og tilbageholde forstærkningen, hvis hun bakker
  • Ikke forstærke, hvis hun bakker uden at signalet er givet først
  • Ikke forstærke andre former for adfærd på signalet
  • Kun forstærke, når hun udfører adfærden umiddelbart efter signalet
  • Tilbageholde signalet i et stykke tid og kun forstærke, hvis hun afventer signalet

På en af mine yndlingsblogs horse tricks 101 viser hun, hvordan hun gør det. Hendes hest har lært at bukke. Hesten bukker derfor hele tiden, men hun vil naturligvis gerne have, at den kun bukker, når den får besked på det. På videoen forstærker hun, når hesten ikke gør noget. En gang i mellem giver hun signalet og hesten får en godbid, hvis den bukker lige efter signalet. Hesten får intet, hvis den bukker, uden at hun har givet signalet først. Hun træner på den måde meget bevidst, at den ikke skal bukke på eget initiativ. Hun har gang i flere ting på en gang. For det første positivt forstærker hun, at hesten står roligt med hovedet væk (den vinder en godbid på det), for det andet negativt straffer hun, når hesten bukker, uden at signalet er givet først (her tilbageholder hun godbidden = negativ straf). Og for det tredie positivt forstærker hun adfærden, når den forekommer på signalet. Jeg synes, at det er en blid måde at gøre det på! Jeg vil helt sikkert integrere hendes måde at gøre det på mere i min træning.

 

Vær opmærksom på: 

Jeg har været inde på det i afsnittet ovenfor: at tilbageholdelse af godbidden er det samme som negativ straf og det kan hesten blive irriteret over. Den bryder sig ikke om, at noget der før resulterede i en godbid, nu pludselig ikke gør det længere. Den bliver straffet for noget, den før blev forstærket for og indtil den har fundet ud af, at det har noget med signalet at gøre, er det naturligvis meget frustrerende. Det hjælper dog, når hesten har erfaring med denne måde at træne på. Ciara blev f.eks. utrolig mobset til at begynde med, når jeg tilbageholdt godbidderne. Nu har hun lært, hvordan træningen foregår og hun bliver derfor ikke sur på samme måde mere, når jeg ændrer på tingene. Læg også mærke til, at hesten i videoen ikke virker synderligt irriteret over, at den ikke får en godbid, når den bukker på eget initiativ. Det kan måske have noget at gøre med, at den også er vant til at træne på den måde og måske, at der ikke går for lang tid mellem godbidderne, fordi hun også forstærker det, at hesten står stille.

Jeg synes, at det er vigtigt at sørge for, at hesten hele tiden har mulighed for succes. Hvis jeg tøver lidt med at give signalet, så tøver jeg til at begynde med ikke for længe men udvider gradvist tiden lidt efter lidt. Når jeg begynder at vise andre signaler, skal jeg tænke over, hvor meget de ligner det oprindelige. Det er ikke fair overfor hesten, hvis de ligner for meget til at begynde med. Det skal være nemt for den at se, at det ikke er det samme signal. Så kan man altid øge sværhedsgraden med tiden. Hvis jeg kan mærke, at jeg i et stykke tid har presset for meget på, uden at hesten har haft succes, kan jeg godt finde på at kaste en øvelse ind midt i det hele, som jeg ved hesten har styr på, så den lynhurtigt kan få et par succesoplevelser, inden vi fortsætter.

heste er meget lærenemme dyr og de forstår ret hurtigt, hvad vi er ude efter. Nogle gange glemmer vi bare at føre lærdommen til dørs og det ender jo desværre ofte med at hesten får skæld ud, bliver kaldt fræk eller uartig. Det er ikke fair, vel?

Kilder

Chance, Paul (2014): Learning and Behavior. International Edition, 7th edition, Wadsworth Cengage Learning.

Pryor, Karen (2009): Don’t Shoot the Dog! The New Art of Teaching and Training. Revised Edition, Ringpress Books Ltd.

Advertisements

Skriv kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s