10 gode grunde til træning fra jorden

IMG_3938

Jeg vil gerne slå et slag for træning fra jorden. Her kommer 10 bud på, hvorfor det er godt. For mig dækker jordøvelser over både longering, gymnastisering og andre typer træning fra jorden.

1. Du får et andet perspektiv på, hvordan hesten bevæger sig, end du har, når du sidder på hesten og kan måske opdage nogle uhensigtsmæssigheder, som du kan arbejde med enten fra jorden eller i ridningen.

2. Har du en hest, der har svært ved noget i ridningen, kan det trænes og afhjælpes fra jorden. Det giver bl.a den fordel for hesten, at den kan arbejde uden vægt på ryggen. Det kan være en mulighed for hesten at bevæge sig mere i forhold til sin egen krop og ikke være påvirket af rytterens skævheder.

3. Hvis hesten har adfærdsmæssige problemer kan det skyldes, at grundtræningen ikke er i orden. Det kan også genopfriskes eller læres fra jorden og det kan kræve, at du skal bevæge dig helt tilbage til de elementære ting (stå, gå, følge, vige, bakke osv.).

4. Du kan træne habituering (tilvænning) med en nervøst anlagt hest eller du kan få lært din hest at stå stille ved en skammel og dermed slippe for al balladen, når du skal op på hesten senere, hvis du er en af de uheldige, hvor det godt kan være en udfordring. Eller… du kan træne hvad som helst!

5. Du får en anden måde at være sammen med hesten på, som måske kan skabe lidt variation og en anden slags samvær for både hesten og rytteren.

6. Du kan arbejde med balance, tyngdepunkter, bæring og afskub.

7. Du kan arbejde med smidighed og styrke.

8. Hvis du er interesseret i indlæring og adfærd, kan du slå to fluer med et smæk ved at arbejde med longering, ligeudretning, bomtræning, proprio osv. Indlæringspsykologi er forudsætningen for en god omgang træning fra jorden. Du vil komme til at arbejde med timing, signaler, shaping osv. osv. OG samtidig træne du din hests fysik! Det kan næsten ikke blive bedre, vel?

9. Du vil få mulighed for at købe (endnu mere) sejt udstyr så som: kapsun, target stick, bløde bomme, kegler, bolde, madrasser m.m.

10. Som jeg ser det, er der faktisk ikke nogen grænser for, hvor mange gode ting du kan få ud af jordtræning.

Træning fra jorden er IKKE en pause for rytteren, hvis han eller hun er lidt uoplagt og ikke kan overskue at ride. Det troede jeg ellers selv, indtil for ganske nyligt, da jeg var på kursus i gymnastisering fra jorden. Her lærte vi bla en smule grundlæggende longering og jeg måtte sande, at det er krævende for væsenerne i begge ender af longen, at jeg har meget mere at lære om longering OG at der er meget at hente ved den type træning. Jordtræning kræver dyb koncentration, nærvær og en del bevægelse, når man skal følge med hesten rundt for at hjælpe den med f.eks. ligeudretning.

En anden vigtig pointe jeg tog med fra kurset var, at gymnastisering fra jorden er svært, spændende og kræver meget erfaring. Og der er ingen nemme genveje eller særligt entydige rettesnore 😦 F.eks. har de fleste hørt, at de skal holde øje med, at hesten træder op i sit eget spor og alle er glade, når det sker. Men det kan se ud som om, at hesten sporer fint, hvis man alene vurderer ud fra, hvor hovene er – desværre kan den fine sporing skyldes enten, at hesten går fint med bagparten eller at den kommer for meget frem på forparten, så forbenene kommer for langt ind under kroppen i stedet. Så i stedet for en aktivering af bagpartiet, kan der være tale om en hest, der hænger på forparten og ikke får bagparten ordentlig ind under sig. Det kræver et trænet øje og en del erfaring, at kunne se de fine mekanikker arbejde i hestens krop.

Jeg kan kun anbefale at melde sig til kurser om gymnastisering fra jorden, longering osv. Jeg var på kursus med Stine Joy Langkilde og hun får min varmeste anbefaling. Find mere om hende under “Gode kurser og undervisere”.

Advertisements

Skriv kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s