Sovs

I går hentede jeg Bechamel bedre kendt som Sovs. Han er en dansk miniature på snart 5 år og vist nok 95 cm i stangmål.

Jeg har efterhånden i en del år trænet med alle mulige andres heste og har egentlig ikke for alvor overvejet at købe min egen (det skulle da lige være Surfer, men han er ikke til salg). Da jeg så Sovs var til salg, kunne jeg alligevel ikke nære mig for at køre ud og kigge på ham.

I et par dage gik jeg og spekulerede over, om jeg skulle købe ham eller ej. Han var rigtig sød, men jeg er ikke typen, der føler en kontakt med en hest lige med det samme. Jeg skal helst lære dem at kende først og opbygge et forhold stille og roligt. Jeg var SÅ meget i tvivl om, hvorvidt jeg ville komme til at føle den forbindelse. Men når jeg tænkte nærmere over det, så har jeg ikke været sammen med en hest over længere tid uden at ende med at knuselske den.

Jeg talte med min mand, med min veninde og med hende der ejer Ciara, Cindy og Basse. For lige at høre om det var helt tosset. Endte med at tage beslutningen. Jeg var klar til det. Helt sikkert. Da jeg hentede ham i går, var jeg slet ikke i tvivl.

Det er en mærkelig følelse. Det her er min hest. MIN. og nå ja familiens.. Det er mig, der bestemmer, hvad den hest skal og hvornår. Jeg har ansvaret. Jeg plejer at være fri for ansvaret og plejer at skulle indrette mig efter ejernes holdninger. Det har jeg ikke haft et problem med (det meste af tiden). Jeg har været glad og taknemmelig for, at andre mennesker har delt deres fantastiske dyr med mig og at jeg ikke har stået med det primære ansvar.

Sovs første møde med gården

Vi brugte et par dage på at gøre boks klar til ham. Den var fyldt op af wrapballer, som skulle flyttes et andet sted hen. Jeg flyttede 17 selv og har været øm i armene lige siden ;-). Min mand tog de resterende 22. Vi strøede halm og så var hans hule faktisk klar.

Da vi kom hjem med ham i går, gik jeg rundt med ham. Han ville gerne undersøge det hele. Gik og snusede til alt, ligesom en hund. Han var et smut inde i alle bokse og endte i sin egen, hvor vi havde aftalt at han skulle blive indtil i dag. Han virkede overhovedet ikke stresset eller trykket eller noget som helst. Men helt upåvirket har han nok ikke været, så jeg tager det hele stille og roligt.

Jeg var lige et smut den fold, som ligger nærmest den, hvor de andre gik. Det skulle jeg nok ikke have gjort. Da Sovs fik øje på de andre heste, trak han afsted med mig ud over marken for at komme over til dem. Med halen højt hævet som en anden hingst. Han er bomstærk og jeg kunne ikke gøre meget andet end at holde fast og lade mig slæbe på hælene efter ham. Jeg fik ham kun ind i stalden igen, fordi de godbidder jeg havde i lommen var lidt mere interessante end de andre heste.

Basse er hans nabo i stalden og hun var slet ikke tilfreds, da hun kom ind. Hun prøvede at nå ham over muren og bide ham, men hun kunne heldigvis ikke nå ham, medmindre han stillede sig lige op af muren ind til hende. Ciara strakte hals for at se ovre fra sin boks, men jeg tror ikke, at hun kunne se ham rigtigt. Vi tog hende ud, så hun kunne kigge ned til ham. Hun hvinede og kastede sig tilbage. Jaja, man er vel hoppe 😉

Skråt overfor står Fylke (tror jeg nok han hedder). En fjordhest vallak. Han kiggede bare ned til Sovs, da han gik forbi og det lod ikke til, at han synes, at det var noget han skulle hidse sig op over. På den anden side af muren til Sovs boks står Cindy. Men hun kan ikke se ham, da muren går helt op til loftet.

Og det nervepirrende første møde med flokken på folden

I dag kørte jeg derud for at lukke ham på fold med de andre for første gang. Jeg var meget nervøs. Hvad nu hvis de andre bankede ham? Hvad nu hvis nogen kom til skade? Hvad nu hvis han rendte igennem hegnet for at komme væk og jeg ikke kunne fange ham igen? Jeg ved jo, at Ciara kan være rigtig strid. Det var hun ved Fylke, da han blev introduceret til flokken.

Men Ciara, Basse og Cindy kom ikke op til hegnet, da jeg kom ud med Sovs. Det gjorde Fylke til gengæld. Han udgjorde en ekstremt dedikeret velkomstkomite! Fra det øjeblik, jeg lukkede Sovs ind, klæbede Fylke til ham som en tæge. Det lignede en decideret bromance! Men tag ikke fejl, Fylke var ikke udelukkende sød ved Sovs. Han nappede ham lidt af og til og hev i hans grime, men han sparkede ikke og var ikke voldsom. Sovs hev også i Fylkes grime flere gange – når han altså kunne nå den 🙂 Jeg var derude i 2 timer og i al den tid veg Fylke ikke fra Sovs’ side. De tre damer kunne slet ikke komme i nærheden af Sovs. Ciara ville ellers gerne over og tæve ham lidt, men Fylke stillede sig imellem. Tak Fylke!

I videoerne har han været på folden en halv times tid. De første 5 minutter brugte Sovs på at løbe rundt med Fylke luntende lige i hælene. I resten af den tid jeg var derude, skete der ikke så meget mere, end det man ser på videoerne. Derfor vurderede jeg, at det var bedre, at han blev ude sammen med de andre fremfor at blive taget ind. Jeg tror, at det er bedre, at de får etableret hierakiet så hurtigt som muligt og det kan de nok kun, hvis de er sammen. Desuden bryder Sovs sig ikke om at stå spærret inde i en boks.

Det er stressende for dem alle og jeg regner med en godt træt Sovs, når jeg kører ud og lukker ham ind her ved 15 tiden. Så kan han tage sig en slapper i boksen i fred og ro med noget hø, inden de andre bliver lukket ind senere.

Glæder mig til at være mere sammen med Sovs. Han har en del at lære – f.eks. at lade være med at trække afsted med mig. Vi har også købt en vogn og seletøj! Det bliver spændende. Lige nu skal han mest have ro til at finde sin plads i flokken…

Advertisements

Skriv kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s